Istid

SkøjterSarah græder. Hun hulker ikke, sidder bare dér, mens tårerne triller ned ad kinderne. Køkkenlampens lys falder i en cirkel på bordet og sætter salt og peber i centrum. Hun stirrer op på mig uden at blinke, og til sidst låser jeg blikket fast til mine fødder. Jeg kan ikke sætte mig overfor hende. Min smerte er ikke at sammenligne med hendes, og det kan jeg se i hendes øjne, at hun ved. Hun rejser sig fra køkkenstolen og går ind i soveværelset. Jeg overvejer at følge efter, men orker det ikke. Døren ind til barneværelset er lukket. Sarah har siddet derinde, indtil jeg trak hende ud for lidt siden.
Jeg står og kigger ud ad den sprossede rude. Udenfor hyler vinden, og snefnug kastes rundt i vildskab. Gardinerne bevæger sig; jeg har aldrig fået tætnet vinduet, som jeg ellers har lovet. Det er ligegyldigt nu. Jeg sætter mig på den stol, Sarah har forladt. Den er kold. Jeg begynder at fryse, og maven sender sure opstød op i min hals. Hvis bare jeg kunne være lige så sønderknust som hun, ville vi måske kunne snakke sammen.

Ambulancen var kommet med udrykning, men stille kørt igen. Folk var stimlet sammen ved søen, men da vinden tog til, sivede flokken langsomt væk. Sarah kørte med i ambulancen. Det skulle jeg også have gjort. Hvorfor er man først klogere bagefter? Da hun endelig kom hjem, havde hun hans skøjter med. Jeg omfavnede hende. Ville forklare mit fravær, men der var ikke nogen ord. Jeg havde opført mig utilgiveligt. Hvordan skulle vi komme videre herfra?

Jeg rejser mig og henter en øl i køleskabet og tømmer den i dybe slurke. Martin nåede kun at blive syv år. Vi havde tit været på fisketur og også overnattet i det fri. Jeg havde haft den idé, at han skulle blive en rigtig mand. Ligesom mig. Det var sådan, jeg altid havde opfattet mig selv, men nu er jeg ikke så sikker. Hvorfor kan jeg ikke græde?
Jeg hører døren til soveværelset blive åbnet. Sarah kommer ud. Jeg rejser mig og går ud i entreen til hende. Ansigtet er forvredet og opsvulmet; jeg kan næsten ikke kende min elskede. Men blikket hun sender mig, er det værste; det får mit tøj til at føles for stort. “Sarah,” siger jeg med ru stemme, “jeg er så frygteligt ked af det.” Hun svarer ikke, og går ud på badeværelset. Jeg hører låsen glide i hak, da hun drejer nøglen. Mine fingerspidser løber lydløst over årerne i dørens træ. Som jeg står der, mærker jeg det smerte i tårekanalerne. Bag døren kan jeg høre, at hun græder igen. Jeg tror, hun græder for to.


Billedet er fra wikimedia og er tager af Cliff

Original: http://commons.wikimedia.org/wiki/File:Bobby_Orr_Skates_1970.jpg?uselang=da

Licens: http://creativecommons.org/licenses/by/2.0/deed.da

Billedet er modificeret af mig

Facebooktwittergoogle_plus

2 Comments

  1. Svar
    Børge Lindschouw 30. oktober 2014

    Hi Lise
    Godt at se din fine sørgelige historie i sammenhæng – glæder mig til den ny på fredag.
    kh
    Børge

    • Svar
      Lise Hougaard 30. oktober 2014

      Tak, Børge. Jeg glæder mig også til den nye udfordring, vi skal tumle med.
      – Og tak for dit besøg!
      Kh. Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *