Opgave 2 – En duft af Karlsons Klister

opgave_2“Venstre, højre, venstre, højre …”

“Ole, hold din kæft, det er jo som at gå strækmarch, det her.”

“Okay, du behøver ikke blive sur.”

Sandet sprøjter om fødderne på os, og bølgerne ruller ind i sikker afstand.

“Hvorfor siger du i øvrigt det der venstre-højre noget?”

“Fordi jeg keder mig, Jan.”

“Nå, tak for den.”

Vi har besluttet at gå om bag pynten, så vi har stranden for os selv. Det betyder, at vi skal forbi lystbådehavnen.

“Uhmm.”

“Uhmm, hvad?”

“Kan du ikke dufte det?”

“Jeg aner ikke, hvad du snakker om.”

“Jo, prøv nu at snuse ind.”

“Er det havet, du tænker på? Her lugter selvfølgelig lidt af salt og tang og så’n …”

“Nej, prøv nu at snuse ordentligt ind. Duften ligger lissom oven på de andre.”

“Jeg ved ikke … jo, der er en snert af … af Karlsons Klister?”

“Ja, det er nemlig rigtigt, godt klaret.”

Et par mænd er ved at reparere en glasfiberbåd. Det er nu næppe den lille gule og røde tube, de bruger til det.

Jeg kan ikke lide lugten af opløsningsmidler. På ingen måde. Her er den så svag, at jeg ikke ville have lagt mærke til den, hvis ikke Ole havde sagt noget. Gid han havde holdt sin kæft.

Jeg var gået ud for at ryge. Da jeg kom ind igen, lå Nina henslængt i sofaen.

Maven var synlig mellem toppen og de lavtaljede bukser. Jeg vidste ikke rigtigt, om jeg kunne lide ringen i hendes navle; jeg fik både lyst til at trække i den og ignorere den. Hun havde sniffet sammen med de andre. Igen havde det været svært at få lov til at sige nej.

“Venstre, højre, venstre, højre …”

“Ole, nu siger du det igen. Kan du ikke nøjes med at tænke det?”

Han holder kæft, men det er for sent, for nu er det også inde i mit hoved. Jeg tvinger mig til at tænke på noget andet.

Nina var vild med sort. Jeg tænkte altid vaskebjørn, når jeg så hendes øjne. Lige nu var de lukkede, og et smil spillede om hendes læber. Hun var væk for omverdenen. Malerhjerne. De andre var ved mere eller mindre bevidsthed. Jeg sad og passede mig selv. På et tidspunkt blev hun urolig. Der var ikke andre end mig, der lagde mærke til det. Jeg tog hendes hånd, der var slap og fugtig. Hun åbnede øjnene en smule, og forsøgte at fokusere på mig. Efter et par minutter lykkedes det. Jeg spurgte, om ikke vi skulle gå, men hun satte sig bare op, og rakte ud efter limen.

“Så er vi der snart.” Jeg kommer Oles utålmodighed i forkøbet. Egentlig burde jeg have tilbudt at tage køletasken noget af vejen, men jeg gad ikke.

“Fandme også på tide. Jeg håber, at det er hele rejsen værd.”

“Bare rolig, det er det fedeste sted. Der er ikke ret mange, der kender det.”

“Har du overhovedet været der før?”

“Næh, men vi var da enige om at prøve.”

“Hm.”

Jeg besluttede at tage hjem. Der var ikke noget for mig at gøre der sammen med den flok vrag. Desuden stank der så meget af opløsningsmidler, at jeg var bange for også at blive skæv. Jeg hørte braget, selvom jeg var flere hundrede meter væk og vidste med det samme, at en eller anden idiot havde forsøgt at tænde en smøg. Jeg løb tilbage. Der var ikke noget, jeg kunne gøre.

“Shit, det er jo en stenstrand, din skid. Har vi gået så langt for det?”

Jeg svarer ham ikke, men sætter mig ned på et klippestykke. Jeg er meget træt.

 

Facebooktwittergoogle_plus

48 Comments

  1. Svar
    Judith Marli vendsen 9. november 2014

    Hej Lise
    Jeg kan godt forstå din hp pludselig bliver træt. Det er ikke selve turen der tærer på hans kræfter, men den sørgelige historie han bliver ført tilbage til. Misbrug af sådan noget farligt stads, der kan få sat hele hytten i brand. En rigtig god/trist historie. Dialogen er fin.
    Kh Marli

    • Svar
      Lise Hougaard 9. november 2014

      Hej Marli
      Mange tak for en dejlig kommentar og fordi, du har læst teksten, som den er ment. Håber min rekvisit er tydelig nok.
      Bedste hilsner,
      Lise

  2. Svar
    Anni Printz 9. november 2014

    Kære Lise
    Velkommen hjem fra London. Din stakkels HP, der har været udsat for en så skrækkelig oplevelse. Han går helst ikke i takt, heller ikke når det gælder indtagelse af stoffer (snifning). At han bliver træt, er der ikke noget at sige til. Tak for god læsning.
    kh Anni

    • Svar
      Lise Hougaard 9. november 2014

      Hej Anni
      Mange tak for velkomsten – og for din tålmodighed med mit kommentarfelt 🙂
      Det glæder mig, at du synes om min lille triste txt. De 600 ord slap pludselig op – jeg syntes ellers lige, jeg var så godt i gang.
      Søndagshilsner,
      Lise

  3. Svar
    Børge Lindschouw 9. november 2014

    Hi Lise

    Det er en meget fin og realistisk histori du her har begået. Den sendte mig tilbage til mine unge år i Kbh, hvor jeg også kendte til grupper af unge mennesker, der tog stoffer, medens jeg selv aldrig var til det. Sjovt med repeterende flash backs – de virker godt på mig.
    Tka for en god historie.
    kh
    Børge

    • Svar
      Lise Hougaard 9. november 2014

      Hej Børge
      Ih tak, det glæder mig, at du finder historien realistisk, og at du synes mine flashbacks virker godt. Det er vældig skønt at få at vide, når teksten er så nyslået, som den snart kan være.
      Tak for visitten. Ses hos dig i løbet af dagen.
      Bedste hilsner,
      Lise

  4. Svar
    Lisbeth Hartmann 9. november 2014

    Hej Lise.
    Velkommen hjem fra London. Jeg kom direkte ind på din fortælling, så det var nemt.

    Jeg kan godt forstå trætheden. PYHA for en historie. Den er et rigtig flot flow i den af sanseindtryk og Karlsons Klister er den røde tråd, der får minderne frem om denne forfærdelige hændelse, som helt sikkert er realistisk beskrevet.

    Bedste hilsener
    Lisbeth

    • Svar
      Lise Hougaard 9. november 2014

      Kære Lisbeth
      Tak for velkomsten, og det glæder mig, at du kom fint ind på teksten.
      Tak for dine positive ord, der glæder mig meget. Dejlig, at du bemærkede sanseindtrykene og ikke mindst har godtaget Karlsons Klister 😉
      De bedste hilsner,
      Lise

  5. Svar
    Helle Tolstoj Balvits 9. november 2014

    Hej Bente

    Du forstår at beskrive dufte og omgivelser på en måde, så man næsten er der selv. Rigtig godt. 🙂

    Desværre er jeg lidt forvirret. Jeg kan godt forstå, at den ene har en grim oplevelse i tankerne (eksplosionen), men jeg har svært ved at sætte mig i deres sted. Forstå historien.
    Hvem er hvem og hvor er de på vej hen, og hvorfor er de det? Hvorfor bliver den ene træt fordi det er en stenstrand? Og forsøger den ene at presse en flashback ned over hovedet på den anden, eller …?

    Jeg fornemmer en meget trist historie med en meget trist udgang …!?

    Kh. Helle

    • Svar
      Lise Hougaard 9. november 2014

      Hej Helle
      Er det okay, hvis jeg starter med at fortælle, at jeg hedder Lise?
      Jeg er lidt ked af, at du synes teksten er så forvirrende. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal gøre ved det, da jeg selv synes, den er ganske klar.
      Men du har helt fint fat i, at det er en trist historie med en trist udgang.
      Kh. Lise

  6. Svar
    Helle Tolstoj Balvits 9. november 2014

    UNDSKYLD Lise – det er med at holde tungen lige i munden her 🙂

    Min forvirring går på Ole og Jan, der går en tur. Jeg har svært ved at se rekvisitten/genstanden, der får en af dem til se et flashback.

    Kh. Helle

    • Svar
      Lise Hougaard 10. november 2014

      Hej Helle
      Din undskyldning er godtaget 🙂
      Rekvisitten er en lugt, der får Jan til at tænke tilbage, mens de vader på stranden.
      Kh. Lise

  7. Svar
    inaravnkilde 9. november 2014

    Lugte er noget uimodståeligt. Dem kan man ikke gemme sig for. Og jeg er helt med i flash back. Dog synes jeg gåturen er lidt påklistret, men selvfølgelig skal du have skabt en baggrund for at komme forbi en havn. Men ellers ingen indvendinger. Har døjet med at komme ind på din blog, men nu virker det åbenbart. Tænk at skulle undvære dine tekster… k h Ina

    • Svar
      Lise Hougaard 10. november 2014

      Hej Ravnkilde
      Godt at se dig. Ja, min blog har drillet flere, men nu skulle det være fixet. Jeg havde været lidt for emsig mht. at undgå spam.
      Tak for de pæne ord. Jeg manglede plads, så jeg kan godt forstå, at gåturen ikke lige fungerer helt efter hensigten, men det får vist være for nu. Hvis inspirationen er så sød at hilse på, vil jeg tune teksten lidt.
      De bedste hilsner,
      Lise

  8. Svar
    LEONIUS 9. november 2014

    Hej Lise,

    en træls gåtur der bringer slemme minder fra fortiden frem.
    Jeg tror nok du opfylder opgaveteksten med limduften, men jeg mangler lidt indhold til min fantasi.
    jeg regner med det i næste uge.

    De bedste hilsner

    Le©nius.

    • Svar
      Lise Hougaard 10. november 2014

      Hej Leonius
      Jamen så håber jeg, jeg har lidt guf til dig i næste uge 😉
      Tak for dit besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  9. Svar
    Ella Juel Clausen 9. november 2014

    Hej Lise,
    Var der julebelysning i Regent Street?
    Nå, men – av for den da …. Blev de dræbt allesammen ved eksplosionen? Pigen Nina med navle piercing gjorde, gætter jeg. Underligt som lugte/dufte kan få en til at mindes. Jeg har et helt register af bl.a. krydderier registreret i min hukommelse. Fint scenebillede – men helt klart ærgerligt med en stenstrand.
    Æh, skal man helst komme med gode råd eller indvendinger? Det er jo en øvelse, som går ud på noget konkret, og er betingelserne i orden, så kan man vel bare sige: godt dramatiske erindringsbillede.
    Hilsen Ella

    • Svar
      Lise Hougaard 10. november 2014

      Hej Ella
      Jeg havde slet ikke turisttid derovre, så det skal jeg ikke kunne sige …
      Jeg ved ikke, hvor mange, der blev dræbt, men Nina gjorde. Det er dødsensfarligt på flere måde at sniffe. I byen, hvor jeg kommer fra, blev et offentligt toilet sprængt i luften på den konto.
      Tak for ‘godt dramatisk erindringsbillede’.
      Hilsner fra
      Lise

  10. Svar
    Dorte Folkmann 10. november 2014

    Kære Lise
    Rekvisitten er en lugt – helt fint. Det er lige netop lugte – eller dufte – der tit sætter noget i gang vi troede vi havde glemt. Jeg var lidt i tvivl om hvem der er hvem, og hvem der siger hvad, går tilbage og læser hveranden replik, og så er den der, og jeg kan slet ikke forstå at jeg ikke så det med det samme. Vennen som den utålmodige der keder sig og tæller takten, fordi han ikke bare kan gå og nyde turen. Hp som ikke på nogen måde kan fortælle vennen hvad lugtene fra lystbådehavnen sætter gang i hos ham. Kan han forklare vemodigheden, forskrækkelsen og sorgen til en utålmodig sjæl, forklare hvordan det var at blive snappet i haserne af døden?
    Gad vide hvor længe det er siden, og hvor gamle de nu er? Hvordan er hans liv nu – har han job, familie,et liv langt væk fra stoffer? – eller har oplevelsen gjort ham til en ensom ulv der ikke tør binde sig?
    Så din tekst har givet mig lyst til at vide mere, også om deres venskab. Jeg tænker der er en årsag til at de gerne vil finde et sted for dem selv?
    Spændende tekst, godt situationsbillede.
    kh dorte

    • Svar
      Lise Hougaard 10. november 2014

      Hej dorte
      Hvor er det dejligt, at du fik teksten til at fungere ved anden gennemlæsning. Helst skulle den gerne have fungeret ved første, men da jeg ikke har brugt inkvitter, kan det jo drille lidt, hvis jeg ikke holder tungen lige i munden.
      Det glæder mig, at du selv har tænkt videre. Jeg rendte tør for ord …
      1000 tak for dit besøg.
      Kh. Lise

  11. Svar
    Jyhark 10. november 2014

    Hej Lise
    Jeg var helt med i hvem der talte nu, selvom du ikke bruger inkvitter.
    Lugten er helt fin som rekvisit.
    Sikke da et skrækkeligt flashback.
    Han ville gerne tage vare på Nina. Hun kunne hverken tage vare på sig selv – eller lade Jan tage vare på hende. Godt han gav slip og gik!
    Han går der med følelse af afmagt og sorg, vil jeg tro. Og ham der vestre-højre-vennen er ikke lige oplagt at tale med.
    Som sædvanlig en interessant tekst fra dig Lise 🙂
    Kh Jyhark

    • Svar
      Lise Hougaard 10. november 2014

      Hej Jyhark
      Tak for dine ord. Det glæder mig, at du synes, jeg har lavet en interessant tekst. Også tak fordi, du opfatter lugten som en rekvisit. Jeg var lidt usikker på, om den gik.
      Og du har helt ret – ham venstre-højre-fyren er intet værd i forhold til hps flashback.
      Tak for dit besøg,
      Lise

  12. Svar
    Lissi hilleborg kristiansen 10. november 2014

    Hej Lise
    En fin fortælling, som virker.
    Rekvisitten, Karlsons klister, duften som sætter det hele i gang.
    Det triste Flashback, med misbrug og eksplosionen.
    Godt skrevet.
    Vh Hilleborg

    • Svar
      Lise Hougaard 10. november 2014

      Kære Hilleborg
      Jeg takker ydmygt for dine roser!
      Bedste hilsner,
      Lise

  13. Svar
    Bente Astrup 10. november 2014

    Hej Lise.
    Vel skrevet fortælling som med duften af lim sender hp tilbage til en tragisk begivenhed. Mon han går med dårlig samvittighed? Kunne han havde gjort mere for pigen? Hun kunne ikke tage vare på sig selv i situationen og kunne have haft brug for hans hjælp til at komme i trygge rammer. Du beskriver fint hans sindstilstand og den efterfølgende træthed.
    Tak for god læsning.
    kh Bente

    • Svar
      Lise Hougaard 10. november 2014

      Tak Bente
      Det var gode ord om gode tanker. Tak for dit rosende besøg. De smukke planter er hermed sat i vand.
      Bedste hilsner,
      Lise

  14. Svar
    Livsglæde 10. november 2014

    Kære Lise
    En aftale om en strandtur væk fra de øvrige badegæster, sender Jan tilbage til en oplevelse han skal forsøge at leve med. Jeg forestiller mig, at han aldrig har fået hjælp til at bearbejde oplevelsen, der var nok ikke nogen der lige tænkte på Nina’s kæreste efter eksplosionen, og det virker heller ikke som om han kan dele oplevelsen med vennen. Hvor gamle har de været 15-16 år, du skriver “igen havde det været svært, at få lov at sige nej” flot at han kunne, men det ville nok være for meget forlangt, hvis han også skulle have forsøgt at få Nina væk fra snifferiet. Jeg får ondt af ham, tænker han er helt alene med en forfærdelig masse roderi i sit hoved. Jeg lan godt lide din hverdagsagtige historie, med det eksplosive flash back 🙂

    Kh Livsglæde

    • Svar
      Lise Hougaard 10. november 2014

      Hej Livsglæde
      Jeg tænker, at de har været omkring 14 år, for det er typisk de meget unge, der vælger at sniffe (har researchet en smule). Jan har oplevet sin første forelskelse, men ikke magtet at vinde over limens tiltrækning. Nina er tabt og siden i dobbelt forstand. Godt opfattet, at han er alene med sine tanker. Mit eget bud på hans alder i txten er primo tyverne. Hvad tænker du?
      Kærlig hilsen,
      Lise

  15. Svar
    elsems 10. november 2014

    Sikke en forfærdelig oplevelse den stakkels mand må leve med. Jeg kender vist ikke lugten af Karlsens klister, men det må være krasse sager, siden de unge sniffer det. Ole kan åbenbart også li lugten, når han siger Uhmm.
    Det er godt skrevet.

    • Svar
      Livsglæde 10. november 2014

      Som jeg læser de to, så er de omkring tyve, de virker ikke specielt modne nogen af dem. Men den står jeg helt selv for, du har ikke lagt nogen hint i den retning.

      Kh Livsglæde

      • Svar
        Lise Hougaard 11. november 2014

        Hej Livsglæde
        Omkring de tyve og rimeligt umodne – dobbelt-bingo 😀 Sådan var mine tanker, så jeg må have fået lagt det i sprogbruget.
        Kh. Lise

    • Svar
      Lise Hougaard 11. november 2014

      Hej elsems
      Jep, Karlsons Klister lugter kraftigt. Nu ved jeg rent faktisk ikke, om det er noget, man kan sniffe, men det skulle ikke undre.
      Tak for dine rosende ord,
      Lise

  16. Svar
    Uhrskov 10. november 2014

    Hej Lise.

    Jov jov det er da en tekst, der ender med et brag. Bogstaveligt talt. Intet under hans bliver træt. Det ville alle vist blive. 🙂

    Flot, tragisk tekst. Jeg mener … En stenstrand? Intet under de bliver skuffede. 🙂

    Kh Uhrskov

    • Svar
      Lise Hougaard 11. november 2014

      Hej Uhrskov
      Ja, det ender med et brag – og en stenstrand.
      Tak for dine flotte ord, der glæder mig,
      Lise

  17. Svar
    millemoses 12. november 2014

    Hej Lise

    Velkomponeret alvorlig sag om at sniffe. Din historie bragte minder (flash-back) til mig, jeg brugte i sin tid “bums” til at afsyre gulve og gamle møbler og kunne ikke forstå, hvorfor jeg blev så rundtosset.

    Men din historie fungerer jeg er helt med på situationen.

    kh mille

    • Svar
      Lise Hougaard 12. november 2014

      Hej mille
      Tak for dine ord. Der glæder mig, at du kan få det hele til at hænge sammen. Og puha med ‘bums’!
      Bedste hilsner,
      Lise

  18. Svar
    Amanda Gyldenlyng 12. november 2014

    Hej Lise.

    Det var dog et væmmeligt minde.
    Ikke mærkeligt hp, nødigt vil tænke på Karlsons klister.
    God dialog.
    Endnu en rigtig god historie fra dine taster 😉

    Vh. Amanda

    • Svar
      Lise Hougaard 13. november 2014

      Ih tak, Amanda, det var dejlige ord!
      Ønsker dig en rigtig god dag,
      Lise

  19. Svar
    nina sander 13. november 2014

    Kære Lise

    Fin tekst. Hvor trist at læse om den unge dreng (tror jeg), der ikke længere er i stand til at opleve sit liv på et her og nu plan, fordi han er traumatiseret af den tragedie, der var overgået de sniffende kammerater. Han går en potentiel dejlig tur med en kammerat, men må i tankerne hele tiden vende tilbage til katastrofen. Hvad har de forøvrigt i køletasken? Man fornemmer det kune ære en smule “glemsel” på grønne flasker.

    tak for en fornem tekst.
    Vh nina

    • Svar
      Lise Hougaard 13. november 2014

      Hej nina
      1000 tak for ‘fornem tekst’, det glæder mig meget. I mit hoved er hp omkring de tyve. Han har fundet en kammerat, der ikke kender til hans fortid, så vi er nok i en anden by, end hvor ulykken skete. Og så tror jeg, du har ret i, hvad køletasken rummer 😉
      Tak for dit besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  20. Svar
    Anne Lilleager 13. november 2014

    Hej Lise
    Flot og god tekst!
    Jeg kan godt lide dit: Venstre, højre, v… Det giver en takt, der ligesom understreger en virkelighed.
    Jeg forstår det sådan, at Jan har mistet sin pige ved snift og brand. Uhyggeligt. Og han er på vej med Ole, for at se det udslettede sted igen. Forstår bare ikke helt, hvorfor han vil vise Ole det. Måske er det for at have en ven ved sin side ved minderne, som han kan tale med.
    Du skriver godt! Tak for læsning.
    Bedste hilsner fra Anne

    • Svar
      Lise Hougaard 13. november 2014

      Hej Anne
      Tak fordi du kan lide mit ‘venstre, højre…’ – det er du vist den første, der nævner.
      Det er imidlertid ikke rigtigt, at de går tilbage til stedet, hvor det skete. De er ved stranden og er i fællesskab blevet enige om at gå til det afsides sted. Men din idé er ret god, så jeg kan snildt finde på at bruge den i en rewrite 🙂
      Tak for dit inspirerende besøg!
      Bedste hilsner,
      Lise

  21. Svar
    Jesper Dela Porte Ovesen 13. november 2014

    Hej Lise

    Du har en frisk måde at fortælle som inddrager mig fysisk.

    Virkningsfuld måde at illustrere en gåtur, med et-to, jeg mærker fornemmelsen af at gå i mine ben.

    Jan var ikke sniffer “jeg var bange for også at blive skæv” men interesseret i en, Nina, selv om han hadede miljøet. Hun omkom.

    Han vil være alene med Ole, den mere regelrette, – måske for at tale om savnet af Nina eller at han alligevel føler sig tiltrukket af miljøet, men det miljø er lutter sten, ikke et sted der er godt at være. Historien virker på mig mere ved antydninger end ved klare oplysnninger, tilbageblikkene fungerer fint og glider ind i historien.

    De bedste hilsener
    jesper o

    • Svar
      Lise Hougaard 13. november 2014

      Hej jesper o
      Mange tak for din dejlige og positive kommentar. Det glæder mig, at du synes, tingene fungerer. Du har læst, som jeg har skrevet.
      Bedste hilsner,
      Lise

  22. Svar
    Sarah V 13. november 2014

    Hej Lise
    Du er god til replikker. De to herrer virker i hvert fald meget virkelige, og jeg sidder lidt og smiler af dem og deres småkævlen. Jeg kan tydeligt se dem for mig komme marcherende. Flashbacket virker også godt og det er så fint, at det er en duft/lugt der sætter gang i tankerne om Nina. Undrer mig lidt over, hvad de skal på den strand, men det behøver jeg vel egentlig ikke at vide. Måske vil de gerne holde det hemmeligt.
    Kh
    Sarah

    • Svar
      Lise Hougaard 14. november 2014

      Hej Sarah
      Mange tak for dine dejlige roser – de luner på en våd fredag. Tjah, hvad skal de på den strand? Det kunne jeg godt have gjort noget mere ud af, men jeg havde opbrugt alle mine ord.
      Glade tak for dit besøg og pøjpøj med næste opgave.
      De bedste hilsner,
      Lise

  23. Svar
    nana Cajus 15. november 2014

    Hej Lise

    Det er en meget velkomponeret tekst, hvor det store drama om gruppepres, rusmidler og en nærmest skæbnesbestemt ulykke udfolder sig i et flashback, mens den egentlige handling er afdæmpet – det giver en god konstrast og forklarer hvorfor din HP til slut ikke rigtig gider noget. (Anstrengende tanker kan gøre en helt mør – det er flot vist!)

    Der er mange også fine billeder, som vaskebjørnen, der giver nærvær i dit flashback.

    Forholdet mellem de to på stranden er måske en anelse svært at gennemskue, da jeg er lidt usikker på om Ole var en del af det limsniffende slæng eller en (kedelig) erstatning for det dårlige selskab. (Gætter på det sidste) Men jeg synes ikke nødvendigvis, det gør noget, da flashbacket jo netop er den “store” historie, og desuden er du godt til at antyde uden at pensle ud.

    En vellykket tekst med et velfungerende flashback er det i alle fald 🙂

    Kh Nana

    • Svar
      Lise Hougaard 15. november 2014

      Kære Nana
      Wow, for en god kommentar. Du er gået i dybden med tingene, og det er en stærk fornøjelse at opleve en læser gøre.
      Du har ret i, at Ole nok er en kedelig erstatning, men når jeg selv ser tilbage på opgaven tænker jeg, at jeg har gjort mere ud af flashback end nutiden. Det er jo, hvad der kan ske.
      Mange tak for alle dine positive ord – din kommentar gjorde mig glad.
      Bedste hilsner,
      Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *