Anders, dag 5 – mandag

blyant-polaMit hoved gør ondt. Piloteringsmaskinen hamrer løs igen; det må være blevet blevet mandag. Mine nyrer gør også ondt. Jeg ligger på sofaen med alt mit tøj på. Foran på skjorten er der en skorpet plamage, der stinker. Min ene hånd stinker også. Jeg kan ikke huske, det blev mørkt. Hvordan kom jeg hjem? Mine ben vil dårligt bære mig ud på toilettet, og idet jeg går forbi soveværelsets åbne dør, hører jeg en let snorken. Hvad i hede hule helvede sker der her? Men jeg må ud at brække mig først. Der kommer kun noget bittert stads op, men det hjælper alligevel lidt. Skjorten er svær at knappe op, fordi mine hænder ryster. Jeg flår den fra hinanden. Knapperne springer rundt på gulvet og laver små plastiklyde. Jeg trænger til et bad, men gyser ved tanken om at mærke vandet på min krop. I stedet tager jeg den revnede sæbe på håndvasken og vasker hænderne, så de bliver røde. Jeg skal have fat i noget andet tøj, men er ikke klar til at gå ind i soveværelset. Jeg finder en t-shirt i den overfyldte vasketøjskurv. På listefødder går jeg ud i køkkenet og smider den beskidte skjorte i skraldespanden. Nu kan jeg ikke høre nogen snorken. Er han  vågen? Eller hun? Jeg kigger forsigtigt derind. En nøgen kvinde sidder og klør sig i håret. Hun er enorm. Fedtet vælter ud over det hele. Mit blik fejer ufrivilligt hen over hendes kæmpe hængepatter. Hun virker let bekendt.

“Hvad glor du på?” spørger hun og rækker ud efter sin bluse. Jeg skynder mig at vende ryggen til. Det er længe siden, at der har ligget en kvinde i min seng. Jeg undrer mig over, at jeg så har ligget på sofaen; har jeg været galant eller bare syg? Odds’ene peger på det sidste, og jeg tror alligevel ikke, at jeg er til noget mere. Jeg vil gerne spørge, hvem hun er, og hvordan hun er havnet her, men tungen har klistret sig fast i ganen. Jeg går ud og tager et glas vand. Glasset klikker mod mine tænder. Er hun mon også tørstig? Jeg tager et rent glas og fylder det med koldt vand, men inden jeg kan nå at tilbyde det, hører jeg entredøren smække. Hun er gået. Jeg har aldrig set hende før og tvivler på, at jeg ser hende igen.

 

Jeg tømmer glasset. Det kolde vand er som eliksir og kvikker mig op. Nu er jeg klar til en øl, men jeg finder ikke andet end tomme flasker. Måske står der en sjat på sofabordet? Jo, der er en bundskraber. Jeg drikker det halve og bøvser. Jeg får halsbrand. Pludselig ser jeg, at min blok ligger i vindueskarmen. Jeg går derhen. Den er slået op på det afsnit, der handler om mødet mellem Eva og Anders. Min mave reagerer, og jeg ved, at det er en blanding af raseri og kvalme. Har kællingen læst det? Jeg smider blokken fra mig. En masse sider river sig løs og breder sig i en svævende vifte, inden de hulter til bulter lægger sig til hvile på gulvet. Jeg kaster mig på knæ. Siderne er ikke nummererede, og jeg kan ikke bære tanken om, at der er gået kludder i rækkefølgen. Jeg samler det hele op og lægger det i en bunke på sofaen. Jeg drikker resten af ølsjatten, tømmer bordet for flasker og henter en klud til ølringene, inden jeg går i gang med sorteringsarbejdet. Det tager en krig, og jeg sveder. Kuglepennen ligger også i vindueskarmen. Det undrer jeg mig lidt over. Nederst i højre hjørne skriver jeg sidetal på. Der er mange sider. Da jeg når til den sidste, står der:

‘Jeg har fundet Eva.’ Håndskriften sejler, men den er helt sikkert min. Kvalmen vender tilbage. Nej, jeg kan simpelthen ikke skrive om hende i dag; jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt på i går. Faktisk føles det, som om jeg aldrig kan skrive igen. Jeg overvejer at købe en flaske vodka, men beslutter at holde mig til øl. Bare lige til at blive repareret på.

Nede hos købmanden ændrer jeg min beslutning og stiller vodkaen på disken. Så ved jeg da, hvad jeg skal få resten af dagen til at gå med.

 

Facebooktwittergoogle_plus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *