Opgave 0 – ISBRUD 2

opgave_0Opgave 00

Sarah græd. Hun hulkede ikke, sad bare dér, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun stirrede op på mig uden at blinke, og til sidst flyttede jeg blikket ned til mine fødder. Min smerte var ikke at sammenligne med hendes, og det vidste vi begge. Hun rejste sig fra køkkenstolen og gik ind i soveværelset. Jeg overvejede at følge efter, men orkede det ikke. Døren ind til barneværelset var lukket. Sarah havde siddet derinde, indtil jeg havde tvunget hende ud.

Udenfor hylede vinden, og snefnug kastedes rundt i vildskab. Gardinerne bevægede sig; jeg havde aldrig fået tætnet vinduet, som jeg ellers havde lovet. Det var ligegyldigt nu. Jeg satte mig på den stol, Sarah havde forladt. Den var kold. Jeg begyndte at fryse, og maven sendte sure opstød op i min hals. Hvis bare jeg kunne være lige så sønderknust som hun, ville vi måske kunne snakke sammen.

Ambulancen var kommet med udrykning, men stille kørt igen. Folk var stimlet sammen ved søen, men da vinden tog til, sivede flokken langsomt væk. Sarah kørte med i ambulancen. Det skulle jeg også have gjort. Hvorfor er man først klogere bagefter? Da hun endelig kom hjem, havde hun hans skøjter med.


 Opgave 0, version 2

Jeg havde omfavnet hende. Villet forklare, men der havde ikke været nogen ord. Jeg havde opført mig utilgiveligt. Hvordan skulle vi komme videre herfra?

Jeg rejste mig og hentede en øl i køleskabet og tømte den i dybe slurke. Martin nåede kun at blive syv år. Vi havde tit været på fisketur og også overnattet i det fri. Jeg havde haft den idé, at han skulle blive en rigtig mand. Ligesom mig. Det var sådan, jeg altid havde opfattet mig selv, men nu var jeg ikke så sikker. Hvorfor kunne jeg ikke græde?

Jeg hørte døren til soveværelset blive åbnet. Sarah kom ud. Jeg rejste mig og gik ud i entreen til hende. Ansigtet var forvredet og opsvulmet; jeg kunne næsten ikke kende min elskede. Men blikket hun sendte mig, var det værste; det fik mit tøj til at føles for stort.

“Sarah,” sagde jeg med ru stemme, “jeg er så frygteligt ked af det.” Hun svarede ikke, og gik ud på badeværelset. Jeg hørte låsen glide i hak, da hun drejede nøglen. Mine fingerspidser løb lydløst over årerne i dørens træ. Som jeg stod der, mærkede jeg det smerte i tårekanalerne. Bag døren kunne jeg høre, at hun græd igen.


 

Opgave 0, version 1

Jeg havde omfavnet hende og villet forklare, men der havde ikke været nogen ord. Jeg havde opført mig utilgiveligt. Hvordan skulle vi komme videre herfra?

Jeg rejste mig og hentede en øl i køleskabet og tømte den i dybe slurke. Martin nåede at blive syv år. Vi havde tit været på fisketur og også overnattet i det fri. Jeg havde haft den idé, at han skulle blive en rigtig mand. Ligesom jeg. Det var sådan, jeg altid havde opfattet mig selv, men nu var jeg ikke så sikker. Fraværet af sorgen fik mig til at føle mig amputeret.

Jeg hørte døren til soveværelset blive åbnet. Sarah kom ud. Jeg rejste mig og gik ud i entreen til hende. Ansigtet var forvredet og opsvulmet; jeg kunne næsten ikke kende min elskede. Men blikket hun sendte mig, var det værste. Jeg krympede mig.

“Sarah,” sagde jeg med ru stemme, “jeg er så frygteligt ked af det.” Hun svarede ikke, og gik ud på badeværelset. Jeg hørte låsen glide i hak, da hun drejede nøglen. Mine fingerspidser løb lydløst over årerne i dørens træ. Som jeg stod der, mærkede jeg det smerte i tårekanalerne. Bag døren kunne jeg høre, at hun græd igen.

 

Facebooktwittergoogle_plus

51 Comments

  1. Svar
    HeavenZanny 24. oktober 2014

    Hej søde Lise! (IKKE Livsglæde hihi)

    Han er i det mindste ikke ligeglad med Sarah 🙂 Alle mennesker sørger på hver deres måde – og man kan faktisk ikke sige, hvilken er rigtig, men folk føler bare, at man skal græde… ellers er man ikke rigtig ked af det?! Men det synes jeg, er noget pjat! Og jeg kender godt til det, at det smerter i tårekanalerne, men der kommer ikke nogen tårer – og det er faktisk værre end at græde! Knus fra Zan

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Hej Zan
      Jeg er nu glad for, at du synes, at jeg er mig i denne uge 😉
      Du har læst min txt, som den er tænkt, og det er jeg umådeligt glad for. Det var ikke helt nemt at fortsætte på sidste uges opgave.
      Mange tak for dit besøg. Jeg glæder mig til at læse, hvad du har fundet på.
      Bedste hilsner,
      Lise

  2. Svar
    Livsglæde 24. oktober 2014

    Hej Lise
    Din tekst i sidste uge var sørgelig og jeg troede ikke det kunne blive værre, men nu er det næsten ikke til at holde ud. Når ord mangler og ej heller kan erstattes af fysisk omsorg, så er det galt, meget galt og det er sådan jeg læser din fortælling.
    Uden det på nogen måde er beskrevet, så får jeg en forestilling om, at der kan have været problemer i deres forhold også inden ulykken, jeg tror ikke kun det er et spørgsmål om, hvordan de hver især tackler sorgen.
    Når jeg læser får jeg ikke nogen fornemmelse af, at der er en ‘mellemtid’ jeg læser at de to afsnit ligger i direkte forlængelse af hinanden
    Jeg er bekymret for disse to, godt det bare er fiktion 🙂
    Ligesom jeg = ligesom mig.

    Kh Livsglæde

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Kære Livsglæde. Tak for din kommentar. Du har ret, der er ingen tid mellem de to afsnit. Jeg havde ikke lyst til at ‘forlade’ scenen. Men der kunne faktisk godt have været et tilbageblik, der f.eks. kunne have været brugt til at vise forholdet mellem de to. Hva’ si’r du – tror du, det ville være en hjælp at sende parret til din terapeut? 😉
      Det ‘glæder’ mig, at du synes, jeg har været i stand til at følge op på sidste uges stemning.
      Jeg får lige rettet jeg til mig, tak.
      Bedste hilsner fra
      Lise

  3. Svar
    Bente Astrup 24. oktober 2014

    Hej Lise.
    En trist afslutning på din novelle med to ulykkelige forældre, som ikke kan nå hinanden. Du får mig til at føle med parret. Jeg havde håbet, at der var en dobbelt betydning i titlen “Isbrud”, så de to havde fundet hinanden i sorgen.
    Umiddelbart tænkte jeg, at der havde været en begravelse mellem dine to tekster, men vi er på det første døgn, kan jeg læse i kommentaren. Måske kan du hjælpe mig på vej i teksten.
    Du beskriver situationen meget levende.
    kh
    Bente

  4. Svar
    Helle Tolstoj Balvits 24. oktober 2014

    Hej Lise
    Ååhh, så megen sorg og tristhed. Det er jo ikke til at bære, at de er så langt fra hinanden i sorgen, når de jo i den grad har brug for hinanden.
    Flot fortalt.
    kh. Helle

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Hej Helle
      Mange tak skal du have. Ja, der er dyb sorg og tristhed i spil, og jeg har holdt mig ret pænt til de 2 x 200 ord. Kunne egentlig godt tænke mig at bygge den ud til en novelle efter skole, for Livsglæde har givet mig en idé.
      Tak for visitten og vi ses hos dig.
      Kh. Lise

  5. Svar
    Glenstrup 24. oktober 2014

    Hej Lise

    Der er godt nok et par lukkede døre her, barneværelse, soveværelse, badeværelse. Og så de psykiske.
    For mig som læser er en af de stærkeste sætninger denne her: “Jeg hørte låsen glide i hak, da hun drejede nøglen.” Der kan jeg høre, mærke og føle, hvad der foregår i ham. Det kan jeg i mindre grad med sætninger som: “Jeg krympede mig.” Her er følelsen fortalt og styret af forfatteren, sådan reagerer jeg i hvert fald. Jeg registrerer den, men føler den ikke selv. Og sådan er det for mig med en del af din tekst, hvor der er meget fortalt følelse, oven i købet i lidt tung pluskvamperfektum (før datid). Der er dog så mange fine detaljer og underspillet drama, at det alt i alt fungerer. Jeg er, som du sikkert ved, lidt allergisk overfor psykologisering, vil hellere have følelser råt og uden tyggemærker. Det var så min sikkert afvigende læsning, som jeg dog nød.

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Hej Glenstrup
      Ah, det er altid godt at få en kommentar af dig. Jep, der er masser af lukkede døre, og dem kan man tolke, som man vil – eller helt lade være. Jeg kan godt se, at jeg har lavet en del tell fremfor show. Når teksten har lagret lidt, kan jeg jo prøve, om jeg kan tune den. Jeg er såmænd heller ikke helt vild med før datid, men havde brug for den her i mine 200 ord. Hvis jeg vælger at lave teksten længere, kan jeg jo med fordel lave et mellemstykke, hvor vi faktisk er med Martin og hans far på fisketur. Her ville jeg kunne vise, hvor meget – og om – han holder af drengen.
      Det glæder mig, at du trods alt nød læsningen – så er det jo ikke gået helt galt.
      Bedste hilsner,
      Lise

  6. Svar
    millemoses 24. oktober 2014

    Kære Lise
    Grusom historie, manden der ikke kan græde, men lader alting gå indad. Kender disse knudemænd fra virkelighedens verden. Enten får de kræft eller også går de opløsning i sprit og stoffer. Du skriver meget lige på og hårdt – ingen små puttenuttede følelsesladede romantiske sekvenser her.
    Tak for læsningen.
    mvh mille

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Kære mille
      ‘Lige på og hård’ kan jeg virkelig godt li’. Også din betragtning om knudemænd og puttenuttethed 🙂
      Og så er det da mig der takker for din læsning og besøg!
      Bedste hilsner,
      Lise

  7. Svar
    Børge Lindschouw 24. oktober 2014

    Hi Lise
    Det er jo en barsk men velskrevet historie om både sønens død og et måske smadret forhold.
    Knudemænd og følelser betragter jeg som mand på lige fod med knudekvinder, der gemmer sig og den anden part så skal lege gætteleg mht hvad der reelt foregår.
    Men du lader jo netop ham give udtryk for, hvad han føler – interessant.
    Overskriften forvirrer mig lidt, fordi den minder om forår – havde der været forår i deres ægteskab ville jeg bedre kunne forholde mig til den – velvidende at i historien er det et isgennembrud.
    kh
    Børge

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Hej Børge
      Tak fordi du synes min txt er velskrevet – det er altid dejligt at få at vide. Det er rigtigt, at vi får at vide, hvad min hp føler, herunder at han ikke selv synes, at han føler nok/rigtigt.
      Jeg kan godt se, hvad du mener med overskriften. I den forbindelse tænkte jeg nok ret konkret på, at isen under drengen brød. Det er for sent at lave om på, men vi kan da håbe, at det er fremtiden for parret, hvis de finder ud af at snakke sammen og min hp i øvrigt når ordentligt ind til sine dybeste følelser.
      Bedste hilsner,
      Lise

  8. Svar
    Anne Lilleager 24. oktober 2014

    Hej Lise
    Din historie er godt skrevet og men svær at kommentere, fordi du har skrevet om det værste, der kan overgå et forældrepar.
    Jeg forstår godt manden. Han er sandsynligvis i chok og er endnu i sit sind ikke klar over, hvad der er sket. Du har skrevet det meget troværdigt.

    Bedste hilsner fra Lilleager

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Hej Lilleager
      Tak for din kommentar. Ja, det er det værste, der kan overgå et forældrepar. Og min fornemmelse er også, at manden er i dybt chok.
      Tak, fordi du synes, jeg har skrevet troværdigt.
      Bedste hilsner,
      Lise

  9. Svar
    Jesper Dela Porte Ovesen 24. oktober 2014

    Hej Lise

    For mig er det en spøgelseshistorie. De glider rundt om hinanden som tågevæsener. Alt er trykkende og iskoldt. Et Strindbergdrama lurer. Enkelte konkrete ting, ellers en verden uden substans. Og skøjterne – de er bare forsvundet til sidst lige som drengen.

    De bedste hilsener jesper o

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Hej jesper o
      Strindbergdrama – mange tak for det – en anden en bliver jo ganske stolt 🙂 Tågevæsener og spøgelser.
      Mange tak for dit besøg og din kommentar. Ses hos dig.
      Bedste hilsner,
      Lise

  10. Svar
    Aviaaja 24. oktober 2014

    Kære Lise
    Hvor ville jeg ønske, jeg havde lidt tryllestøv at drysse ud over de to, så de kunne nå hinanden i hver deres ende af sorg og chok. Jeg tror det er meget realistisk, at man kan reagere så forskelligt. Yderligere kommer der så skyldfølelse oveni, ikke bare over tragedien, men også over at man føler sig forkert i forhold til hinanden. Nu ligger synsvinklen jo hos ham, men mon ikke, hun har det på samme måde. Det er så sørgeligt!
    Dit afdæmpede sprog understreger følelserne, det er så godt skrevet!
    En sætning synes jeg er overflødig,:”Fraværet af sorgen fik mig til at føle mig amputeret.” Det bliver efter min mening for meget tell – og vi ved det jo godt gennem din beskrivelse af hans reaktion.
    Tak for denne fine tekst!
    KH Aviaaja

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Kære Aviaaja
      Wow, for en flot kommentar; den er jeg meget glad for. Tak fordi du synes, min txt er realistisk; det opfatter jeg som en stor ros.
      Jeg vil kigge på det der tell, for jeg kan godt se det – oven i købet flere steder, og det kan jeg gøre bedre.
      1000 tak for dit besøg.
      Knus,
      Lise

  11. Svar
    Maybritt OHare 24. oktober 2014

    kære Lise!
    Sikken dog en forfærdelig og trist tekst: først drukner Martin og nu kan forældrene ikke nå hinanden … meget sørgeligt.
    Sproget er gennemgående godt og der er en “guld-vending” her:
    “Jeg hørte låsen glide i hak, da hun drejede nøglen” – det er et meget flot og sigende billede.
    Den her forstår jeg ikke rigtigt:
    “Fraværet af sorgen fik mig til at føle mig amputeret.” – jamen, føler han ingen sorg??? Er det ikke fraværet af tårer, der får ham til at føle sig amputeret?
    Den allerførste sætning er ikke god. Tror, at den ville vinde rigtig meget med et punktum mellem omfavnelsen og forklaringen.
    Mange tak for en tankevækkende omend sørgelig tekst – du kan dit kram, Lise

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Hej søde MOH
      Altså tak for den kommentar! Du har givet mig noget at tænke over. Ang. fravær af sorg er det faktisk et af kernepunkterne, så den ved jeg ikke lige, hvad jeg bør stille op med i forhold til din mening, så den må jeg lige tygge på. Ih, og så synes du, jeg har lavet en guldvending – den var Glenstrup også glad for – det er rent ud sagt lækkert at få at vide.
      Jeg kigger på den første sætning!
      Glade tak for dit besøg.
      Smil fra
      Lise

  12. Svar
    LEONIUS 24. oktober 2014

    Hej Lise,

    det kalder jeg en slutning.
    Du får skrevet sorgen ind fra begge personer, og den er naturligvis voldsom.
    Min opfattelse af situationen er uhyggelig. Hvis jeg var din hp. ville jeg sprænge den låste dør øjeblikkelig. Det der foregår derinde tåler ikke at fortsætte. Hun har mistet sin søn, hun har også mistet den mand hun troede hun havde, hun har intet tilbage.
    En god historie du har skrevet, men hvor er den sørgelig.

    De bedste hilsner

    Le©nius

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Hej Leonius
      Jeg synes også, at min hp skulle sprænge døren, men staklen kan ikke – han er lammet på flere niveauer, kan man sige.
      Tak fordi du synes historien er god, det glæder mig. Også tak fordi, du synes, slutningen holder.
      Bedste hilsner,
      Lise

  13. Svar
    elsems 24. oktober 2014

    Det er da den sørgeligste af alle sørgelige fortællinger. Godt beskrevet. Den første sætning skurer i mine ører. Jeg ville skrive: “Jeg havde omfavnet hende, og jeg ville forklarer, men…”

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Hej elsems
      Tak for dine ord. Ja, den første sætning skal tunes, så det vil jeg få kigget på, tak fordi du så det.
      Gode weekendtanker,
      Lise

  14. Svar
    Jyhark 24. oktober 2014

    Kære Lise

    Selv om det er en rædsom historie, er den rigtig godt fortalt. Jeg kan mærke de to. Jeg bliver vred på hende over, at hun ikke vil dele sorgen med ham, men ekskluderer ham – som de mange lukkede døre og låsen så flot symbolsk viser. Det gør helt ondt i mig, når jeg læser om de smertende tårekanaler. Den stakkels mand har brug for at være sammen med hende i sorgen, så han kan give slip!

    Jeg er også en lille smule forvirret, Lise. Du skriver, at han har opført sig utilgiveligt. Og lidt efter, at han har taget sønnen med på fisketure. Så hvad er det utilgivelige? Har han noget ansvar ift. ulykken?

    Nå, det kan jo være, at du fortæller hele historien på et tidspunkt? Så vil jeg glad komme og læse videre.

    Kh Jyhark

    • Svar
      Lise Hougaard 24. oktober 2014

      Kære Jyhark
      Tak, du har nogle gode pointer, og dem vil jeg tage med mig til min version 2, der så småt er under opsejling. Det glæder mig, at du kan mærke mine mennesker, og at de sætter tanker i gang hos dig.
      Det med utilgiveligt er tænkt fordi, han ikke tog med i ambulancen og ej heller selv kørte efter. Han blev bare hjemme. Det er så mit job at gøre det tydeligere.
      1000 tak for dit input.
      Mange hilsner,
      Lise

  15. Svar
    Sarah 25. oktober 2014

    Kære Lise
    Så gik det lige fra værre til værst, en barsk men god historie.
    De to er vist i en fastlåst situation. Det her tror jeg ikke de kan klare selv. Håber de har noget familie eller nære venner, der kan træde ind ad døren og hjælpe. Hans sorg skal nok komme, tror jeg, han er bare ikke klar endnu.
    Show/tell er der andre der har nævnt, så ikke mere om det.
    Kh
    Sarah

    • Svar
      Lise Hougaard 25. oktober 2014

      Hej Sarah
      Tak for din indlevelse og dine rosende ord. Jeg vil her om lidt kigge lidt på show/tell – det er ikke sådan, når man er nødt til at tage natten til hjælp 😉
      Bedste hilsner,
      Lise

  16. Svar
    Randi Abel 25. oktober 2014

    Kære Lise,
    Du skriver simpelthen så godt. Dine personer er rigtige mennesker, ægte og vedkommende. De to har mere end nogensinde brug for hinanden, men deres forskellige måder at sørge på driver en kile ind imellem dem. I en sådan grad at hun bebrejder ham.
    Jeg fik heller ikke fornemmelsen af et manglende mellemspil, men jeg kan se i en tidligere kommentar, at der heller ikke er noget.
    Kh
    Randi

    • Svar
      Lise Hougaard 25. oktober 2014

      Kære Randi
      Wow, det er flotte ord, det glæder mig, at du synes, at jeg har fået skrevet noget troværdigt. Det er sg* rart, når tingene virker.
      Jeg kommer forbi dig så snart, jeg kan. Er håbløst bagud, så hav tålmodighed med mig.
      Glade hilsner,
      Lise

  17. Svar
    Anita 25. oktober 2014

    Puha Lise, jeg tror på at de nok skal komme videre. Han prøver at åbne op…

    Fint og følsomt skrevet med god indlevelse.
    Kh
    Anita

    • Svar
      Lise Hougaard 25. oktober 2014

      Hej Anita
      Tak for dine ord, de varmer – også tak for din indlevelse.
      Bedste hilsner,
      Lise

  18. Svar
    Nina Sander 25. oktober 2014

    Hej lise

    Det er en fin historie du har skrevet. En af den slags tragedier, jeg altid frygtede som barn. Pas på, når du står på skøjter. Man kan drukne. Jeg tror jeg hørte det, hvar gang vi drog af sted med de nyslebne skøjter i en snor over nakken.
    Live var farligt, man kunne dø af det, og også det tunge ansvar for de mindre søskende eller som her, det lille barn, som var i ens varetægt formår du at give en levende beskrivelse af.
    Jeg har rent fortællemæssigt en anke:
    Du laver nogele spring i tid som 1. dels forsinker handlingen mere end den opklarer 2. del virker mærkeligt ulogiske, for di de er på forskelligt plan for tæt på hinanden..
    Jeg havde omfavnet hende. Villet forklare, men der havde ikke været nogen ord. Jeg havde opført mig utilgiveligt. Hvordan skulle vi komme videre herfra?

    “Jeg rejste mig og hentede en øl i køleskabet og tømte den i dybe slurke. Martin nåede kun at blive syv år. Vi havde tit været på fisketur og også overnattet i det fri. Jeg havde haft den idé, at han skulle blive en rigtig mand. Ligesom mig. Det var sådan, jeg altid havde opfattet mig selv, men nu var jeg ikke så sikker”

    Måske er det slet ikke nødvendigt med så megen forklaring!!
    Men alligevel: Jeg nød læsningen.
    Mvh
    nina(san)

    • Svar
      Lise Hougaard 26. oktober 2014

      Hej Nina
      Tak for din grundige kommentar. Flere har været efter mig med den førdatid, jeg har set mig nødsaget til at bruge, da benspændet sidste uge lagde op til at bruge datid. De to ‘tider’ ligger tæt på hinanden ganske enkelt, fordi der tidsmæssigt ikke er den store afstand.
      Men ved du hvad? Jeg skriver bare teksten om, så den ‘bliver min’. Jeg er nemlig en kvinde, der bedst kan li’ at skrive i nutid. Når det er sagt, vil jeg prøve at gøre indholdet/følelserne mere forskellige, så man mærker en før og efter-ting.
      Mange tak for dit input – det er jeg glad for.
      Bedste hilsner,
      Lise

  19. Svar
    Lissi hilleborg kristiansen 26. oktober 2014

    Hej Lise
    En sørgelig fortælling. Den er velskrevet og medrivende. Og de skal nok komme over det – håber jeg.

    • Svar
      Lise Hougaard 26. oktober 2014

      Hej Lissi
      Mange tak skal du have. Ja, det er ikke godt at vide, hvad der videre sker.
      Mvh. Lise

  20. Svar
    Lisbeth Hartmann 26. oktober 2014

    Hej Lise.
    Tak for en velskrevet og medrivende fortælling.
    “Jeg havde haft den idé, at han skulle blive en rigtig mand. Ligesom mig.”……det er da noget af en erkendelse set i lyset af den tragedie der udspiller sig og måske grunden til at det var den låste dørs træ han berørte med sine fingerspidser og ikke den kvinde han elskede.

    Tak fra Lisbeth

    • Svar
      Lise Hougaard 27. oktober 2014

      Hej Lisbeth
      Tak for medrivende og velskrevet; det er ord, der glæder mig. Jeg har lyst til at skrive videre på historien for at se, hvad der sker. Jeg må nu nok hellere bruge tiden på at kommentere, for jeg er frygteligt bagud 🙂
      Mange tak for besøget.
      Bedste hilsner,
      Lise

  21. Svar
    Ella Juel Clausen 27. oktober 2014

    Hej Lise Hougaard,
    Måske har du set mystiske forekomster lige efter offentliggørelse af episode 0? Jeg trykkede ind på Livsglædes adresse, men kom ind på din side. Kommenterede med et “Kære Livsglæde” … Men historien var altså din, og jeg har aktiveret “skriv kommentar” ??? Min kommentar er ingen steds at finde, og det er jo for så vist også ok. Det er bare underligt, at sådan noget kan ske. Måske står den på en helt anden side!!
    Jeg har læst din sørgelige historie om den lille skøjteløberdreng, om forældrene som bare ikke kan finde sammen i en fælles sorg. Om at bebrejde hinanden i deres tankeunivers, for “døden må have en årsag”. En eller anden film vedr. lignende emne svæver rundt et sted i mit hoved, husker bare ikke lige hvilken.
    Men det er jo bare så forfærdeligt når sådan en ulykke sker.
    Hilsen Ella

    • Svar
      Lise Hougaard 27. oktober 2014

      Hej Ella
      Ja, det var da yderst mystisk – dog skete det også for Zan (at hun kaldte mig Livsglæde). Måske stod Livsglædes og mit link lige op og ned ad hinanden? Dog forstår jeg ikke, at din kommentar så ikke er fremkommet. Underligt!
      Men nu er du her 🙂 Jeg tager det som en cadeau, at du lever dig så meget ind i min lille tekst, tak for det.
      Vi ses hos dig – er lidt bagefter, men jeg kommer skam 🙂
      Bedste hilsner,
      Lise

  22. Svar
    Robert Mørk Tindholm 27. oktober 2014

    En meget stærk fortælling, som ikke glider væk og forsvinder bare fordi man lukker din side ned. Den har sat sig fast, og jeg mærker dens klør i min nakke, når jeg rejser mig op. Jeg må lige have mig en kop kaffe, en god stærk en, og så måske læse din lille novelle igen.

    • Svar
      Lise Hougaard 27. oktober 2014

      Hej Robert
      Uh, mange tak for dine ord og undskyld, at jeg har påvirket dig så voldsomt. Ja, det er en trist historie, jeg har disket op med, men den ville altså være sådan.
      Vi ses hos dig så hurtigt, jeg kan.
      Bedste hilsner,
      Lise

  23. Svar
    Amanda Gyldenlyng 27. oktober 2014

    Der er mange måder at sørge på – og den her arme mands måde virker så troværdig.
    Din historie er virkelig godt fortalt. Det er version 2, jeg forholder mig til. Har skimmet version 1 og dine ændringer er fine.
    Bare en eller anden ville træde ind af døren og få snakket med de her dybt ulykkelige forældre,
    Historien hænger fint sammen – og der kunne sagtens være et mellemstykke.

    Opgaven er fornemt løst.

    Vh. Amanda

    • Svar
      Lise Hougaard 28. oktober 2014

      Wow, Amanda, det var flotte ord. Jeg kunne godt tænke mig at lave en hel novelle ud af det, men nu ser vi.
      Det glæder mig, at du kan leve dig ind i mine personer. Mange tak for dit besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  24. Svar
    LarsHW 28. oktober 2014

    Hej Lise,

    lige så god som starten af historien. Og lige så sørgeligt som hos mig.
    Virkeligt godt – er enig med Amanda, synes dog ikke der skal være nogen mellemstykker – det fungerer perfekt.

    Lars

    • Svar
      Lise Hougaard 28. oktober 2014

      Hej Lars
      Ih tak, dine ord glæder mig. Som jeg skrev til Amanda, kunne jeg faktisk godt tænke mig at lave en hel novelle ud af det, for jeg kunne da godt tænke mig at vide, hvad der videre sker 😉
      Tak for dit besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

  25. Svar
    Dorte Folkmann 30. oktober 2014

    Kære Lise.
    Det er lige sådan en historie hvor jeg får lyst til at sukke og sige: Godt det bare er en historie.
    For det er jo så trist som det kan være. At miste et barn er forfærdeligt, værre, tror jeg, end noget man kan forestille sig. Moren gør det helt rigtige. Hun handler og hun græder. Låser sig inde og græder løs. Men manden kan ingenting. Ikke græde, ikke trøste, ikke finde ind til sin kone – og en mand, der ingenting kan, forsvinder for sig selv.
    Jeg vil jo gerne tro på at de kan finde hinanden igen. At moren kommer ud fra badeværelset og samler ham op, så de kan få snakket sammen, men den mulighed antyder du ikke? Så er der ikke megen fremtid i sigte.
    Hulens godt skrevet. Du har mig som læser i din hule hånd og jeg køber hvert et ord.
    Underligt at skulle kalde det en flot tekst når den nu er så trist, men det er det altså alligevel.
    kh dorte

    • Svar
      Lise Hougaard 30. oktober 2014

      Kære Dorte
      Ja, godt det kun er en historie. Og du har ret i, at der ikke er den mindste åbning, der kunne antyde, at parret har en fremtid sammen. Hvis jeg havde mere end 400 ord, kunne der måske ske en ændring …
      Tak fordi du købte hvert et ord. Større ros kan en forfatter ikke ønske sig!
      Bedste hilsner,
      Lise

  26. Svar
    Marie 31. oktober 2014

    Kære Lise
    Jeg synes, du har formået at skabe sympati med den far, men det er jo også fra hans synsvinkel, vi læser.
    To forskellige reaktioner har vi, og manden ved muligvis slet ikke, at han reagerer på den måde, fordi han har fået et chok. Kvinden ved det heller ikke.
    Jeg har ikke så meget at tilføje til de øvrige kommentarer.
    Min tanke i forbindelse med manden er også, at dette er et vendepunkt i hans liv. Han har hidtil været en umoden mand, som mente, han var en rigtig mand, og det har han fokuseret på i sit forhold til sønnen. Altså lidt overfladisk. Nu vågner han brat op til den erkendelse.
    Havde han været en anden slags mand, som fokuserede på nær kontakt med sin søn, havde hans reaktion måske været anderledes.
    Kh
    Marie

    • Svar
      Lise Hougaard 31. oktober 2014

      Hej Marie
      Jeg synes, du kommer med rigtig gode betragtninger, og dem vil jeg have med mig, når jeg på et tidspunkt får tid til at udbygget teksten. Det synes jeg faktisk den fortjener. Du har hjulpet mig godt på vej 🙂
      Tak for det og i det hele taget tak for dit besøg.
      Bedste hilsner,
      Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *