Anders, dag 4 – søndag

blyant-polaMorgenlyset vækker mig; jeg har glemt at lukket persiennen. Jeg har alligevel sovet og føler mig bedre tilpas. Ude i køkkenet sætter jeg en gryde med vand på komfuret og laver kaffe på gammeldags manér. Den bliver for stærk, men jeg tager den alligevel med ind i stuen. Sofaen er lunet af solen, og det føles behageligt mod mine nøgne lår. Men så falder mit blik på skuffen. Kaffen smager pludselig dobbelt så bittert. Jeg sætter koppen fra mig og begraver ansigtet i mine hænder. Tårerne kommer ikke. Jeg kan lige så godt fortsætte. Jeg åbner skuffen og tager bunken op, og i min næsten nøgne tilstand skriver jeg videre.

Med Eva ude af billedet, blev venskabet med Anders på en måde endnu vigtigere. Og lettere. Stærkt som i vores barndom. Nu måtte det da endegyldigt være slut mellem dem, men jeg spurgte ikke ind til det. Sådan tænkte jeg i hvert fald den første tid. Mine egne drømme og forhåbninger forsøgte fra tid til anden at folde sig ud, men jeg stækkede dem altid. For første gang siden jeg mødte Eva, lykkedes det. Næsten.

En dag tog Anders og jeg om på Tyren. Der var ikke mange gæster. Bartenderen sad på en stol og zappede mellem radioens stationer. Vi bestilte to øl. Han gloede på os i flere sekunder, inden han langsomt rejste sig. Øllerne blev sat så hårdt ned foran os, at de skummede over. Vi var tydeligvis kommet til ulejlighed. Anders rettede sig og trak vejret dybt ind, men jeg puffede hurtigt til ham. Han kiggede på mig og satte flasken for munden. Vi plejede at have meget at snakke om, men i dag var det af en eller anden grund svært at komme i gang. Døren gik op, og nogle visne blade blæste ind. Der kom en ny gæst, og flere par øjne fulgte ham, mens han fik bakset med stok og dør. Ingen rejste sig for at hjælpe; heller ikke jeg. Langsomt nærmede han sig baren.

“Bare giv mig det sædvanlige, tak,” sagde han og humpede ned mod et af bordene.

“Kun mod kontant, Svendsen,” sagde bartenderen surt. Manden sukkede og tog sin tegnebog frem. “Jeg har penge i dag,” sagde han og viftede med et par sedler.

Anders rettede ryggen med et sæt og spærrede øjnene op. Han vendte sig langsomt. Automatisk vendte jeg mig også for at kigge.

“Hvad glor I på?” spurgte den fremmede. Og så genkendte jeg ham. Årene skrælledes af hans rynkede ansigt, og bragte minderne om matematiktimerne tilbage. Anders begyndte at ryste, og jeg nåede kun lige at tænke, at jeg måtte få ham ud i en fart. Barstolen var ikke færdig med at vælte, før han var over Svendsen, som kun nåede at blinke, inden Anders knaldede sin halvtomme flaske mod kanten af bordet. Ølsprøjt ramte mig, selvom jeg sad flere meter væk. Han holdt om flaskehalsen og stak de skarpe kanter op under Svendsens næse. Med den anden hånd tog han et solidt greb i hans kravetøj.

“Du… din…,” Anders gik i stå. Hans øjne var blevet sorte og stod i voldsom kontrast til det hvide ansigt. Jeg turde ikke trække vejret. Han spyttede, og klatten ramte Svendsen midt i ansigtet. Langsomt sænkede han flasken og slap ham. Svendsen tørrede sig med jakkeærmet og rettede på sit tøj. Han så underligt upåvirket ud. Anders vendte sig mod mig. Han så til gengæld ud, som om han skulle kaste op.

“Nå, der tabte mors lille dengse nok modet, hva’? Nøjagtigt som dengang,” kom det fra bordet. I ét nu vendte Anders sig om. Flasken huggede gennem luften og en tyk streg tegnedes på Svendsens kind. Stregen blev hurtigt bredere og blodet begyndte at fosse. Anders smed flasken fra sig og lod de bare næver regne ned over den gamle mand. Da han væltede ned på gulvet, fortsatte Anders med at sparke, indtil bartenderen og jeg endelig endelig fik hevet ham væk. Der kom vilde lyde ud ad hans mund, og det varede lidt, inden jeg kunne genkende det som gråd. Det gik op for mig, at jeg aldrig havde hørt ham græde.

Svendsen blev hentet af en ambulance, og politiet tog Anders med. Jeg stod alene tilbage og følte, at jeg burde gøre et eller andet. Da politiet afhørte mig, kom jeg i tanker om, at jeg måske alligevel kunne gøre noget. Fortælle om matematiktimerne. I sidste øjeblik valgte jeg dog til at holde mund, for det havde Anders altid selv gjort. Jeg vidste jo alligevel heller ingenting, når det kom til stykket. Han fik fem år.

Jeg fryser, selvom stuen for længst er varmet op af solen. Kaffen er kold mod mine læber, men jeg drikker den alligevel. Havde det været en øl, ville den have føltes lunken. I køleskabet ligger der fem øl, og et forventningsfuld gib drejer min mave. Jeg skal pludselig på toilet, og det skal gå stærkt. Bagefter knurrer maven, og jeg ved, at det er efter mad. Jeg knapper dagens første øl op. To minutter og en bøvs senere, rækker jeg ud efter den næste. De virker hurtigt, og musklerne i mine skuldre slappes et øjeblik. Jeg får den idé, at jeg måske kan skrive om Eva, hvis jeg er halvt bedøvet. Bunken af papirer foran mig er enorm. Jeg kan ikke fatte, at jeg har skrevet alt det. Små elektroner suser rundt i min krop, og jeg kan ikke sidde stille. Jeg tager endnu en øl og derefter et bad, men det hjælper ikke på min uro.  I soveværelset ligger tøjet fra i går på en stol og sokkerne er samlet, så de ikke bliver væk fra hinanden. Et par. Et perfekt match. Jeg vil have rent tøj på, selvom jeg snart ikke har mere tilbage. I bunden af klædeskabet finder jeg til min overraskelse en helt ny skjorte, der aldrig har været pakket ud. Jeg kan svagt huske, at jeg har gemt den til pæn brug. Og hvornår skulle det være? Jeg pakker den ud og tager den på. Den er for stor, men jeg stikker den bare i cowboybukserne og undlader at knappe den i halsen. Jeg føler mig stadig urolig, og efter den sidste øl beslutter jeg for en gangs skyld at gå ned i parken til de andre.

Facebooktwittergoogle_plus

2 Comments

  1. Svar
    Lilian Steenfat 28. september 2014

    Kære Lise
    Undskyld, at jeg først skriver nu, lige inden den næste udgivelse kommer.
    Det er selvfølgelig fuldstændig utopi, men jeg kunne altså ikke lade være med at komme til at tænke på Hjorten.
    Du er hurtig til at drage konklusioner. F.eks.: “Han fik 5 år”, det virker nogen gange lidt brat, men du forstår at holde læseren fanget. Jeg venter spændt på næste afsnit.
    Kærlig hilsen Lilian

    • Svar
      Lise Hougaard 28. september 2014

      Hej Lilian
      Dejligt at hilse på dig igen – du er savnet.
      Det er ikke Hjorten, der er udgangspunktet, men jeg forstår, hvorfor du tænker sådan.
      Du har sikkert ret i, at jeg var lidt hurtig til at fortælle, at Anders fik 5 år, men sådan faldt det altså. Så vidt jeg er orienteret, er det en hård straf, og det var det, jeg sigtede efter, da han ikke ville ind på formildende omstændigheder.
      Tak fordi, du alligevel var fanget!!!!
      Fortsat god søndag.
      Kh. Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *