Anders, dag 6 – tirsdag

Anders, da 6 - tirsdagBruseren sender hårde stråler ned på den del af issen, der er tyndhåret. Jeg flytter mig lidt, så de i stedet rammer ryggen. Jeg vasker mig grundigt i armhuler og skridt. I dag vælger jeg den elektriske barbermaskine, selvom den har en tendens til at trække hårdt i nogle af skægstubbene. Jeg tør ikke bruge skraberen. Jeg er sulten og beslutter mig for at hente et par smurte rundstykker; jeg skal alligevel have fat i en pose øl. Tanken om at skulle ud ad døren er af en eller anden grund ikke så slem i dag. Hvorfor ved jeg ikke, og min hjerne er for træg til at tænke for meget over det. Mon jeg kan skrive i dag? Trods tørst og sult sætter jeg mig ved sofabordet og prøver.

*

De fængslede Anders. Jeg besøgte ham ikke. En tid overvejede jeg det, men som uger, måneder og år forsvandt, blev den dårlige samvittighed lille nok. Desuden var jeg begyndt at se Eva. Først mødtes vi tilfældigt. Senere lavede vi caféaftaler; for det meste i dagtimerne, hvor børnene var i institution. Det gjorde på en måde vores møder en smule fordækte, men så slap hun da for at forklare børnene, hvem jeg var. Det var sikkert et klogt valg, for de så jo deres far fra tid til anden. Jeg drømte om, at hun en dag ville ligge i min seng, men turde hverken sige eller gøre noget. Måske ventede jeg på et signal fra hende? Det kom aldrig. I stedet talte hun ofte om Anders, og hvor meget børnene savnede ham. Hendes eget savn kom hun ikke ind på, men jeg kunne se det i hendes øjne og også læse mellem linjerne. Der var ingen tvivl om, at han var hendes livs kærlighed, ligesom hun var min. Det var vel ret beset et trekantsdrama, selvom jeg nu nok syntes, at det var et lige lovlig voldsomt udtryk for vores situation. Vi gjorde jo ikke andet end at tale sammen som gamle venner.

En dag begyndte Eva at fortælle om sin indlæggelse. Om, hvordan det havde været at leve i et lille pseudosamfund, som hun kaldte det. Faste spisetider, kedsomheden, de sporadiske samtaler med lægerne. Hun gjorde det på en uvedkommende måde; nærmest som om hun talte om en anden. Jeg sagde ikke noget, men lod hende bare fortælle, for jeg fornemmede, at hun ellers ville klappe i. I begyndelsen havde hendes liv hængt i en tynd tråd. Ingen vidste om hun ville overleve, og om hun i givet fald ville have taget skade.

“Men så skete der noget vidunderligt,” fortalte hun. “Et bud kom med en fantastisk buket. Det var som om farverne gav en kontrast til alt det mørke i mig og alt det hvide omkring mig. Det var første gang, Anders gav mig blomster. Det var præcis det tidspunkt, jeg besluttede, at livet alligevel var værd at leve.”

Min stemme var væk, men jeg lagde ansigtet i noget, jeg mente var passende folder. Senere tænkte jeg igen og igen, at jeg havde forpasset en stor chance, men hun virkede så lykkelig, at jeg ikke kunne få over mit hjerte at fortælle hende sandheden. Hun skulle have lov at beholde sit minde og sit håb. Det virkede rigtigst.

En dag fortalte den ældste søn, Simon, sin far, at ‘Mor har en ven, der hedder Peter’. Efter da afbrød Eva vores platoniske forbindelse, og jeg forstod, at hun altid ville være der for Anders. Senere fandt jeg ud af, at hun var flyttet væk fra byen. Var det på grund af mig?

*

Jeg lægger langsomt kuglepennen fra mig. Følelsen af tab og ensomhed overvælder mig. Jeg går ind i soveværelset og stirrer på sengen. Mit sengetøj lugter stadig af kvinden. Parfume og en snert af kødpølse. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt det er godt eller skidt. Det er et bevis på, at her har været et andet menneske. En del af mig ønsker at bevare lugten, mens en anden helst vil skifte sengetøjet. Jeg lader det være som det er, for jeg har alligevel ikke noget rent, jeg kan lægge på.

Senere vil jeg helt bestemt tjekke, om der er ledigt i vaskekælderen. Tror jeg. Da jeg kommer ud i solen og ser byggepladsen på vej til købmanden, går det op for mig, at jeg slet ikke har lagt mærke til piloteringsmaskinen i dag. Man kan vænne sig til meget.

 

Facebooktwittergoogle_plus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *