Opgave 1 – I REGN

opgave_13. version

Regndråber danser cancan på betonfliserne. Min frakke er mørk af væde, og dråberne har dannet en å ned ad nakken. Mon min iPhone ligger tørt og godt i tasken, eller er den lige så ødelagt som min frisure?

“Bussen er ti minutter forsinket. Skal vi ikke gå på café? Her drukner vi sgu langsomt,” siger Helle. Hun er lige så våd som jeg.

“Nej tak, jeg har travlt. Jeg vil vente på bussen.”

“Nå, så må du jo hygge dig – jeg vil i hvert fald inden døre.”

I det samme ankommer en taxi, og jeg løber over mod den. En dame i fornuftige sko stiger ud. Hun slår sin paraply op og er ved at stikke et øje ud på mig.

“Hey, se dig lige for,” ryger det ud ad munden på mig.

“Du godeste, jeg så dig slet ikke. Det må du virkelig undskylde.” Hun begynder at gå, og så slår det mig, at hun virker svagt bekendt. Mens jeg står og kigger på hendes ryg, sætter taxien i gang og kører bort.

“Hør, kender vi to ikke hinanden?” Damen er vendt om og står og ser mig undersøgende ind i ansigtet.

“Jo, jeg synes også, der er noget … Men jeg kan ikke placere dig.”

“Det er længe siden, du og jeg har mødt hinanden …,”

Jeg begynder at skrælle hendes rynker bort og har ikke længere travlt, for noget begynder at dæmre.

“ … men jeg kan se, hvem du ligner”, fortsætter hun. “Kom lad os finde et sted i tørvejr.”

Jeg følger efter hende. Hun vælger den samme café som Helle – og en hel masse andre, der er flygtet fra regnen. Idet døren lukker sig bag os, rejser et par sig fra et bord. Vi skynder os at sætte os. Jeg knapper ikke frakken op, selvom her er dampende varmt. “Hvor er det så, vi kender hinanden fra?” Jeg vil have, at hun skal sige det.

“Du ligner ham så meget – der kan ikke være nogen tvivl.”

“Hvem mener du?”

“Din far. Du har de samme bløde læber og lidt skæve smil.”

Jo, det er hende. Jeg har ikke set hende i femogtyve år. Ikke siden, han døde.

“Jeg ved godt, hvem du er, Agnete. Jeg må gå nu.”

“Flot, at du kan kende mig efter alle de år. Hvordan har din mor det – lever hun endnu?”

“Det har du overhovedet ikke ret til at spørge om, sådan som du og far pissede på hende. Er du klar over, hvad du gjorde? Du stjal hans sidste tid fra hende. Og mig.”

“Jeg ser, hvad du mener. Men sandheden er, at hun ikke kunne klare hans sygdom. Derfor kom han til mig, selvom vi faktisk havde afbrudt forbindelsen.”

“Det er løgn!” Jeg rejser mig. Bag mig hører jeg hende sige: “Jeg elskede ham højere, end din mor gjorde.”

Udenfor regner det stadig, og jeg bliver våd i ansigtet. Helle står ved busstoppestedet igen. Hun ser mig og spørger: “Hvem var den dame?” Heldigvis kommer bussen i det samme.

 


2. version

Regndråber danser cancan på betonfliserne. Min frakke er mørk af væde, og dråberne har dannet en å ned ad nakken. Mon min mobil ligger tørt og godt i tasken, eller er den lige så ødelagt som min frisure?

“Bussen er ti minutter forsinket. Skal vi ikke gå på café? Her drukner vi langsomt,” siger Helle. Hun er lige så våd som jeg.

“Nej tak, jeg har travlt. Jeg vil vente på bussen.”

“Nå, så må du jo hygge dig – jeg vil i hvert fald inden døre.”

I det samme får jeg øje på en taxi, og inden jeg når at tænke, farer min arm op, og jeg løber over mod vognen. Bare den er ledig! En dame stiger ud. Hun slår sin paraply op og er ved at stikke et øje ud på mig.

“Hov hov, se dig for,” ryger det ud ad munden på mig.

“Du godeste, jeg så dig slet ikke. Det må du undskylde.” Hun begynder at gå, og så slår det mig, at hun virker svagt bekendt. I det samme sætter taxien i gang og kører hurtigt bort.

“Hør, kender vi to ikke hinanden?” Damen er vendt om og står og ser mig undersøgende ind i ansigtet.

“Jo, jeg synes også, der er noget … Men jeg kan ikke placere dig.”

“Jeg tror, det er længe siden, vi har mødt hinanden …,”

“Undskyld, men jeg har faktisk travlt,” siger jeg og vil gå.

“ … men jeg kan se, hvem du ligner, fortsætter hun. “Kom lad os finde et sted i tørvejr.”

Jeg følger nysgerrigt efter hende. Min aftale kan pludselig vente.

Damen vælger den samme café som Helle – og en hel masse andre, der er flygtet fra regnen. I det samme rejser et par sig fra et bord, og vi skynder os at sætte os. Jeg knapper frakken op og spørger:

“Hvor er det så, vi kender hinanden fra?”

“Du ligner ham så meget – der kan ikke være nogen tvivl.”

“Hvem mener du?”

“Din far. Du har de samme bløde læber og lidt skæve smil.”

Det begynder at dæmre for mig. Hvis det er rigtigt, har jeg ikke set denne kvinde i femogtyve år. Ikke siden, han døde.

“Er du … er du Agnete?”

“Ja, flot, at du kan kende mig efter alle de år. Hvordan har din mor det – lever hun endnu?”

“Det har du overhovedet ikke ret til at spørge om, sådan som du og min far pissede på hende. Er du klar over, hvad du gjorde? Du stjal hans sidste tid fra hende. Og mig.”

“Jeg ser, hvad du mener. Men sandheden er, at hun ikke kunne klare hans sygdom. Derfor kom han til mig, selvom vi faktisk havde afbrudt forbindelsen.”

“Det er løgn!” Jeg rejser mig. Bag mig hører jeg hende sige: “Jeg elskede ham højere, end din mor gjorde.”

Udenfor regner det stadig, og jeg bliver våd i ansigtet. Helle står ved busstoppestedet igen. Hun ser mig og spørger: “Hvem var hun?” Heldigvis kommer bussen i det samme.

 


1. version

Regndråber danser cancan på betonfliserne. Min frakke er mørk af væde, og dråberne har dannet en lille å ned ad nakken.

“Bussen er ti minutter forsinket. Skal vi ikke hellere gå på café i stedet for at drukne langsomt?” spørger min veninde. Hun er lige så våd som jeg. Mon min mobil ligger tørt og godt i tasken, eller er den lige så ødelagt som min frisure?

“Nej tak, jeg har travlt. Den bus må godt komme nu.”

“Nå, men så må du jo hygge dig – jeg vil i hvert fald inden døre.” Hun går.

I det samme får jeg øje på en taxi, og inden jeg når at tænke, farer min arm op, og jeg løber over mod vognen. Bare den er ledig! En dame stiger ud. Hun slår sin paraply op og er ved at stikke et øje ud på mig.

“Hov hov, se dig for,” ryger det ud ad munden på mig.

“Du godeste, jeg så dig slet ikke. Det må du undskylde.” Hun begynder at gå, og så slår det mig, at hun virker svagt bekendt. I det samme sætter taxien i gang og kører bort.

“Hør, kender vi to ikke hinanden?” Damen er vendt om og står og ser mig undersøgende ind i ansigtet.

“Jo, jeg synes også, der er noget … Men jeg kan ikke placere dig.”

“Jeg tror, det er længe siden, vi har mødt hinanden …,”

“Undskyld, men jeg har faktisk travlt,” siger jeg og vil gå.

“ … men jeg kan se, hvem du ligner, fortsætter hun. “Kom lad os finde et sted i tørvejr.”

Jeg følger nysgerrigt efter hende. Min aftale kan pludselig vente.

Damen vælger den samme café som min veninde – og en hel masse andre, der er flygtet fra regnen. I det samme rejser et par sig fra et bord, og vi skynder os at sætte os. Jeg knapper frakken op og spørger:

“Hvor er det så, vi kender hinanden fra?”

“Du ligner ham så meget – der kan ikke være nogen tvivl.”

“Hvem mener du?”

“Din far. Du har de samme bløde læber og lidt skæve smil.”

Det begynder at dæmre for mig. Hvis det er rigtigt, har jeg ikke set denne kvinde i femogtyve år. Ikke siden, han døde.

“Er du … er du Agnete?”

“Ja, flot, at du kan kende mig efter alle de år. Hvordan har din mor det – lever hun endnu?”

“Det har du overhovedet ikke ret til at spørge om, sådan som du og min far pissede på hende. Er du klar over, hvad du gjorde? Du stjal hans sidste tid fra hende. Og mig.”

“Det kan man godt sige. Men sandheden er, at hun ikke kunne klare hans sygdom. Derfor kom han til mig, selvom vi faktisk havde afbrudt forbindelsen.”

“Jeg tror dig ikke!” Jeg rejser mig for at gå. Bag mig hører jeg hende sige: “Jeg elskede ham højere, end din mor gjorde.”

Udenfor regner det stadig, og jeg bliver våd i ansigtet. Heldigvis kommer bussen med det samme.

Facebooktwittergoogle_plus

40 Comments

  1. Svar
    Børge Lindschouw 31. oktober 2014

    Hi lise
    Det er en letflyden tekst. Mødet er et vi kender fra hverdagen, men alligevel har det en drejning, som en bitter kommentar til livet og det vi ikke ved nok om foregår mellem to menneske. Barnets reaktion er helt naturlig (også det voksne barn) og helt efter bogen – det er den måde brikkerne i denne historie er sat sammen på der går den vedkommende og fængende. Tak for det.
    kh
    Børge

    • Svar
      Lise Hougaard 31. oktober 2014

      Kære Børge
      Det var en dejlig kommentar at få på en txt, der er skrevet under betydelig stresspåvirkning. Jeg er glad for, at de tos relation går tydeligt igennem.
      Tak fordi du synes, txten er både vedkommende, fængende og letflydende. Så er det jo ikke gået helt galt.
      Mange tak for dit positive besøg. Vi ses hos dig, når jeg lige har fået tid til at trække vejret.
      Bedste hilsner,
      Lise

  2. Svar
    Dorte Folkmann 31. oktober 2014

    Kære Lise.
    Uha, et uforløst møde. Jeg tænker hun bliver nødt til at reagere efter det her møde, reagere på at Agnete siger: “Jeg elskede ham højere, end din mor gjorde.” – for hvordan måler og vejer man kærlighed. Og hvad med datterens kærlighed – hvordan blev den målt? (Læser det som en datter, men det er måske en søn?)
    Fin og velfungerende dialog. Jeg er ikke i tvivl om hvem der siger hvad. Dialogen afslører sikkert deres tøven og undren, deres forhistorie.
    Tænker lidt på veninden – hvilken rolle spiller hun? Vil hun ikke reagere hvis hun ser hp komme ind på cafeen alligevel?
    Faldt lige over den her: ” . . at stikke et øje ud på mig.” – ville måske skrive: ” . . stikke den i øjnene på mig.” – det andet er lidt voldsomt.
    Heldigvis kommer bussen med det samme, men hvor kører den hen?
    Altid spændende med en tekst som man ikke kan lade være med at leve videre med. Så fungerer den jo!
    kh dorte

    • Svar
      Lise Hougaard 31. oktober 2014

      Kære Dorte
      Mange tak for din kommentar. Og ja, du har jo fat i noget, når du spørger mig, hvilken rolle veninden spiller. Jeg får ikke brugt hendes tilstedeværelse godt nok – havde bare travlt med at komme i gang med noget dialog, mens vi ventede på taxien 😉 Den problemstilling tager jeg op i forbindelse med en rewrite.
      Tjah, måske er det lidt voldsomt det med at stikke et øje ud, men det er faktisk sådan, jeg har lært at sige. Gentænker den lige.
      Tak fordi du trods alt synes, min txt fungerer.
      Også tak for dit besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  3. Svar
    Judith marli Svendsen 31. oktober 2014

    Hej Lise.
    jeg syntes du har en fin tekst her. Dialogen er fin. Ikke til at tage fejl af, at her har vi en voksen person, der er blevet svigtet som barn. Så trist.
    Kh Marli

    • Svar
      Lise Hougaard 31. oktober 2014

      Hej Marli
      Mange tak fordi du synes om min txt, det luner altid gevaldigt at få at vide.
      1000 tak for dit besøg. Ses hos dig.
      Bedste hilsner,
      Lise

  4. Svar
    Anni Printz 1. november 2014

    Kære Lise
    Jeg prøver igen. Sidste gang lykkedes det ikke. Meget fin tekst. Jeg kan lide din beskrivelse af regnvejret. Og så det tilfældige møde. Hun har, i følge ham, stjålet hans far, og hans bitterhed er til at føle på. God dialog. Du er god til at beskrive følelser.
    kh Anni

    • Svar
      Lise Hougaard 1. november 2014

      Hej Anni
      Tak fordi du prøvede igen. Der er efterhånden flere, der har haft problemer med teknikken på mit site. Jeg bør nok revurdere sikkerheden 🙁
      Men jeg kan se, at der er tvivl om min hps køn. Jeg har ellers skrevet om ødelagt frisure i håb om, at det indikerede en kvinde … Det må jeg så gøre tydeligere.
      Jeg takker for dine rosende ord – den slags falder jo altid i god jord 🙂
      Bedste hilsner,
      Lise

  5. Svar
    Bente Astrup 1. november 2014

    Hej Lise.
    Meget følsomt og rørende. Flot beskrevet, hvordan mødet udvikler sig.
    Ud fra de andres kommentarer kan jeg læse, at veninden ikke bliver brugt i hovedhistorien i teksten. Hun kunne nå bussen sammen med hp og være den, der giver omsorg til sidst.
    Titel og tekst hænger fint sammen. Fin beskrivelse af regnen gennem hele fortællingen.
    kh Bente

    • Svar
      Lise Hougaard 1. november 2014

      Hej Bente
      Ja, jeg skal ha’ kigget på den veninde. Dit forslag er godt, så det vil jeg faktisk gå videre med. Så må noget af det andet skærpes, for jeg vil pinedød holde mig til præcis 500 ord 🙂
      Tak for roserne og hjælpen.
      Bedste hilsner,
      Lise

      • Svar
        Bente Astrup 3. november 2014

        Det lyder godt 🙂 og ja, det kræver bevidst brug af vores ord, når vi skal begrænse os til max 500 🙂

        • Svar
          Lise Hougaard 8. november 2014

          Hej Bente
          Jep, der skal tænkes, hvis der skal rammes et præcist antal ord.
          Tak for besøget,
          Lise

  6. Svar
    Helle Tolstoj Balvits 2. november 2014

    Hej Lise
    Dejlig flydende dialog. Man fornemmer også både regnen og de mange mennesker. Godt skrevet. Men jeg kan ikke fornemme aldersforskellen, at der er tale om to genrationer, der taler sammen. Måske fordi begge kvinder er voksne …!?
    Kh. Helle 🙂

    • Svar
      Lise Hougaard 2. november 2014

      Hej Helle
      Mange tak for dine ord. Øv da, at aldersforskellen ikke kommer så godt igennem. Jeg må kigge på sprogbruget for at se, om jeg der kan lave en justering.
      Tak for dit indput.
      Bedste hilsner,
      Lise

  7. Svar
    Livsglæde 2. november 2014

    Hej Lise
    En våd og kølig tekst, det grå og triste er med hele vejen igennem. Jeg kan godt forstå der er trængsel på caféen. De to veninder skilles, din hp har travlt og vælger at vente på bussen. En pludselig indskydelse får hende til at praje en taxa og mødet mellem de to kvinder bliver en realitet. Der er noget i dialogen derfra og indtil de går ind på caféen der ikke overbeviser mig. Hun siger hun har travlt og afviser og alligevel følger hun med, jeg kunne godt tænke mig at der skulle være noget “mere” en slags kan det virkelig være hende agtigt, og det er det der gør at hendes aftale pludselig kan vente. Håber du forstår hvor jeg vil hen, vi plejer jo ikke at snakke så meget forbi hinanden 🙂
    Derfra er jeg fuldstændig med igen, og tænker at det nok er meget realistisk med hendes reaktion, den har ulmet i mange år og nu skal den bare ud.
    Den ældre kvindes slutreplik er utilgivelig.

    Kh Livsglæde

    • Svar
      Lise Hougaard 2. november 2014

      Hej Livsglæde
      Jeg er helt med på, hvad du mener 🙂 Jeg vil forsøge at justere det – sammen med den tydeliggørelse af aldersforskellen, som Helle efterlyser. Det er i mødet, at begge dele skal tunes, så det vil jeg arbejde med i en version 3.
      Tak for din årvågenhed og din kommentar i det hele taget.
      En rigtig god søndag til dig!
      Lise

  8. Svar
    Jyhark 2. november 2014

    Kære Lise
    Meget flot tekst! Jeg nød dramaet, stilen og flowet 🙂 Dialogerne glider let og ubesværet og det er nemt at følge hvem der siger hvad.
    Jeg var i tvivl om, hvem den ældre kvinde var: En ex? en søster? Indtil du skriver, at hun elskede ham mere end moren. Så det er altså en ex. Det er en grum kommentar at høre, når man ikke vil høre, vil holde fast i sin version af virkeligheden. Stakkels unge kvinde.
    Jeg har ikke læst version 1, så måske du har redigeret ift. andre kommentarer. I hvert fald vil jeg sige: Det fungerer fint med veninden, der er ved bussen til sidst. Hvis du vil arbejde mere med teksten, kunne du måske i sproget vise, at den ældre er ældre?
    Jeg smilte mens jeg læste de første linjer. “Så er jeg inde hos Lise” 🙂 Regnen danser can-can på fortovet. Intet mindre end en å ned af ryggen. Og iøvrigt fangede jeg den med frisuren og tænkte “kvinde” (Hmmm – jeg er vist ved at være smågammel. unge mænd kan vist have ret meget fokus på deres hår. :-D)
    Eneste jeg falt over er et manglende anførselstegn her: “ … men jeg kan se, hvem du ligner, fortsætter hun. “Kom lad os finde et sted i tørvejr.”
    Tak for en god oplevelse
    Kh Jyhark

    • Svar
      Lise Hougaard 2. november 2014

      Kære Jyhark
      Ih tak for din kommentar, der var både rosende og konstruktiv. Jeg vil arbejde videre med sprogbruget. Hvordan ved jeg ikke endnu, men det må da for pokker kunne lade sig gøre. Og oops til det manglende anførselstegn – det får jeg selvfølgelig også rettet.
      Det glæder mig meget, at du synes om cancan og åen 😀
      De bedste hilsner,
      Lise

  9. Svar
    Lisbeth Hartmann 2. november 2014

    HEJ Lise.
    Rigtig fin dialog. Fortællingen gør mig tung om hjertet.

    Jeg forsøger at skrælle hendes rynker bort -> fin måde at beskrive hvilken aldersgruppe hun tilhører.

    kh
    Lisbeth

    • Svar
      Lise Hougaard 2. november 2014

      Hej Lisbeth
      Ih, mange tak for din kommentar; den glæder mig. Normalt siger man jo ‘at skrælle årene bort’, men jeg syntes altså, det skulle være rynkerne (i disse plastikkirurgiske tider).
      Vi ses hos dig.
      Bedste hilsner,
      Lise

  10. Svar
    Jyhark 2. november 2014

    Like 🙂

    • Svar
      Lise Hougaard 2. november 2014

      Tak, Jytte 🙂
      Æh, jeg ved for resten ikke, hvad dit like betyder – er det fordi du har læst min revision 3?

  11. Svar
    Sarah V 2. november 2014

    Hej Lise
    Jeg har kun læst version 3, og jeg synes den fungerer rigtig godt. Jeg var ikke i tvivl om at der er tale om to kvinder, og der var ingen tvivl om hvem der siger hvad. Du har ikke holdt den inkvitfri og du har også en del anden tekst der ikke er replikker, men hvem vil også undvære cancandansende regndråber. Det skal der da være plads til.
    Kh
    Sarah

    • Svar
      Lise Hougaard 2. november 2014

      Hej Sara
      Tak fordi du synes om de cancandansende regndråber og ikke er i tvivl om mine mennesker, og hvem, der siger hvad. Sandt nok, at der er en masse udenomsnoget + jeg har gjort brug af inkvitter de fleste steder. Jeg kan sådan set godt lave helt rene dialoger, men det faldt sørme anderledes i denne opgave. Måske fordi jeg havde hundetravlt.
      Tak fordi, du synes tingene fungerer.
      Bedste hilsner,
      Lise

  12. Svar
    Anne Lilleager 3. november 2014

    Hej Lise
    Oh ja – som livet ind imellem leger med os. Det var ikke lige hende, hovedpersonen havde lyst til at genkende. Hun er da også lidt af en gimpe med de kommentarer, hun giver.
    Fin dialog taget ud af en hverdag!
    Du har lavet en tredie version, og jeg kan ikke se, at der er noget at udsætte på den:-)!
    Bedste hilsner fra Anne Lilleager

    • Svar
      Lise Hougaard 8. november 2014

      Hej Anne
      Tak for din fine kommentar 😉 Jep, en gimpe er lige, hvad hun er.
      Bedste hilsner,
      Lise

  13. Svar
    LEONIUS 3. november 2014

    Hej Lise,

    en dejlig billedrig tekst.
    Det som jeg specielt bider mærke i er din hp´s uvilje ved at lave om på de erindringer hun har, og som hun nu har lært at leve med.
    Hun vil i fremtiden have det svært med den sidste bemærkning kvinden fik indgraveret i hendes bevisthed.
    Meget flot.

    De bedste hilsner

    Le©nius

    • Svar
      Lise Hougaard 8. november 2014

      Hej Leonius
      Mange tak for din dejlige kommentar, den luner.
      Bedste hilsner,
      Lise

  14. Svar
    Carsten Milvang 3. november 2014

    … kære Lise, den er (næste) perfekt. God at læse, gode billeder, fin ide, jeg forstår det hele. Din aller første sætning : ‘ Regndråber danser cancan på betonfliserne.’ er et formidabelt godt billede. Jeg ser det for mig, det ligner sgu cancan. Og denne : ‘ skræller hendes rynker bort ‘ det lækkert at læse

    Jeg sletter mit ‘(næsten)’ hvis du finder en mere dynamisk overskrift 😉 Jeg synes den du har skrevet er for tam, til en så stærk tekst. ‘I regn’ lyder som en titel på et stille, fint digt. Nå, du opfatter jo at jeg er svært tilfreds med din historie, kære Lise. Flot arbejde, kh Carlo Mihlo

    • Svar
      Lise Hougaard 8. november 2014

      Kære Carlo
      Ak ja, titler er vanskelige. Det er mit evige problem. Jeg vil tænke over det.
      Og så takker jeg mange gange for de flotte ord.
      Smil fra
      Lise

  15. Svar
    elsems 3. november 2014

    Sikke et møde. Dine replikker fungerer fint. Jeg er ikke spor i tvivl om, hvem der er hvem. Sætningen nederst: Jeg ser, hvad du mener – synes jeg ikke er så god. Jeg kan ikke høre hende sige de ord. Jeg kunne bedre li den i din første version. Det kan man godt sige. Det kan jeg forestille mig, at hun siger, for hun er jo ret kynisk.

    • Svar
      Lise Hougaard 8. november 2014

      Hej elsems
      Det glæder mig, at historien fungerer for dig. Jeg vil kigge på den replik, du fremhæver!
      Tak for kommentar og besøg,
      Lise

  16. Svar
    Lissi hilleborg kristiansen 4. november 2014

    Hej Lise
    Det er en fin fortælling du har skrevet. Jeg har ikke rigtig noget at tilføje, som ikke de andre pennevenner har skrevet. Flot.
    Vh Hilleborg

    • Svar
      Lise Hougaard 8. november 2014

      Hej Hilleborg
      Mange tak for din kommentar.
      Bedste hilsner,
      Lise

  17. Svar
    Glenstrup 4. november 2014

    Hej Lise

    Jeg synes nok, du undviger opgavens vanskeligheder og lader dialogen spille anden violin, så jeg vil kun kommentere kort. Teksten fungerer fint frem til slutningen, hvor der nok lidt for pludseligt vælter en masse skeletter ud af skabet. Men som sagt er det meste af teksten faktisk rigtig god, selvom den ikke løser opgaven. Og så vil jeg opfordre dig til at åbne din blog, så man ikke skal indtaste mærkelige bogstavskombinationer for at svare.

    • Svar
      Lise Hougaard 8. november 2014

      Hej Glenstrup
      Tænk, får jeg skældud af ‘vippe-på-stolen’-manden? Så har jeg prøvet det med 😀
      Men tak for dine ord, som jeg finder er ret så positive.
      Ang. at åbne min blog – jeg får en del spam, men jeg vil se, om der er en anden måde at gøre tingene på.
      Bedste hilsner,
      Lise

  18. Svar
    jesper ovesen 4. november 2014

    Hej Lise

    Et underspillet jalousidrama, hvor det egentlige først sker bagefter mødet, i eftertanken tror jeg.

    Vejret spiller med, udmærket. Meget fin detalje med “stikke øjet ud” fordi hp føler sig faktisk såret, stukket i, af Agnete.

    “Det er løgn!” siger hp, forsvarsberedt og helt på morens side. Jeg fornemmer at hun alligevel vil komme til at se sagen lidt fra den anden side, fra farens og Agnetes, nu hun har mødt Agnete som voksen.

    Jeg synes at Helle skal ud af historien, klip hende væk, hun har ingen funktion – bedre i version tre hvor hun dukker op igen til slut, men stadig uden at bidrage.

    De bedste hilsener
    jesper o

    • Svar
      Lise Hougaard 8. november 2014

      Hej Jesper
      Hæhæ, det er rigtigt, at Helle ikke har en aktiv rolle. Hun er udelukkende lidt dialog, mens vi venter på Agnete. Hvis txten var længere, ville hun være en person, jeg kunne lukke ind på scenen igen.
      Tak for din kommentar.
      Bedste hilsner,
      Lise

  19. Svar
    Randi Abel 8. november 2014

    Kære Lise,
    Du er simpelthen så god til at beskrive dine personers følelser. Så fint du bruger regnen til sidst til at camouflere den yngre kvindes tårer.
    Kh
    Randi

    • Svar
      Lise Hougaard 8. november 2014

      Kære Randi
      Ah, dejlig kommentar at få, den blev jeg glad for!
      Smil fra
      Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *