I morgen

Jeg VIL ikke tænke på i morgen, men kan ikke lade være. De har sagt, at jeg vil blive ført ud på pladsen ved daggry, og at jeg forinden skal tale med præsten. Min sidste chance, kalder de det. Hvad skal jeg sige til ham? Endnu en gang bedyre min uskyld? Jeg ved, at han vil sidde og glo på mig med sine små stikkende øjne, mens den lyserøde tunge vil fugte læberne igen og igen. Han vil med garanti tænke på de andre gange, vi har været alene, og hvor han har holdt mig nede, mens han voldtog mig. I Guds navn. Hans private lille fest. Vagterne var hver gang ligeglad med mine skrig. Tanken om at skulle sidde sammen med ham i morgengryet på min allersidste dag på denne jord er værre end tanken om den rensende ild, som de kalder den. I morgen vil jeg nok tænke anderledes. Mon jeg vil skrige, når flammerne slikker op omkring min krop? Kan jeg undgå det? Jeg håber, min mand vil holde børnene borte; de skal ikke se deres mor komme af dage. Det er slemt nok, at de skal vokse op som børn af en heks. Hvordan mon deres fremtid vil forme sig? Vil de flytte bort fra egnen, når de bliver gamle nok? Jeg håber, at de kan ryste fortiden af sig. Jeg håber også, at min fornuftige Tobias glemmer, hvordan man helbreder en ko med trommesyge, og at lille Line holder op med at samle urter. Jeg begræder, hvad jeg har lært dem. Gid deres far vil vejlede dem godt. Snart bliver det mørkt. Så kan jeg sidde hele natten med alle de tanker, der både vil og ikke vil tænkes.

Natten er blevet gammel. Jeg hører skridt uden for min celle. Slæbende fødder mod de fedtede sten. Jeg kender de skridt. Nøgler klirrer. Jeg vender ansigtet mod det lille højtsiddende vindue med tremmer og ranker ryggen. Fuldmånen lyser stadig op på himlen; snart må den vige for daggryet. Der er ikke en vind, og sommeren har fået sit tag i landet. Det ville have været en perfekt nat at indsamle remedier til mit apotek. Jeg har ikke lukket et øje, men føler mig alligevel rolig og sært veltilpas. Bag mig knirker døren på sine hængsler. Jeg trækker vejret dybt og vender mig. Dér står præsten med sin krave og hænderne foldet om Biblen.
“Ja, Anne Hansdatter, så er din sidste dag kommet. Er der noget, du vil bekende i den anledning, så du kan gå med Gud i stedet for Djævelen?” Hans stemme lyder kunstig i sin højtidelighed. Døren ud til gangen er stadig åben, og jeg kan se to vagter. De venter på at føre mig ud.
“Nej præst, jeg har intet at sige dig. Jeg er klar.”
“Tænk dig nu om – dette er din sidste mulighed for at undgå den evige ild.”
“Jeg er ikke bange, for jeg ved, at jeg intet forkert har gjort. Du, derimod, bør frygte din død, for vi kender begge til dine synder.” Den ene vagt klukker, og præsten vender sig hurtigt og skubber døren til.
“Jeg har aldrig tvivlet på, at Djævelen har sat sit mærke på dig, kvinde. Du fortjener din straf!” Han taler med lav stemme, og hans øjne er smalle af had. Jeg trækker vejret dybt og taler langsomt:
“Du har ret, jeg er ganske rigtigt en mærket kvinde, men det skyldes dine natlige besøg i min celle. Jeg er mærket i mit skød. Kun ild kan rense mig nu.” Jeg betragter præsten, der går uroligt omkring og fortsætter:
“Men hvad med dig, præst – hvordan skal du få din frelse? Du har horet med en heks – du har dyppet din manddom i selveste Djævelens åndehul. Snart vil den blive sort og falde af, ved du nok.” Han standser sin vandring og stirrer på mig. Så åbner han munden, men der kommer ingen lyde ud. Frygten lyser ud ad hans øjne. Jeg begynder at smile.
“FØR HEKSEN BORT!” skriger han pludselig, og døren går op. Vagterne griber mig. Jeg følger villigt med, mens jeg ler og ler.

De binder mig til en stige, der bliver lagt op ad det utændte bål. Under mine fødder lægger de halm og småt brænde. Mit hår er faldet ned i panden, så jeg kan ikke se, hvem der er mødt op til afbrændingen. Min skræk er at se min familie, men det er samtidig også mit største ønske at lægge øjne på mine elskede en sidste gang. Jeg vil så gerne fortælle, at de er de vigtigste mennesker i mit liv og betyder alt. Jeg savner at mærke min mands skægstubbe mod min kind og den søde duft af mine yndige og kloge børn i min næse. Følelsen af at være ene og alene er næsten ikke til at bære. Tanken om den kommende smerte er intet at regne imod den. Ud ad øjenkrogen ser jeg himlen glimte, og kort efter lyder en rumlen. Solens opstigning er blevet gemt bag et tykt lag skyer. Jeg snuser ind og lugter regn. Det begynder at blæse, og vinden trækker gåsehuden på mine arme frem. Snart skal jeg svede og svide, men det er min krop ligeglad med. Jeg fryser. Sommeren er på ingen tid blevet forvandlet til efterår. Præsten kommer ud på pladsen og rømmer sig:
“Anne Hansdatter, du er blevet dømt skyldig. Du har gennem dit mangeårige virke valgt at følge Djævelens brede vej og ladet hånt om Vorherres smalle sti. For det skal du i dag lade livet.” Han hæver sine arme. “LAD HEKSEN BRÆNDE!” Bødlen træder hen til bålet med sin fakkel. I det samme begynder det at regne. Ikke bare dråber, men en uendelig strøm at våde baner. Bødlens ild går ud. Folk løber omkring for at finde læ. Præsten råber, at de skal blive, for det er vigtigt, at der er mange vidner til min snarlige død. Det bliver ved med at regne. Vandet hamrer ned fra en svanger himmel. Det virker som om, det kan regne i en uendelighed. Bødlen, præsten og nogle flere mænd står og diskuterer, hvad de skal gøre ved mig. Jeg kan høre vrede ord fra præsten. Han går væk med lange skridt, og vagterne tager mig ned fra bålet. Med mine frie hænder fjerner jeg håret fra mit ansigt. Folk er forsvundet. Tilbage står kun en lille våd pige med hænderne på ryggen. Min elskede Line. Mit hjerte svulmer ved synet. Jeg følger hende med øjnene så længe, jeg kan. Hun rører sig ikke ud af stedet.

Jeg bliver smidt ind i min celle og slår mig, da jeg rammer den sparsomme halm på jordgulvet. Jeg er gennemblødt og ryster af kulde. Jeg skraber så meget halm sammen som muligt for at varme mig. Da er det, at jeg finder den. En lille stofpose. Jeg betragter den nøje i det svage lys, men der er slet ingen tvivl. Den er gjort af Lines gamle kjole. Hvordan er posen havnet her? Mit blik falder på vinduet. Jeg binder knuden op og snuser til indholdet og begynder at smile. Min kloge pige. Nu vil der ikke blive nogen ‘I morgen’.

Facebooktwittergoogle_plus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *