Opgave 5 – MED TAPEDE BRILLER

opgave_5Tapen klistrer til mine fingre og mit lange hår i stedet for til brillerne. Den skal næsten skiftes dagligt, for at det holder. Brillerne er knækket midt på, og det er super svært at tape det pænt. Det er efterhånden flere måneder siden det skete, men hver gang jeg køber nye, sker der altid et eller andet. Sidst havde jeg glemt, at jeg havde lagt dem i min sofa, og hvad var det forrige gang? Jo, det var noget med en dør. Det er irriterende at være så … så distræt. Endelig får jeg tapen til at sidde rigtigt, så brillerne kan hvile ordentligt på næsen. I spejlet kan jeg se, at de sidder nogenlunde lige. Jeg kan også se en kvinde, der burde ligne en femogtredveårig. Jeg skynder mig at kigge væk. I dag skal jeg ud at handle. Det er nødvendigt, for det ekkoer i køleskabet og fryseren er gabende tom. Jeg hader at handle, for så skal jeg ud blandt andre mennesker. Jeg gør ellers alt for at se almindelig ud, men der er selvfølgelig det med brillerne. Måske skulle jeg overveje kontaktlinser? Jeg er bare ikke sikker på, at jeg kan få mig selv til at stikke noget ind i øjnene.
Kaffemaskinen gurgler færdig, og jeg hælder en kop op. For sent opdager jeg, at det er i marmeladeglasset. Jeg hælder det ud i vasken. Heldigvis er marmeladen så stiv, at den bliver i glasset. Jeg vil gætte på, at den stadig kan spises. Ellers må jeg nøjes med tørt brød, for smør og ost slap op forleden. I skabet finder jeg min yndlingskop. Den er limet flere gange, men holder stadig tæt. Jeg sætter mig ved bordet i mit køkken. Kaffen er lidt for stærk, men her er rart og varmt. Udenfor bøjer træerne sig i vinden, og solen er godt gemt bag skyerne. Her står to stole, og jeg skiftes til at sidde på dem, så de begge har deres berettigelse. For snart fire år siden var vi to mennesker i lejligheden. Så skred han. Sommetider drømmer jeg om at få en mand igen, men hvem i alverden vil dog have en som mig? Desuden er det godt nok at bo alene. Det er på tide at kravle ud ad morgenkåben og hoppe i ude-tøjet. Min morgenkåbe er slidt og ikke helt frisk, men den er mit kæreste eje.

Det er akkurat så koldt og blæsende, som jeg havde forestillet mig. Jeg trækker kraven sammen om halsen og mærker kulden stivne mine fingre. Hvorfor tog jeg ikke handsker på? På den anden side af gaden løber nogle unger. Hvorfor fanden er de ikke i skole? Jeg håber ikke, de får øje på mig. Sidst løb jeg for at slippe fra dem. Jeg ved ikke, hvorfor de er efter mig, for jeg siger aldrig noget til dem. Kigger ikke en gang på dem. Jeg går hurtigt. I dag er jeg heldig; de ser mig ikke. Der er ikke langt til indkøbscentret, og på dette tidspunkt af dagen er det begrænset, hvor mange handlende, der er. Jeg tøver foran de automatiske døre, der har en tendens til at lukke sig foran mig. I dag åbner de dog villigt. I Føtex går det op for mig, at jeg har glemt min indkøbsseddel, så jeg må improvisere. På den måde kommer jeg hjem med noget, jeg ikke skulle have, samtidig med at jeg glemmer noget andet. Jeg må få det bedste ud ad det. Personalet har som sædvanligt flyttet rundt på tingene; hvor er dåserne med makrel i tomat? Det er en vigtig standardvare i mit skab, for det holder længe. Det syder i maven af ærgrelse. Mon jeg bliver nødt til at tage mig sammen til at spørge en medarbejder? Førhen stod tingene på faste steder, og så kunne man handle ind i en fart. Det savner jeg.
Jeg hører barnegråd bag en hylde. Hjerteskærende. Den bliver ved. Hvorfor gør ingen noget? Jeg går derom og kigger. En lille pige sidder på gulvet, og tårerne vælter ud ad øjnene. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre, men spørger forsigtigt:
“Er du blevet væk, lille ven?” Hun er måske en to-tre år, hvad ved jeg. Hun rækker armene op mod mig. Jeg tøver, ser mig omkring og bukker mig så. Hun er tungere, end man skulle tro.
“Så, så, lille du. Det skal nok gå.” Jeg drejer rundt for at se, om der skulle være en forælder i nærheden, men lige netop her, er der mennesketomt. Jeg må vel finde Information, så de kan kalde over anlægget. I det samme kommer en mand løbende: “Åh, der er du Sofie! Jeg er hendes far. Jeg kiggede bare bort et sekund, og så var hun væk.” Han rækker armene frem, og jeg overdrager den lille til hans favn. Han smiler til mig. Der er knækket en lille flis af hans fortand, og det ser ud til, at han har spildt på jakken. Den lille pludrer glad. Jeg begynder også at smile. Det er som at trække i rustne muskler. En rødmen skyder op i mine kinder, og jeg kigger ned i gulvet.
“Jeg hedder Frederik,” siger han.
Varmen i hans stemme får mig til at se op. Han rækker hånden frem, og jeg tager den. Den er varm og tør.
“Jeg hedder Kirsten.”
“Tak fordi du tog dig af Sofie, det var pænt af dig. Må jeg ikke give en kop kaffe?”
“Øh, næh … det … jeg har travlt i dag. Der er noget, jeg skal nå.”
“Nå, det var trist. Så håber jeg, vi kan ses en anden dag?”
“Ja, det kunne da være hyggeligt.”
“Jamen så farvel da.”
“Farvel,” siger jeg og vinker. Om det er til Frederik eller Sofie ved jeg ikke. Idet de drejer om hjørnet, vender han sig og vinker igen. Så er de væk.
Jeg handler færdig i en fart og er langt fra sikker på, at jeg har fået det med mig, jeg har brug for.
På min vej ud standser jeg op. I stedet for at finde udgangen til venstre, går jeg mod rulletrappen til højre. Ovenpå bor Louis Nielsen.

 

Facebooktwittergoogle_plus

58 Comments

  1. Svar
    Helle Tolstoj Balvits 28. november 2014

    Hej Lise

    Som vanligt en velskrevet fortælling fra dig.

    Jeg får da helt ondt sjælen af den stakkels kvinde, der bare er ramt af uheld og ulykker gennem livet. Så “samler” hun en lille grædende pige op, og sørme om hun ikke møder en “ligestillet”, en Frederik med en knækket tand og smuds på jakken.

    Godt at hun tager det første skridt til at vende hendes miserable liv. Hun begynder med nye briller så hun kan se verden med nye øjne.

    Kh. Helle 🙂

    • Svar
      Lise Hougaard 28. november 2014

      Hej Helle
      Tak fordi, du synes, min txt er velskrevet. Ja, min stakkels hp har det ikke for let, så det er på tide med et skift i tilværelsen 😉
      Mange tak for dit dejlige besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  2. Svar
    inaravnkilde 28. november 2014

    Kære Lise
    Det er en frygtelig sørgelig depressiv, men alligevel håbefuld historie. Du er så god til at få mig til at se det hele for mig. Fuldendt beskrivelse af en tilværelse hvor alting er hende imod, og så. jeg er meget betaget af dine fortælleevner. Så meget, er ganske misundelig, nej det er jeg ikke, glæder mig både ved at læse og at lære,
    kærlig hilsen og tak for jeg fik den historie med.
    ravnkilde

    • Svar
      Lise Hougaard 28. november 2014

      Kære Ravnkilde
      Så mange tak for din dejlige kommentar; jeg er rørt og ved ikke, hvad jeg mere skal sige.
      Kærlig hilsen
      Lise

  3. Svar
    Jyhark 28. november 2014

    Hej Lise
    Det er godt nok en dejlig forælling.
    Du fører mig som læser helt ind i HP’s verden. Den triste stemning. Og samtidig en rummelig accept af, at det er som det er. Som f.eks. da hun hælder kaffen i syltetøjsglasset og kaffen er for stærk.

    Og så dejligt, at hun møder den lille Sofie og hendes far. Det er et vældig fint vendepunkt. Stilfærdig, som teksten er hele vejen – men det fornemmes samtidig skæbnesvangert. Godt fundet på 🙂

    Af konstruktivt (eller det håber jeg da, at det er) Er du nødt til at have den der dobbelte linjeafstand? På min blog kan man trykke shift og enter samtidig og derved få den halve linjeafstand. Hvis det også er muligt her hos dig, kunne du bedre styre på hvilken måde teksten fremstår. Så det ikke er tætpakket tekst afløst af vældig meget “luft” i dialogen. Helt konkret ville jeg synes, at det ville være godt med afsnit her imellem:
    “så kunne man handle ind i en fart. Det var tider. (her) Jeg hører barnegråd bag en hylde. Hjerteskærende”
    Men det er jo din tekst, og du gør som du finder bedst.

    Tak for en god oplevelse.
    Kh Jytte

    • Svar
      Lise Hougaard 28. november 2014

      Hej Jytte
      Wauw, det var en flot kommentar med både ros og et kærkomment fif. Se det med linjeafstand har nemlig irriteret mig længe, så det var kanon at lære; mange tak!
      Det glæder mig, at du synes om mit vendepunkt, der, så småt det måtte synes at være, kommer til at betyde en masse for Kirsten.
      Glade tak for dit dejlige besøg 🙂
      Bedste hilsner,
      lise

      • Svar
        Jyhark 28. november 2014

        Iiih, hvor ser det godt ud! 🙂

        • Svar
          Lise Hougaard 28. november 2014

          Mange tak, Jytte. Det var virkelig et fint tip, du kom med!

  4. Svar
    millemoses 28. november 2014

    Kære Lise

    Dejlig historie, jeg læste den i et hug. Du rammer lige plet med ældre alene i en lejlighed, hvor man forsøger at holde fast i tingene, begynder at glemme. Den er godt skrevet og realistisk i sit indhold. Alle små positive oplevelser samles sammen, så livet ikke bliver for trist. Da din hp tager barnet op er jeg spændt på, hvad der sker: kidnapper hun det? bliver moderen skidesur? men nej heldigvis er det en sød far. Fin måde at tackle vendepunktet på. Tak for læsningen. kh mille

    • Svar
      Lise Hougaard 28. november 2014

      Hej mille
      Jamen velbekomme da 🙂 Det glæder mig, at du læste den i ét hug – den var jo blevet lidt lang i det. Sjovt nok tænkte jeg også, at det vist virkede som en ældre dame. Det er det ikke, så det må jeg formidle, hvis jeg altså vil have det sådan. Jeg må lige tænke mig om.
      Mange tak for dit positive og interessante besøg!
      De bedste hilsner,
      Lise

  5. Svar
    Lissi hilleborg kristiansen 28. november 2014

    Hej Lise
    En dejlig og velskrevet fortælling. Du skriver utrolig levende, og man har hele tiden fine billeder for sit indre. Jeg ser din Hp som en yngre kvinde, der er blevet skilt, har mistet job og hele tiden knækker sin briller.
    Jeg håber at Sofies far er enlig og at de snart rende på hinanden igen. 🙂
    Tak for god oplevelse.

    • Svar
      Lise Hougaard 28. november 2014

      Kære Lissi
      Du har læst min txt, lige som jeg håbede, den ville blive læst.
      Tak for de flotte roser. Jow, lad os satse på, at Frederik også er single 😉
      Mange tak for dit besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  6. Svar
    Judith Marli vendsen 28. november 2014

    Hej Lise.
    Hvor har du en dejlig historie her. Det hele bliver så levende, på måden du fortæller på. Syntes det er så dejligt, at den triste person får et smil på læben, ved at finde den lille Sofie og senere hendes flinke far. Håber de mødes igen og får en tår kaffe sammen.
    Kh Marli

    • Svar
      Lise Hougaard 28. november 2014

      Hej Marli
      Det glæder mig rigtig meget, at du synes om ugens opgavebesvarelse.
      Mange tak for din meget positive kommentar, der varmer.
      Bedste hilsner,
      Lise

  7. Svar
    Finn Wilkens 29. november 2014

    Hej Lise! Dejlig, vemodig historie om de tabte muligheders land. I slutningen tænkte jeg: Nå, så dårligt ser hun heller ikke, siden hun kan få øje på både den knækkede tand og pletten.
    Du ridser fint hendes situation op, synes jeg. Jeg er med hele vejen på stemningen af the loss of life. Men du formår også at samle op til sidst.

    • Svar
      Lise Hougaard 29. november 2014

      Hej Finn
      Tak, fordi du synes, min txt er dejlig og vemodig, og at du synes, jeg får samlet op til sidst. Det glæder mig. Jeg har i morges lavet det sådan, at alderen skulle passe bedre til Kirsten. I min verden var hun nemlig noget yngre, end hun fremstod i historien. Da jeg opdagede, at nogen så hende som ældre, gjorde jeg Sofies far til farfar. Håber det stemmer overens nu.
      Tak for dit besøg.
      Go’ weekend,
      Lise

  8. Svar
    Livsglæde 29. november 2014

    Hej Lise
    En dejlig fortælling om ensomhed som måske vender. Hun lider af social fobi i en eller anden grad og hendes selvværd kan vist ligge et meget lille sted. I hendes egen bevidsthed, fortjener hun ikke ret meget. Men så skal der alligevel ikke mere end et venligt menneske til, før hun ser en lillebitte åbning ud af den daglige trummerum. Første skridt er nye briller, jeg tror og håber at hun får taget sig sammen til at besøge indkøbscentret lidt oftere og selvfølgelig løber hun på Sofies farfar igen. Dejligt jeg selv får lov at digte videre, det bliver klart en god slutning 🙂
    Køleskabet der ekkoer, den er mums…
    Jeg tror desværre du har skrevet en meget realistisk historie og det har du gjort meget flot.

    Kh Livsglæde

    • Svar
      Lise Hougaard 29. november 2014

      Kære Livsglæde
      Hvor var det en dejlig kommentar at få. Jeg sidder og smiler til dig 🙂 Ja, min hp er ensom, men gudskelov viser der sig en lille åbning. Det er ikke særlig tit, at jeg begiver mig ud i noget, der minder om happy ending, men jeg følte for at give den stakkels kvinde en chance til her i livet.
      Tak for ordet ‘flot’ – ja i det hele taget tak for hele din kommentar.
      Glade smil og weekendhilsner,
      Lise

  9. Svar
    Bente Astrup 29. november 2014

    Hej Lise.
    En dejlig varm slutning midt i det triste grå. Der er håb for hp. Hun kan stadig smile, tage initiativ til nye briller og passe på ikke at blive et offer for børn på gaden.
    Jeg tænkte, at hun er et ældre ensomt menneske, som møder farfar og barnebarnet og som vendepunkt får hun mod på at udfordre sin socialfobi. Et øjeblik var jeg bange for, at der ville komme et spil omkring barnet. Hun tager det op og hvad sker der nu? 🙂 Det blev til et varmt møde med farfar og omsorg for et andet menneske.
    Tak for god læsning.
    kh Bente

    • Svar
      Lise Hougaard 29. november 2014

      Hej Bente
      Du er ikke den første, der frygter noget omkring barnet, og det er nok meget godt, at man ikke lige kan regne hele historien ud, synes du ikke?
      Det glæder mig, at du synes, slutningen er dejlig varm 🙂
      Bedste hilsner,
      Lise

  10. Svar
    ellaesb 29. november 2014

    Hej Lise,
    Tilslutter mig. Fin og jævn handling sat på print på særdeles nærværende måde. Vi vil se, hvad der sker med kvinden, som man har en smule medlidenhed med. Kan ikke tage sig sammen, det hele kører jo omend ikke på den mest misundelsesvækkende maner. Hun fik en lille varm oplevelse, som ændres ved at hun bestiller ny briller. Fint vendepunkt, du har det hele med.
    Lise, ingen kommer med forslag af nogen art, og det er jo kun fordi, der ikke er noget at komme efter.
    Alligevel nævner jeg et evt. bud på ændring: Hun skiftes til at sidde på stolene, så har de lige berettigelse. Du kunne skrive et eller andet med, at så slides de begge jævnt. Op til dig.
    Fint håndværk.
    Hilsen Ella

    • Svar
      Lise Hougaard 29. november 2014

      Hej Ella
      Tak for din fine kommentar med alle de positive ord. Interessant, at du foreslår, at stolene slides jævnt. Jeg tygger lige lidt på den. Umiddelbart synes jeg ikke, at det signalerer samme ensomhedsgrad, men jeg lover at tænke over det.
      Mange tak for dit besøg.
      Bedste weekendhilsner,
      Lise

  11. Svar
    ellaesb 29. november 2014

    Hej Lise,
    Altså jeg forstår fuldt ud pointen i din historie, at den røde tråd er ensomhed. På den måde du skriver, kan man sige, at i hvert fald stolene ikke føler sig overflødige – som hun måske selv gør, skønt hun i den indre dialog fortrænger det. Det var noget, der faldt mig ind i takt med jeg læste. Men det skal du selvfølgelig bare glemme.
    Hilsen Ella

    • Svar
      Lise Hougaard 29. november 2014

      Hej Ella
      Min tanke er egentlig, at hun forsøger at retfærdiggøre, at hun har to stole, for hun har jo kun brug for en. Og nej da, jeg vil selvfølgelig ikke glemme din gode idé – jeg er bare ikke sikker på, at jeg er enig 🙂
      Tak for dit genbesøg.
      Kh. Lise

  12. Svar
    Amanda Gyldenlyng 29. november 2014

    Hej Lise.

    Dejlig historie om et menneske med socialfobi eller måske depression.
    Ja, det er selvfølgelig ikke dejligt, at Kirsten har det sådan, men at der viser sig et håb. Det siger noget om, hvor lidt der sommetider skal til for at give et skub i den rigtige retning.
    Ret uhyggeligt at nogle unger kaster sten efter hende ;-( Hvorfor mon de gør det?
    Stemningen er så tung af ensomhed, at det næsten virker mystisk med den lille pige, det lader til ingen tager sig af.
    Meget flot lavet.
    Udmærket historie! 😉

    Vh. Amanda

    • Svar
      Lise Hougaard 30. november 2014

      Hej Amanda
      Det glæder mig, at du synes min historie er dejlig, selvom den jo også er trist. Jeg har forsøgt at formidle håb.
      Jeg forstår ikke, hvad du mener med, at det virker mystisk med den lille pige, der er stukket af fra farfar? Ville min hp ikke samle hende op? Endelig sig til, hvis noget skurrer i dine ører.
      Mange tak for dit besøg og en god søndag til dig,
      Lise

  13. Svar
    Uhrskov 30. november 2014

    Hej Lise.

    Hvilken trist tilværelse du har skabt for vores hp her. Bange for ikke at kunne slå til derude i den hårde, ubarmhjertelige verden.

    Dog er den også sød. Din tekst. Hun overskrider sine egne grænser. Samler et fremmed, ulykkeligt barn op og møder en tilsyneladende venlig mand. En skam hun ikke tør tage den kop kaffe, men nye briller bliver det da vist til. 🙂

    Flot skrevet.

    Kh Uhrskov

    • Svar
      Lise Hougaard 30. november 2014

      Hej Uhrskov
      Det glæder mig, at du også finder teksten sød, for sådan er den tænkt. Måske bliver det til kaffe en anden dag, hvor hun har fået nye briller 🙂
      Mange tak for dine roser og dit besøg.
      Fortsat god søndag,
      Lise

  14. Svar
    Glenstrup 30. november 2014

    Hej Lise

    Jeg er ikke i roseklubhjørnet her ved slutningen af forløbet, håber du tilgiver. Ikke fordi, jeg ser skam tegningen til en fin fortælling, og især slutningen med det muligvis livsændrende brillekøb er godt set. Og mødet med far, undskyld farfar. Og her er det vist, det går galt, for det synes jeg, det gør. Jeg kan også se, at det i starten var en far, hun mødte, men at du har ændret det på grund af nogle kommentarer. Men hvis hun er en gammel, senil tante er hendes ensomhed jo ikke så bemærkelsesværdig, og håbet om en mand, der kunne få hende ud af ensomheden ikke helt så højspændt (selvom det da er muligt). Jeg ser din fortælling som tænkt ungt, men hæmmet, og det er for mig at se der, dens potentiale ligger.
    Men hvorfor virker hun gammel? Jeg tror det er din tekst snakkesalighed, der er problemet. En stemme skrevet i nutid, som snakker om stort og småt med sig selv signalerer for mig gammel og senil, og det forklarer de mange fejltagelser, som derfor bliver funktionelle defekter i stedet for psykisk smertefuld blokering.
    Jeg tror din tekst ville vinde ved, at du gik den lange monolog kritisk igennem. Ryddede ud i almindeligheder, unødvendige gentagelser, upræcise præciseringer og lod hende “tale” et sprog, som er netop blokkeret, præget af hæmninger, af uudtalte ting, af afbrudte sætninger, af forestillinger om f.eks. truende børn, som ikke skal forklares konkret ved, at de kastede sten efter hende sidst, altså en konkret begivenhed, som man som læser tror eller ikke tror på. Måske i stedet lidt tydeligere en forestilling om, at de måske kunne finde på det, eller hvad du nu kan. Jeg tror godt du kan få din oprindelige ide frem ved den slags ændringer, og så tror jeg, det bliver en rigtig god historie, med smerte, melankoli, håb. Det er der jo alt sammen. skal bare pakkes ud.

    • Svar
      Lise Hougaard 30. november 2014

      Hej Glenstrup
      Wow, en grundig kommentar; det skal du sørme have tak for.
      Nu ser jeg ikke min hp som en gammel senil kone, men derimod en ca. 50 årig kvinde, der er blevet alt for vant til at snakke med sig selv i mangel af bedre/andre. Ja, hun var tænkt yngre til at begynde med, men så så jeg fx, at det var længe siden, at hun var blevet forladt. Det signalerer, at hun er ude over den første ungdom.
      Selvfølgelig kan hele balladen laves om, og det kunne være interessant at eksperimentere med. Det vil jeg prøve over morgenkaffen 😉 Jeg vil tillade mig at kalde på dig, hvis jeg når frem til en nyt bud, for du er min mest kritiske kritiker.
      Mange tak for dit givende besøg.
      Fortsat god søndag,
      Lise

  15. Svar
    Jesper Dela Porte Ovesen 1. december 2014

    Hej Lise

    Overskriften er lokkende: jeg bliver nysgerrig, hvorfor tape brillerne?

    Jeg nød første halvdel af historien. Hun er totalt forarmet, hjælpeløs og glemsom. Alt er defekt og klistret. Jeg er nysgerrig, hvordan skal hun klare sig, hvad vil hun, hvad kan der ske som ændrer hendes situation så intet bliver som før? Hvordan bliver hendes tilværelse klinket? Af en eller anden grund kan jeg godt lide hende. Med upåfaldende midler skaber du spænding.

    Anden halvdel: Mødet med den lille pige er så den begivenhed der skulle blive et væsentligt vendepunkt. Hun taler med faren, det er ikke almindeligt i hendes hverdag at møde nogen, men et vendepunkt er det vel ikke, da hun afviser videre kontakt. Hun køber antagelig et par nye briller, det har hun prøvet tit – det er nemmere end med tapen. Jeg synes ikke at brillerne kommer til at spille den rolle som du lægger op til i start og titel.

    Mandens hånd er varm og tør, kort sagt: en behagelig mand, alligevel forsvinder vendepunktet, som jeg havde glædet mig til. Sådan løber anden del ud i sandet. Muligheden for at hun får en ven, voksen eller barn, bliver ikke udnyttet i historien, eller muligheden for at hun bliver udråbt til seksualforbryder.

    De bedste hilsener
    jesper o

    • Svar
      Lise Hougaard 1. december 2014

      Hej Jesper
      Jeg er glad for, at du fandt overskriften lokkende, og at du nød 1. halvdel af historien. Hvad angår 2. halvdel fandt jeg, at det ville være for overdrevet, hvis jeg bare lod hende kaste sig ud i, hvad der nu bød sig af muligheder. Denne kvinde vil i sin natur gå meget forsigtigt til værks. Ergo kunne teksten kun slutte med et håb, men det var også mere, end hun havde dagen før. Selvfølgelig er det da ærgerligt, at hun ikke accepterer den kaffe, men hvordan skulle hun?
      Mange tak for dit besøg og din kommentar.
      Bedste hilsner,
      Lise

  16. Svar
    Nina Sander 1. december 2014

    Kære Lise
    Velfortalt historie om en ensom særlings liv. Jeg kender disse særlige og undrer mig over, hvilke tildragelser, der fik den “gamle”? kvinde til at blive særling. Du åbner i din historie op for at særlingen ønsker at normalisere sit liv. Nye briller uden tape.
    Måske hjælper det. Det er din påstand og det er din tekst. I den er personerne, som du vil have det. Jeg er bare lidt usikker på, hvad det egentlig er for en person du har skildret. Hvad gik galt? Hvor gammel er hun? Er hun psykisk syg eller bare ude i en midlertidig krise? Jeg har brug for at vide lidt mere, før hun bliver egentligt vedkommende. Åbenbart føler hun, at hun er en forhindring for sig selv. Hun kan ikke sige ja til kaffe , måske fordi brillerne er skæve?
    Men trods disse indvendinger nød jeg dit gode sprog. Og jeg var godt underholdt selv om teksten efterlod mig med flere spørgsmål end svar.
    Vh nina

    • Svar
      Lise Hougaard 1. december 2014

      Hej nina
      Tak for dine positive ord og din yderst konstruktive kritik. Jeg er ikke sikker på, at jeg i historien vil komme ind på ret meget ‘hvorfor’, da det i højere grad er nuet, jeg interesserer mig for. Der er dog et tilbageblik – og det bliver tydeligere i version to – og det er, at manden/kæresten forlod hende. Om det er årsagen til hele miseren, eller der også er andre ting, bliver nok overladt til læseren at beslutte. Hvad angår alder: Her har jeg vist sat mig på to heste, og det er jeg i færd med at rydde op i. I tekstens nuværende form er kvinden ca. 50, men lidt senere i dag bliver hun nok ca. 30 🙂 Jeg vil i hvert fald eksperimentere med det nu.
      Mange tak for dit inspirerende besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  17. Svar
    Le©nius 1. december 2014

    Hej Lise.

    En sød historie om en ensom kvinde der er kørt fast i alle de irriterende små problemer hun så fokuserer på.
    Du skaber en stemning som virker ægte på mig og får bragt indhold og håb i kvindens liv. Faktisk en god julefortælling.
    En meget flot slutning.

    Le©nius.

    • Svar
      Lise Hougaard 1. december 2014

      Hej Le©nius
      Tak fordi du synes om min tekst og også synes, stemningen virker ægte på dig. Ja, lad os sige, at det er en julefortælling 🙂
      Mange tak for dit besøg.
      De bedste hilsner,
      Lise

  18. Svar
    Anne Lilleager 2. december 2014

    Hej Lise
    En rigtig dejlig historie. Den er meget anderledes end hvad, jeg før har læst af dig. Men ligeså flot skrevet!
    Først troede jeg, der var tale om en mand. Måske pga. tapen på brillerne. Eller fordi mange denne gang har lavet “kønsskifte”.
    Da jeg var barn satte min far somme tider plaster på brillerne, der knækkede på den ene stang. 🙂 . Tror nok det var af økonomiske sparehensyn.

    Teksten er underspillet, hvilket gør den stærkere. Damens verden er jo i virkeligheden kaos og mangel på selvkontrol.
    Mit smil kom frem ved de to stole, hun har, som hun skiftevis sidder på, så de begge har deres berettigelse. Det vidner om ekstrem hensynsfuldhed og forsigtighed 🙂 .
    Den slidte ikke helt friske morgenkåbe er hendes kæreste eje. Den føler hun nok tryghed ved. Lidt som børns sutteklud.
    Hendes smil, hvor hun mærker sine rustne muskler, fortæller, hvor lidt hun er sammen med andre.
    Hun har social forbi – eller er bare blevet usocial ved at være for meget alene.
    Oplevelsen med den lille pige og hendes af udseende ikke perfekte far stimulerer hp. Hun får lyst til at gøre noget ved sin situation.
    Tak for rigtig god læsning, der giver eftertænksomhed!
    De bedste hilsner fra Anne

    • Svar
      Lise Hougaard 2. december 2014

      Hej Anne
      Det glæder mig, at du synes om min tekst. Ja, den er anderledes, end det, jeg typisk skriver, men jeg har ramt stilen en gang før i en af de noveller, jeg har udgivet for nylig. Det er en stil, jeg selv synes om pga. den besynderlige ro og til dels accept af tingenes tilstand. Sådan en ‘parallelnormal’ tilværelse.
      Interessant, at du opfattede min hp som en mand i begyndelsen. Det kan vi ikke have. Jeg vil se, hvad jeg kan gøre ved det. Jeg er måske ramlet ind i, at jeg næsten altid har en mandlig hp. Men du har nok ret i det med brillerne. Hvis du kigger forbi igen, må du meget gerne fortælle mig, hvornår du så blev klar over, at det var en kvinde.
      Jeg synes, det er dejligt, at du fik smilet frem et par gange og ikke mindst, at der er noget at tænke videre på!
      De bedste hilsner,
      Lise

      • Svar
        Anne Lilleager 3. december 2014

        Hej Lise igen.
        At teksten handlede om en kvinde, indså jeg, da dette kom: “For snart fire år siden var vi to mennesker i lejligheden. Så skred han.” Meget naturligt :-).
        Måske var det bare mig, der var på afveje i min læsning.
        For min intuition ligger den form for distræthed, langsommelighed og sørgmodighed mere til en meget ensom mand. Som kvinde i din tekst forestiller jeg mig en lidt maskulin og klodset person.
        Jeg er overhovedet ikke sikker. Det er ren fornemmelse.
        Men godt hvis du kan bruge det.
        Bedste hilsner fra Anne

        • Svar
          Lise Hougaard 4. december 2014

          Hej Anne
          Tak fordi du kigger forbi igen. Siden dit sidste besøg har jeg puttet lidt langt hår i tapen i håb om, at det kunne signalere kvinde.
          Faktisk plejer mine tekster at have en mandlig hp, så måske er det også det, jeg døjer lidt med nu.
          Men ellers tager jeg til mig, at du synes, Kirsten virker lidt maskulin. Det er sådan set ikke hensigten, men det er der jo nogen, der gør. Klodset ja, for det er hun! Nå, jeg vil se, hvad jeg kan gøre. Det er i de to første linjer, at kønnet skal slås fast.
          Mange tak for din genvisit.
          Kh. Lise

  19. Svar
    ulla nielsen 2. december 2014

    Hej Lise
    Jeg har sjældent læst en så indsigtsfuld og kærlig beskrivelse af en ensom kvinde, der kæmper med akavethed, glemsomhed og social angst.
    Det er både smukt og morsomt beskrevet, uden at være sentimentalt. Man kommer til at føle med din hovedperson og smile af hende.
    Vendepunktet er også tydeligt, da hun endelig får taget sig sammen til at gå til optikeren, Louis Nielsen, på første sal.
    Kh. Genboe

    • Svar
      Lise Hougaard 2. december 2014

      Kære Genboe
      Det var dog en skøn kommentar at få; den glæder mig virkelig meget. ‘Sjælden’, ‘indsigtsfuld’, ‘kærlig’, smuk’ og ‘morsom’ er meget dejlige ord, som jeg vil tage med mig. Jeg er meget stolt.
      Hjerteligt tak for din kommentar og dit besøg!
      De bedste hilsner,
      Lise

  20. Svar
    Anne Bøll 2. december 2014

    Hej Lise
    En rigtig fin historie, jeg håber hun møder dem igen. Detaljen med hans knækkede fortand overfor hendes erkendelse af sine mangler er rigtig godt og der er lys forude her!
    Hilsen
    Anne

    • Svar
      Lise Hougaard 2. december 2014

      Hej Anne
      Dejligt, at du ser lyset forude 😉
      Tak for dit besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  21. Svar
    Carsten Milvang 2. december 2014

    … for sattanda, det er en fremragende fortælling. DEN ville jeg gerne have skrevet, dog, nu gjorde du det, kære Lise, og det under jeg dig, du forstår hvad jeg mener. Det er fremragende. Det hele er godt. Jeg smiler og ler, og jeg gyser lidt, måske er det det der hedder gåsehud, når man røres og samtidig nikker genkendende til det man læser og får fortalt. Du skal sende den til Louis Nielsen, synes jeg. De vil elske den. Der er sagt meget godt her, og jeg bakker op om det der bliver sagt af positivt for det er Gude skønt fortalt. Så nært, så umiddelbart og så lige til. Og så vigtigt og indsigtsfuldt. Synd jeg ikke kan ‘like’ på de kommentarer du har fået, for jeg bakker virkelig op her om det gode du får i din favn for din storartede historie. Der er ET ord, for der skal jo være noget 😉 Det er en bagatel. Et sted skriver du .Pokkers. mellem to punktummer; HVIS det nu var mig, så ville jeg fjerne det. For hele fortællingen og det du skriver, der siger ‘vi’ som læsere det selv. Og den lille splint er jo absolut i småtingsafdelingen. Hvis det var i gymnasiet og jeg var lærereren, ville jeg læse denne historie op for hele klassen. tak for sublim fortælling. Kh Carlo Mihlo.

    • Svar
      Lise Hougaard 2. december 2014

      Oh Carlo, det var en virkelig fantastisk kommentar! Jeg er knageme stolt 😀 Nu sidder jeg lige og bliver tom for ord, for jeg ved ikke, hvordan jeg skal få sagt tak, så det matcher din kommentar.
      Jo, nu ved jeg det – som tak for dine flotte ord, fjerner jeg uden diskussion ‘pokkers’! Fluks!
      Masser af glade hilsner fra
      Lise

  22. Svar
    Merete 2die4dk 4. december 2014

    Kæreste Lise, sikke da en skøn person du har skabt her (måske fordi hun minder mig rigtig meget om en jeg kender (0=…). Jeg kan SÅ levende sætte mig ind i hendes dilemmaer, hvor er det godt skrevet…. Jeg fandt også Louis til sidst (0=…. Tak for en dejlig tekst. Merete

    • Svar
      Lise Hougaard 4. december 2014

      Kære Merete
      Jeg takker dybfølt for dine ord. Det glæder mig meget, at du kan relatere dig til min distræte og socialfobiske hp med de tapede briller. Var du på noget tidspunkt i tvivl om hendes køn? Jeg bokser lidt med det i skrivende stund på baggrund af Anne Lilleagers kommentar.
      Mange tak for dit dejlige besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

    • Svar
      Carsten Milvang 13. december 2014

      God ide . 🙂

  23. Svar
    Sarah V 4. december 2014

    Kære Lise
    Hvilken tristhed du får skrevet frem her. De der to stole der begge skal have deres berettigelse … jamen altså, det er så godt set.
    Jeg kan forstå, at Frederik på et tidspunkt var farfar, men jeg oplever nu ikke din hp som særligt gammel. Hun er bare trist, lidt deprimeret, lider måske af social angst og når man er meget alene kan man godt komme til at gå og tale meget med sig selv, og på den måde måske virke ældre end man egentlig er.
    Det er selvfølgelig dejligt med et lille håb til sidst, men er det nok med nye briller. Håber så at hun “tilfældigt” støder ind i Frederik en anden dag, når hun er ude at handle.
    Kh
    Sarah

    • Svar
      Lise Hougaard 4. december 2014

      Kære Sarah
      Hvor er jeg glad for, at du kan li’ mine to stole 🙂
      Ja, min hp har skiftet alder et par gange. Først var hun yngre, så ældre og nu yngre igen. Frederik var derfor først far, så farfar og nu far igen. Jeg har tonet Kirstens snakkesalighed lidt ned og givet hende et lidt andet ordforråd for at retfærdiggøre hendes alder, så jeg er glad for, at hun virker som yngre nu.
      Vel er det ej nok med nye briller, men det er hendes første spæde skridt i den rigtige retning. Når man har været meget isoleret, må det være svært pludselig at skulle forholde sig til et andet menneske. Men skal vi ikke sige, at når hun er klar, så møder hun Frederik med den knækkede tand igen?
      1000 tak for dit besøg – det varmede 🙂
      Bedste hilsner,
      Lise

  24. Svar
    elsems 5. december 2014

    Tak, Tak for dejlig læsning. Jeg fik helt tårer i øjnene, både over det melankolske og også over det rørende og indfølte menneskesyn du får frem. SÅ smukt beskrevet, med sansninger og billeder, der bare glider forbi. Dejligt, at den lille piges far ikke var en af dem, der ville fare frem med vrede ord enten overfor barnet, der var blevet væk eller overfor “damen” der blandede sig. nej han så hjælpsomheden og ville gerne sige tak. Jeg håber hun møder ham igen. 🙂

    • Svar
      Lise Hougaard 5. december 2014

      Kære Elsems
      Det er mig, der takker. Jeg bliver rørt over, at du blev rørt. Ja, lad os håbe på, at min hp møder Frederik igen – måske i en anden historie 😉
      1000 tak for dit dejlige besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  25. Svar
    Dorte Folkmann 5. december 2014

    Kære Lise.
    Det stakkels forkerte menneske, forkert i andres, men især i egne øjne. Kan ikke huske, ødelægger brillerne i skødesløshed, kan ikke have en åben kontakt med andre mennesker, en børn synes det er i orden at forfølge, har sådan en angst for omverdenen at en tur i indkøbscenteret er et mareridt.
    Du skildrer hende så fint at hun står lige foran mig med tape på brillerne og kan ikke andet end se skævt, for med tape kan ingen se rigtigt. Umiddelbart tænker man ældre, men hvorfor egentlig? Så det er så fint at hun møder en barnefar, som åbner for en mulig kontakt. Så åbner du også lige læserens øjne for at hun aldeles ikke behøver at være ældre. Det med at føle sig så forkert, at man burer sig inde hjemme, behøver ikke at høre alderen til.
    Og selvfølgelig er han heller ikke perfekt, ellers havde hun vel ikke turdet smile til ham? Heldigvis opdager hun at verden er fuld af uperfekte og helt almindelig mennesker der også kan glemme og miste overblikket.
    Og så fint at hun får taget sig sammen til at få nye briller.’Hun er altså sød, og du må love mig at fortsættelsen er et løft for hende. Om det så lige bliver med Frederik eller en anden eller bare med visheden om at hun er god nok.
    Flot tekst.
    kh dorte

    • Svar
      Lise Hougaard 6. december 2014

      Kære Dorte
      Tak for alle dine ord om min tekst, de gør mig meget stolt. Jeg har arbejdet med Kirstens alder, men måske skulle jeg se, om jeg kunne gøre lidt mere, så man nogenlunde fra start har en fornemmelse af den? Jeg ved godt, at hun virker ældre, men det er jo også skæbnen, der har gjort hende det. Eller også skal jeg lade det være en overraskelse? Det må jeg lige tænke lidt over.
      Under alle omstændigheder er jeg utroligt glad for din læsning og ikke mindst kommentar. Og så vil jeg da gerne love, at der er noget godt i vente for Kirsten, hvis hun ellers vil mig igen en anden gang 😉
      Bedste hilsner,
      Lise

  26. Svar
    nana Cajus 8. december 2014

    Hej Lise

    Som altid en yderst velskrevet tekst, der bare kører på skinner. Det er en fornem personskildring, af en ensom eksistens, der har det svært med andre mennesker. For i virkeligheden er dit vendepunkt ikke specielt dramatisk, men det bliver det i denne sammenhæng! Det er godt lavet og en evne jeg beundrer meget hos dig. (Har i øvrigt lige skrevet en anmeldelse hos Saxo.)

    Du har så mange fine sætninger og denne her er en af dem, jeg virkelig godt kan lide:
    Jeg begynder også at smile. Det er som at trække i rustne muskler. En rødmen skyder op i mine kinder, og jeg kigger ned i gulvet. (Den forklarer netop vendepunktet så godt!)

    Eneste konstruktive indspark, jeg lige kan finde i småtingsafdelingen er i fht. følgende sætninger:

    “det ekkoer i køleskabet” Måske er det bare mig, men jeg synes ekko lyder underligt som verbum.

    “Jeg hader at handle, for så skal jeg ud blandt andre mennesker, og de kigger altid på mig. Jeg gør ellers alt for at se almindelig ud, men der er selvfølgelig det med brillerne.” Her synes jeg sagtens du kan undvære “og de kigger altid på mig” for ikke at skære det ud i pap.

    Dejligt med en slutning, der tegner godt for din HP 🙂

    Og tak for denne gang!

    Kh Nana

    • Svar
      Lise Hougaard 8. december 2014

      Hej Nana
      Mange tak for din fine kommentar. Og måske må jeg spørge, hvilken af bøgerne du har anmeldt på Saxo? Det fremgår ikke lige, når jeg er inde at kigge.
      Tilbage til min txt: Jeg synes godt om dine indspark. ‘Ekkoer’ tror jeg, du må leve med, for den hænger fast i mit hoved. Jeg forstår dig nu godt.
      Dit andet indspark er jeg faktisk helt enig i, så det vil jeg gå ind at ændre. Pronto!
      1000 tak for dit konstruktive feedback. Den slags er altid guld værd!
      Jeg takker også for denne gang. Håber vi ses, når det går løs igen til næste år.
      De bedste hilsner,
      Lise

      • Svar
        Lise Hougaard 8. december 2014

        Har fundet anmeldelsen nu – 1000 tak; den er knageme flot. Det varmer sg* et lille pigehjerte, Nana 🙂 Forresten hedder jeg HOugaard, men det andet lyder da også meget pænt …
        Glade hilsner,
        Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *