ISBRUD
Version 3:
Sarah græd. Hun hulkede ikke, sad bare dér, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun stirrede op på mig uden at blinke, og til sidst flyttede jeg blikket ned til mine fødder. Min smerte var ikke at sammenligne med hendes, og det vidste vi begge. Hun rejste sig fra køkkenstolen og gik ind i soveværelset. Jeg overvejede at følge efter, men orkede det ikke. Døren ind til barneværelset var lukket. Sarah havde siddet derinde, indtil jeg havde tvunget hende ud.
Udenfor hylede vinden, og snefnug kastedes rundt i vildskab. Gardinerne bevægede sig; jeg havde aldrig fået tætnet vinduet, som jeg ellers havde lovet. Det var ligegyldigt nu. Jeg satte mig på den stol, Sarah havde forladt. Den var kold. Jeg begyndte at fryse, og maven sendte sure opstød op i min hals. Hvis bare jeg kunne være lige så sønderknust som hun, ville vi måske kunne snakke sammen.
Ambulancen var kommet med udrykning, men stille kørt igen. Folk var stimlet sammen ved søen, men da vinden tog til, sivede flokken langsomt væk. Sarah kørte med i ambulancen. Det skulle jeg også have gjort. Hvorfor er man først klogere bagefter? Da hun endelig kom hjem, havde hun hans skøjter med.
Version 2:
Sarah græd. Hun hulkede ikke, sad bare dér, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun stirrede op på mig uden at blinke, og til sidst flyttede jeg blikket ned til mine fødder. Min smerte var ikke at sammenligne med hendes, og det vidste vi begge. Hun rejste sig fra køkkenstolen og gik ind i soveværelset. Jeg overvejede at følge efter, men orkede det ikke. Døren ind til barneværelset var lukket. Sarah havde siddet derinde, indtil jeg havde tvunget hende ud.
Udenfor hylede vinden, og snefnug hvirvlede rasende rundt. Gardinerne bevægede sig lidt; jeg havde aldrig fået tætnet vinduet, som jeg ellers havde lovet. Det var ligegyldigt nu. Jeg satte mig på den stol, Sarah havde forladt. Den var kold. Jeg begyndte at fryse, og maven sendte sure opstød op i min hals. Hvis bare jeg kunne være lige så sønderknust som hun, ville vi måske kunne snakke sammen.
Ambulancen var kommet med udrykning, men stille kørt igen. Folk var stimlet sammen ved søen, men da vinden tog til, sivede flokken langsomt væk. Sarah kørte med i ambulancen. Det skulle jeg også have gjort. Hvorfor er man først klogere bagefter? Da hun endelig kom hjem, havde hun hans skøjter med.
Version 1:
Det, der kom bag på mig var, at Sarah græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun stirrede op på mig uden at blinke, og til sidst flyttede jeg blikket ned til mine fødder. Min smerte var ikke at sammenligne med hendes, og det var vi begge bevidst omkring. Hun rejste sig fra køkkenstolen og gik ind i soveværelset. Jeg overvejede at følge efter, men orkede det ikke. Døren ind til barneværelset var lukket. Sarah havde siddet derinde, indtil jeg havde tvunget hende ud.
Udenfor hylede vinden, og snefnug hvirvlede rasende rundt. Gardinerne bevægede sig lidt; jeg havde aldrig fået tætnet vinduet, som jeg ellers havde lovet. Det var ligegyldigt nu. Jeg satte mig på den stol, Sarah havde forladt. Den var kold. Jeg begyndte at fryse, og maven sendte sure opstød op i min hals. Hvis bare jeg kunne være lige så sønderknust som hun, ville vi måske kunne snakke sammen.
Ambulancen var kommet med udrykning, men stille kørt igen. Folk var stimlet sammen ved søen, men da vinden tog til, sivede flokken langsomt væk. Sarah kørte med i ambulancen. Det skulle jeg også have gjort. Hun havde skøjterne med hjem.
Kære Lise
Tak for din smukke tekst, der gjorde mine øjne våde.
Du fortæller gribende om tragedien, uden at nævne den med ord.
Det er så fint gjort!
Kh Aviaaja
Kære Aviaaja
Jeg takker for din kommentar, der gør mig glad 🙂 Og så glæder jeg mig til at se, hvad du har fået skrevet.
De bedste hilsner,
Lise
Hej Lise, jeg har læst din historie, meget gribende, barnet er død, vel gået gennem isen, moren Sarah er forstenet af sorg, er det ikke sådan? Du starter godt ud, synes jeg, og rent teknisk er det vist også helt ok her, hvis du da modtager min kommentar? Kh Carlo Milo.
Hej Carlo Milo
Tak for dine ord – og jo, jeg modtager fint din kommentar. Hvis du har afkrydset feltet ‘Ja, jeg vil gerne abonnere på kommentarerne’, kan du følge med i, hvad folk videre måtte skrive.
De bedste hilsner,
Lise
Din tekst gav mig gåsehud. Velfortalt og rørende beskrevet, hvordan de to forældre reagerer på ulykken og dødsfaldet.
Jeg ser frem til din afslutning i næste uge.
Hej Bente
Uh, så må jeg hellere gå i tænkeboks, så jeg kan leve op til dine ord i næste uge…
Mange tak for dit besøg – ses hos dig asap.
Bedste hilsner,
Lise
Hej Lise.
Jeg fryser nu. For det, der er sket i din tekst kan da få blod til at fryse til is. (man må godt bruge klicheer i sine kommentarer. Må man ikke? ;-))
Du beskriver sorgen knusende godt. Og afrundingen – visheden om at barnet er dødt og den korte oplysning om skøjterne er fornem.
Sætningen. “det var vi begge bevidste omkring” er måske lidt for konataterende, situationen taget i betragtning. Men netop kun måske. Det kan jo være fortælleren her er en person, der reagerer bl.a ved at tænke så skarpt. Så – bare en strejftanke.
Glimrende historie.
Vh. Amanda
Hej Amanda
Uh, tak for din kommentar og undskyld, jeg fik dig til at fryse. Jeg tror sørme, du har ret i, at bemeldte sætning måske er for konstaterende – jeg vil give det en tanke mhp. en version 2. Tak!
Bedste hilsner,
Lise
Allerkæreste Livsglæde 🙂 Du har altså en glød i dit hjerte, som altid gør mig så glad, selvom du skriver om de allertristeste ting. Det er der ikke noget, som egentlig hedder, men jeg bøjer forkert idag… Egentlig ved jeg godt, det hedder mest triste… bah… Nå men tilbage til det essentielle nemlig din omsorg og medmenneskelighed, som netop er det, jeg savner ved så mange andre. (IKKE her på forfatterskolen, men i al almindelighed.) Sorg er noget personligt – og rationelle følelser har jeg tit oplevet især hos mænd, selvom det slet ikke er logisk for os kvinder?! 🙂 Men det er en anden diskussion… Kram fra Zan
Kære Zan
Allerførst tak, fordi du kalder mig Livsglæde – det opfatter jeg som en ære 🙂 Dernæst tak for din dybfølte kommentar, der giver stof til eftertanke. Jeg håber, jeg kan lave en troværdig opfølgning i næste uge.
Bedste hilsner,
Lise
Hej igen Lise 🙂 Ja altså jeg er jo selv snotforvirret og mærkværdig! Jeg ved ikke, hvorfor jeg troede, du pludselig var livsglæde, men det er altså et kompliment! Nu er det vist på tide, at jeg fortaber mig i andet end computeren! Kram fra Zan
Hej igen Zan
Alt er tilgivet og som sagt er jeg stolt af, at du kaldte mig Livsglæde. God fornøjelse med ‘andet end computeren’.
Smil fra
Lise
Åhr, Kæreste. Den gik lige i maven. Når man selv har prøvet at miste et barn, skal der ikke meget til før man ER inde i deres mareridt. Puha
Åh Merete
Det er jeg ked af at høre. Jeg har ikke selv børn, så jeg har måttet forestille mig det.
Takker for din kommentar.
Bedste hilsner,
Lise
Kære Lise
Pyha, de der skøjter til sidst, de slog da benene væk under mig, godt jeg sad ned.
Og nu vi er ved det med at sidde, så står Sarah vist op til at begynde med, men så rejser hun sig pludselig fra køkkenstolen.
Ellers en super velfortalt historie. Er spændt på, hvordan du vil fortsætte den i næste uge, det bliver næppe en lykkelig slutning.
Kh
Sarah
Hej Sarah
Sikke en gennemført kommentar – og nu vi er ved det at sidde: Jamen du har da fuldstændig ret! Den får jeg fixet i min edit. 1000 tak for din årvågenhed og også tak for dine ord.
(Og så er jeg – mellem os to – også spændt på, hvordan jeg kommer videre herfra).
Bedste hilsner,
Lise
Kære, dygtige og skarpe Lise.
Jeg har ikke så meget at skrive om din korte, fortættede og triste tekst, bortset fra “tak for læsning”. Meget flot og gribende.
KH
MOH
Kære Maybritt
Dejlige ord fra dig, søde. Ja, fortættet er min tekst vist, men det er jo svært ikke at gøre, hvad man kan, når nu man kun har 200 ord at gøre godt med. Jeg er selv noget spændt på fortsættelsen.
Ses hos dig. Er lidt træt nu, så det bliver nok først i morgen.
De kærligste hilsner,
Lise
Kære Lise
Så godt at læse en tekst af dig igen! Hjerteskærende.
Vi reagerer så forskelligt ved chok. Det har du ramt skarpt. Sarah som er følelsesoversvømmet og forælleren, som er reflekterende, som tænker på vinduet, der skulle have være tætnet. Ja, vi reagerer forskelligt.
Flot Lise 🙂
kh Jyhark
Kære Jyhark
Hvor er det dejligt at hilse på dig igen – og ikke mindst at læse din kommentar. Det glæder mig, at du finder min tekst hjerteskærende. TAK!.
Kh. Lise
Sarah gå ind i børneværelset. Er hun datter? Er det moren der er druknet? Er faren fortælleren og Sarah datteren eller moderen? Vinden hyler og gardinerne bevæger sig, der er sorg og ambulancer. Jeg kan ikke hitte ud af hvem der er hvem. Men der er sorg og rædsel, så meget forsdtår jeg
Jeg er stadig i tvivl om fortælleteltet, er det slået op?
Hej Jesper
Jeg har brugt 3½ pløkke i fortælleteltet, nemlig 1) Hvad foregår der (et barn har mistet livet), 2) Hvor foregår det (i hjemmet) og 3) Den psykiske tilstand hos både min hp og dennes kone. Når vi kommer til ½, må jeg indrømme, at det ikke til at sige konkret, hvem fortællingen handler om i længden.
Jeg er ked af, at du ikke kan se rollefordelingen. Jeg vil se, om jeg kan gøre det bedre.
Tak for dit besøg.
Bedste hilsner,
Lise
Hvor skriver du dog skønt, meget billedrigt og alligevel enkelt. Smuk tekst, der sagtens kan stå alene, men også udfoldes som en novelle, hvor vi så måske får en afslutning – eller en ny begyndelse – for de stakkels forældre til sidst
Hej Else
Smukke ord, som jeg takker for af et ærbødigt hjerte. Ja, hvordan kommer jeg videre herfra. Tror sg*, jeg har skudt mig selv i foden.
Mange tak for dig besøg.
Med bedste hilsner,
Lise
Kære Lise
Meget flot brug af den obligatoriske sætning. Du sætter navn på hun – det virker godt. Situationen er grum, ved ikke helt, hvad der er sket, men det skaber jo bare en god spænding. Du lader op til en uhyggelig slutning. mvh.mille
Godmorgen mille
Tak for dine dejlige roser. Du har ret i, at situationen er grum, og mon ikke du ved, hvad der er sket? Jeg har et par ideer til, hvordan jeg kommer videre i næste uge.
Tak for dit besøg.
Kh. Lise
Det er en gribende fortælling, der efterlader tvivlen om hvad der reelt forgår indtil sidste sætning.
Den lægger op til en opruldning af omstændighederne eller kan overlades til læserens egen fantasi.
“Ambulancen var kommet med udrykning, men stille kørt igen” – fik mig til at tænke – jam kørte den afsted tom? Så kom Sarah med og til sidst indirekte det døde barn.
God læsning
kh
Børge
Kære Børge
Mange tak for din fine læsning. Jeg har været meget indirekte, men har selvfølgelig håbet på, at læseren – du – forstod, hvor jeg ville hen. Derfor er jeg meget glad for, at du er med på, hvad der er sket.
Mange tak for dit besøg.
Bedste hilsner,
Lise
Kære Lise
Rørende, gribende og en sprogligt afmålt tekst om alle forældres værste mareridt.
Når en fortælling som denne skrives, kan det nok ikke gøres meget ‘pænere.’
‘Kampen om sorgen’, hvem der lider mest og hvorfor er et issue der er er alt for lidt fokus på, du berører det så fint i din tekst, jeg er spændt på, om det kommer til at spille en rolle i din fortsættelse.
Funktionaliteten er fin, det er nemt at komme herind og læse og lægge en kommentar. Heldigvis, tak for læsning!
Kh Livsglæde
Kære Livsglæde
Mange tak for dine ord – de varmer og gør mig stolt. Det bliver en svær txt at fortsætte på, men der er jo ikke andet end at forsøge. Det kan meget vel være, at dit (mit) issue får en rolle.
Det glæder mig, at funktionaliteten er, som den skal være. Jeg bruger jo mit site til andre ting også, og får besøg fra hele verden. De mennesker kommer ikke for at læse en dansk txt!
Af hjertet tak for din/dit visit, Livsglæde.
Bedste hilsner,
Lise
Hej Lise
En grufuld historie men godt skrevet!
Hp må være manden. Jeg forstår dog ikke helt hans manglende arrangement. Du skriver, at hvis han kunne være lige så sønderknust som hende, ville han kunne hjælpe bedre. Det må jo også være hans barn. Men han er måske i chock.
Ellers god tekst!
Bedste hilsner fra Lilleager
Hej Lilleager
Ja, det er en grufuld txt om dødsfald og gradbøjning af sorg. Jeg er af den opfattelse, at begge forældre ikke behøver at føle lige stor sorg, og at det kan være en kilde til en enorm konflikt.
Ja, hp er manden. Jeg har leget med tanken om, at han kunne være papfar, men den idé er jeg gået bort fra. Vi må se, hvordan jeg får afsluttet historien i næste uge.
Tak for dine rosende ord.
Bedste hilsner,
Lise
Kære Lise,
Hvor var det skønt at læse dig igen. Du beskriver så flot sorgen, og at der er forskel på, hvordan mor og far reagerer på det, der er sket. I teksten benytter du dig i den grad af show don´t tell. Hvis man ikke havde lugtet lunten allerede, siger sætningen om skøjterne alt.
Kh
Randi
Kære Randi
Hvor er det dejligt at hilse på dig igen – det er ved at være længe siden 🙂 Mange tak for din ros. Ja, skøjterne er sidste ’søm’, der forklarer det hele. Jeg tror kun man kan slippe afsted med at holde så væsentlige oplysninger tilbage i en kort tekst.
Bedste hilsner,
Lise
Så megen sorg, så megen splittelse, så håbløst et liv de to nu skal leve. Manden der ikke gjorde det han bagefter synes, han godt kunne have gjort – vel vidende at intet kan bringe sønnen tilbage. Kvinden som i sin sorg ikke mere er hvor han kan finde hende. Det er meget trist, men uendelig godt fortalt.
Skøjter er skarpe, dem kan man skære sig på. Forældrene har skåret sig så slemt at de bløder. Forbløder, måske? – du har muligheden for at fortælle at drengens liv og død ikke forsvinder i ingenting.
Det føles helt forkert at pege på en lille detalje:
” . . og snefnug hvirvlede rasende rundt” – jeg snubler over “rasende” – der er måske flugt nok over “hvirvler”.
Glæder mig trods alt til fortsættelsen.
kh dorte
Hej Dorte
Mange tak for dine betragtninger og idé til, hvordan jeg kan komme videre. Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal gribe det an i næste uge…
Ang. ‘rasende’, så baksede jeg også selv med den. ‘Hvirvler’ er for mig ikke godt nok, så jeg klistrede rasende på. Den slatne beslutning undslap så ikke dit skarpe øje 🙂 Jeg må se, om jeg kan finde på noget andet.
Glæder mig til at se dig igen i næste uge.
Bedste hilsner,
Lise
Skrækkelig og medrivende!
Rigtig godt skrevet, efterlader mig medsørgende…
Tak
/Anita
Hej Anita
Mange tak skal du have, fordi jeg får lov at berøre dig – det er jeg meget beæret over.
Jeg har efterhånden mistet overblikket på fb, så jeg ved ikke, om du har lagt en txt ud. Vil forsøge at finde dig.
Bedste hilsner,
Lise
Woove, jeg fik lige ståpels der. Det er rørende og gribende. Alt det som presser sig på, og alt det som pludseligt er ligegyldigt. Verden falder bare fra hinanden, det hele kan forsvinde som sand mellem fingre. Det er en forfærdelig situation du beskriver, og du gør det så godt. Jeg vil også vente spændt på hvordan du lander den i næste uge.
Ih tak, Robert, det var store ord, og de glæder mig meget (trods de triste omstændigheder). Jeg vil gøre mit bedste for at levere end slutning, der holder stemningen/ikke lander som en punkteret ballon.
Bedste hilsner og en god søndag,
Lise
Hej Lise
I version 1 er du da meget tro mod den indledning, der stod i opgaveformuleringen. personligt kan jeg også bedst lide version et. Dér fortæller du f.eks., at han havde lovet at tætne vinduerne, men havde ikke fået det gjort. det giver lidt mere om den anden person, der henter hende ud fra børneværelset. Ja, enhver forælders skræk, at de går gennem isen. Uha. Nogle mennesker kan sørge åbenlyst, mens andre går mere ind i sig selv. Vi må se, om de kan nå hinanden, når du skriver videre. Måske og måske ikke…Mange hilsner SuzanneCharlotte
Hej SuzanneCharlotte
Mange tak for din kommentar. Ja, jeg er mere tro mod de faste sætninger i version 1, men i 2’eren har jeg faktisk stadig med, at det trækker ind ad vinduet. Hvordan mon det er sluppet under din radar?
Ja, vi må se, hvordan det går i næste og afsluttende afsnit.
En go’ søndag til dig,
Lise
Kære Lise,
uha sikken en grufuld straf, sådan må det jo opfattes.
Du får fortalt så mange ting om dette par, som du ikke skriver direkte. Udover din historie fangede jeg trækken fra vinduet. Det trak mere ved hendes stol end ved hans.
Jeg kan rigtig godt lide: “Udenfor hylede vinden, og snefnug hvirvlede rasende rundt” jeg mener enda at jeg har set det fænomen.
Det at manden ikke tog med på hospitalet kan jeg ikke få til at passe, hvad enten han er far eller papfar, men jeg tænker at det er det du vil bruge i din slutning.
Tak for en god læseoplevelse.
Le©nius
Kære Leonius
Mange tak for din kommentar, som har givet mig noget at tænke over. Mit udgangspunkt er, at forældre ikke nødvendigvis behøver at føle lige stor sov (samtidigt). Jeg har allerede et bud på en fortsættelse, men kan selvfølgelig først få det på plads, når jeg kender næste opgaves benspænd.
Tak fordi du ser alle de ting, jeg ikke fortæller. Så har jeg fået skrevet tydeligt nok mellem linjerne.
Og velbekomme!
God søndag,
Lise
Åh nej- sikke en sørgelig tekst. Du fortæller en masse om hvordan de begge har det uden dog at bruge ordene….en skrækkelig historie.
Jeg håber parret finder hinanden igen og kan hjælpes ad med at slippe sorgen.
Så flot du skriver.
Kære øh SBS eller Tina?
Mange tak for din kommentar, der gør mig ganske stolt 🙂 Ja, jeg har forsøgt at skrive mellem linjerne, så min txt er blevet ret indirekte. Heldigvis er det mit indtryk, at stort set alle fint kan følge med alligevel.
1000 tak for dine flotte ord.
Knus,
Lise
Hej Lise,
uha….så få ord, og så meget mellem linjerne. Virkelig god opgaveløsning.
Selvom der kommer mere til historien næste uge, kan det næsten ikke være en god afslutning for vores hp. Det er ligefør jeg frygter at læse videre.
Lars
Hej Lars
Mange tak for dine roser; de glæder mig meget. Ja, hvad mon der sker i næste uge? Jeg har selvfølgelig gjort mig nogle tanker, men nu må vi se, hvordan de passer med det benspænd, vi bliver ‘udsat’ for.
Hav en rigtig rar dag,
Lise
Åh Lise. Det kan du ikke være bekendt. Sådan en tekst kan jeg slet ikke tåle at læse, og da slet ikke med en så følelsesmæssigt forkrøblet jeg-fortæller… Som sædvanlig kan du dit skrivekram. Eneste lille konstruktive bemærkning jeg kan komme med er sætningen, hvor fortælleren ikke går med ind i soveværelset. Du skriver:” Jeg overvejede at følge efter, men orkede det ikke.” Det er såmænd det lille ord ‘det’ jeg ikke har det helt godt med. At fortælleren er så forkrøblet at det kommer til at handle om at orke eller ikke orke er meget stærkt. KH G
Hej Gunvor
Nej, jeg er sg* en værre skurk, er jeg. Tak for den med skrivekram – den kan jeg vældig godt li’ 🙂
Jeg vil lige smage på ‘det’. Jeg er nemlig ikke helt sikker på, at det så lyder rigtigt i mit hoved. Men du er læseren, så du har sikkert ret …
Mange tak for dit besøg – det var mig en fornøjelse. Og så må vi se om jeg kan hitte dit link i junglen.
Jeg ønsker dig en ræddi go dag,
Lise
Hej Lise,
Uha, det var da en forfærdelig, tragisk historie. Jeg kommenterer ud fra version tre, som er flot formuleret og åh så sørgelig. Heldigvis løber de fleste vel i skøjtehal i dag.
Jeg må også være ærlig og tilstå, jeg ikke har læst alle kommentarer. Det kræver jo tid det her, hvis man skal rundt hos en god del af vore nuværende skrivevenner.
Nå, nej jeg havde faktisk læst version et først kan jeg nu se, men der er ikke den helt store forskel – måske version et er mere udførlig.
Det må vel være den her måde, vi skal praktisere – men kan du ikke se de tidligere Saxo opgaver for dig – mange korrigerede jo helt op til version > 20!
Ellers ser det hele ud til at fungere, og det er det vigtige.
Hilsen Ella
Hej Ella
Mange tak for dit besøg. Ja, jeg er i det sørgelige hjørne i denne uge – og nok i næste med, hvor slutningen jo kommer. Der kommer nok en ny version i morgen eller så, for jeg har lige et par rettelser mere.
Jeg er glad for, at du synes, funktionaliteten er i orden.
Sandt nok, at man skal disciplinere sin læsning – jeg springer også kommentarerne over og nøjes med at forholde mig til folks tekster – ellers bliver man aldrig færdig.
Bedste hilsner,
Lise
Hej, Lise
Meget velskrevet tekst. Der er ikke noget, jeg vil have lavet om. De få ord er nok til at kalde underteksten frem.
Fokus er på mandens synsvinkel og hans tanker. Hvorfor er han mindre ulykkelig end Sarah? Jeg har svært ved at tro det, men han mener det jo selv. Er det fordi han er en mand? Var det fordi han var bange, at han ikke tog med ambulancen? Bange for sine egne følelser?
Kh
Marie
Hej Marie
Mange tak for dine ord – de varmer. Hvad angår alle dine spørgsmål, så er det nogen, jeg vil forsøge at besvare på fredag til den anden testopgave. Hm, gad vide, hvilket benspænd vi får. Jeg har nemlig et udkast klar, men det kan jo nå at blive lavet helt om.
Mange tak for dit positive besøg.
Sov godt, når du er klar til det.
Bedste hilsner,
Lise
Kære Lise.
Jeg ved ikke, hvad der er gået galt. Jeg har kommenteret, men???
Det er en frysende fornemmelse, man får når man læser din tekst. Smuk ok kold er den. De to stakkels mennesker, der aldrig mere kan være noget for hinanden. Og de trænger i den grad til varme. Rigtig godt skrevet.
Kh Anni
Hej Anni
Jeg ved sørme heller ikke, hvad der kan have drillet. Men nu er du her, så alt er i orden 🙂
1000 tak for dine flotte ord; de gør mig stolt. Jeg håber, jeg kan levere varen i anden halvdel på fredag.
Hav en rar dag,
Lise
Hej Lise.
Jeg får kuldegysninger når jeg læser din tekst. Sikke nogle billeder og stemninger du får bygget op. Bliver fyldt med sorg ved at opleve den afstand, der kommer mellem de to mennesker………..
Tak fra Lisbeth
Ih, tak for dine ord, Lisbeth. Jeg er glad for, at det kan lade sig gøre at leve sig ind i min txt i den grad. Og ja, den er sørgelig i denne uge.
– Og det er så sandelig mig, der takker!
Bedste hilsner og ønske om en god dag,
Lise
Barsk fortælling! Jeg glæder mig – dvs. glæder er nok et mærkeligt ord her!!! – men det bliver interessant har se/læse, hvorfor vores HP ikke er lige så sønderknust som Sarah.
Godt skrevet 🙂
Hej Helle
Glade tak, det var en dejlig kommentar at få. Ja, vi må se, hvad der sker i næste afsnit – det kommer til at afhænge af benspændet.
Ha’ en god dag,
Lise
Hej Lise. Flot historie, hvor du med få linier har beskrevet en tragedie, der sætter gang i hp’s følelser af skyld og skam.
Hej GENBOE
Velkommen til og tak for din kommentar. Et ord som ‘flot’ tager jeg til mig med stor glæde – mange tak.
Jeg ønsker dig en god dag,
Lise