Anders, dag 3 – lørdag

blyant-pola(3. del)

Dag 3

I dag vil jeg forsøge at få skrevet det sidste. Jeg har ryddet spisebordet, så jeg kan komme til at sidde bedre. I går købte jeg en ny blok og tre kuglepenne. De skriver alle sort, og det er den farve, jeg bedst kan lide. Også i dag har jeg været i bad, men da jeg er løbet tør for rene skjorter, har jeg taget til takke med en t-shirt. Den er hvid og understreger derfor mit nye hygiejniske niveau. Jeg sætter mig ved bordet og lægger mærke til et fravær. Hvordan kan man lægge mærke til noget, når det netop ikke er der? Det lyder som noget værre vrøvl, men er ikke desto mindre min øjeblikkelige virkelighed. Det er piloteringsmaskinen, der er stille. Det går op for mig, at det er lørdag. For at modvirke al den stilhed tænder jeg radioen i håb om at høre noget let musik. Men det er nyhederne, jeg får tunet ind på. Og mig, der slet ikke er færdig med de gamle. Jeg slukker radioen igen.

Jeg flyttede til en anden by. En lille flække, hvor min bistandshjælp kunne række til en lejlighed på 46 kvadratmeter. Mine forældre gjorde, hvad de kunne for at overtale mig til at blive boende i nærheden af dem, men jeg måtte simpelthen væk, og det skulle gå stærkt, hvis jeg skulle overleve. Det var sådan, jeg havde det. Min far stuvede mit gamle TV og min adskilte seng ind i en varebil, han havde lånt. Skrivebordet behøvede vi ikke at skille ad. Der var også en sæk med mit tøj og en anden med min dyne og pude. Hertil kom kaffemaskinen. Mine ejendele fyldte ikke meget. Mor supplerede med en papkasse med potter og pander og en anden med madvarer, så jeg havde ‘lidt at starte på’, som hun sagde.

Mit gamle værelse var på størrelse med min nye stue, så der stillede jeg alle mine ting. Køkkenet var lille bitte, men der stod et gammelt køleskab og nu min kaffemaskine, så det var fint nok. Da udlejeren en dag kom forbi og så, hvordan jeg boede, skaffede han mig et skrammet spisebord, tre stole og en træt sofa. Det gav mig en smule blod på tanden, så jeg fandt en masonitplade, som jeg lagde oven på to ølkasser. Udmærket sofabord. I starten kunne jeg slet ikke finde ud af at bruge en stue, så jeg flyttede TV’et ind i soveværelset; jeg brugte det alligevel altid til at falde i søvn til. Når jeg altså ikke var så fuld, at jeg bare gik omkuld.

Jeg passede mig selv og mine øl. Sommetider overvejede jeg at finde et arbejde, men tanken gik hurtigt i sig selv igen, for hvad var der at lave her? Byen var selvforsynende med arbejdskraft. Desuden kunne jeg jo ikke en skid.

En dag bankede det på min dør. Det varede lidt, inden jeg rejste mig, for jeg forsøgte at regne ud, hvem det kunne være. Jeg brød mig ikke om besøg. Det bankede igen, og nogen drejede håndtaget på den ulåste dør. Før jeg vidste af det, stod Anders i min stue.

“Ja, jeg kan jo ikke lade dig sidde og rådne op helt alene,” sagde han. Jeg sagde ingenting; min tunge var lammet.

“Skal du ikke sige dav til en gammel ven?” Han satte en pose øl på gulvet.

Efter det første chok begyndte jeg at le. Og le. Anders slog ud med armene og lo med. Jeg lo, så tårerne sprøjtede ud ad øjnene og maven gik i krampe. Jeg syntes ellers ikke, at situationen var spor sjov. Så gik det op for mig, at jeg havde savnet ham. Han smed sig i min bulede sofa, og så begyndte vi at snakke. Eller rettere jeg snakkede. Efterhånden fik jeg mig tømt for en masse opsparede ord, så han også kunne komme til. Vi snakkede om de gode gamle dage. Behændigt undgik vi emnet Eva, selvom jeg var ved at dø efter at vide, om de stadig var sammen.

“Hvordan fandt du mig egentlig?” spurgte jeg på et tidspunkt. “Jeg står ikke i telefonbogen.”

“Det var såmænd ikke så svært,” grinede han, “jeg sagde bare til din far, at jeg skyldte dig 500 kroner.”

Han tog afsted et par timer efter. Jeg tænkte, at det måske havde været en lidt overilet beslutning at flytte hertil. Jeg tænkte også, at nu var freden forbi. Virkeligheden havde indhentet mig.

Mine forældre hjalp mig med at flytte hjem igen. Hjem til parcellen. Bare for en tid. Mor var overlykkelig, og far dunkede mig flere gange i ryggen. Det var en underlig fornemmelse at være i sit gamle værelse. Efter at have haft egen lejlighed føltes det utroligt trangt. Jeg mindede mig selv om, at det bare var for en tid, og at jeg ville nyde godt af mors madlavning og tøjvask. Jeg lovede dem og mig selv at lægge drikkeriet på hylden. Så ville de hjælpe mig med at finde en passende uddannelse. “Du er stadig så ung,” sagde mor. “Du må se at komme i gang,” sagde far. Jeg var 25 og anede ikke, hvad jeg skulle.

 

En sky siver ind foran solen, og det føles som om, temperaturen i stuen daler brat. Der vokser gåsehud frem på mine arme. Jeg rejser mig for at finde en trøje i klædeskabet, men der er ingen. Jeg finder dem alle tre i bunden af vasketøjskurven. Der har de ligget i månedsvis. Det er umuligt at afgøre, hvilken der er mindst beskidt, så jeg vælger den øverste. Da jeg ryster den for at rette den lidt ud, falder der et par beskidte underhylere ud. Det er sgu lige godt for stridt. Jeg går tilbage til skabet og finder en sweater, men inden jeg får den taget på, opdager jeg, at jeg ikke fryser længere. Jeg beslutter mig for, at jeg en af de nærmeste dage vil gå ned i vaskehuset. Nu, hvor jeg alligevel står op, går jeg ud i køkkenet for at lave mig en kop kaffe. Inden længe snorkler kaffemaskinen derudaf, indtil der lyder ligesom et lille knæk og en hvæsen, og processen går i stå. Varmt vand løber ud på bordet, hvor det blander sig med måneders opvask. Jeg står og stirrer på det hele, inden jeg tager karkluden, der ligger på bordet, stiv, sort og forsømt. Først kan den ikke suge noget, men tværer bare rundt i alt det våde. Så skyller jeg den under hanen, og så går det meget godt. Kaffemaskinen lugter brændt, og jeg husker at tage stikket ud af kontakten. Et øjeblik overvejer jeg at vaske op, men bunken er alt for stor. Inde i stuen er der sol igen, og jeg sætter mig ned og passer det, som jeg efterhånden er begyndt at tænke på som arbejde. For første gang i mange år har jeg et mål.

 

Mine forældre nåede frem til, at en uddannelse til eksporttekniker måtte være det, der var det rigtige for mig. Om ikke andet var mine karakterer da gode nok, så jeg søgte ind og blev ganske rigtig optaget. De tilbød mig at blive boende hjemme, men jeg valgte at flytte ind på et kollegieværelse. Der gik lige præcis to uger, så var jeg tilbage i ølhelvedet. Når jeg ikke festede sammen med mine nye klassekammerater eller de andre studerende på kollegiet, så sad jeg fra tid til anden sammen med Anders og drak. Det var ikke fordi, vi overrendte hinanden, og når vi endelig sås, var der ikke så meget at snakke om. Vi talte stadig ikke om Eva og deres fælles børn, og jeg opdagede til min forbavselse, at jeg kunne kæde ordet fintfølende sammen med Anders.

Efter juleferien blev studievejlederen og jeg enige om, at jeg nok ikke var et teknikeremne. Det havde han ret i. Jeg blev nødt til at finde en anden bolig, og denne gang var det ikke en mulighed at flytte hjem. Mine forældre sagde, at de var skuffede over mig, og at nu måtte jeg se at klare mig selv. Kommunen sendte mig på et kursus, hvor jeg skulle lære at søge job sammen med tolv andre tabere. Jeg var nummer tretten. Teknisk set kunne det lige så godt være en af de andre, der var nummer tretten, men jeg følte, at det var mig. Det var nu overkommeligt nok at sidde og fedte med ansøgninger et par timer hver dag, og tømmermænd var ingen hindring.

 

Jeg kedede mig, men anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. De første par uger hver måned havde jeg råd til at drikke, mens jeg resten af måneden kun havde råd til at tænke. Jeg ved ikke, hvilken af delene, der var mest skadelig. Sommetider besøgte jeg mine forældre, men faktisk kun, når jeg var allermest sulten. Det var så besværligt at forsøge at skjule, hvor stor en taber jeg var. Jeg kunne se i deres øjne, at det aldrig lykkedes. Jeg var deres livs skuffelse. Vil noget i det hele taget lykkes for mig?

 

‘Og tiden  gik, og jeg gik med…’ Kim Larsen fra min drengetid popper op. Hvor gammel var jeg egentlig, da pladen udkom? Jeg kan ikke huske det, for jeg opdagede først Gasolin senere end mine kammerater. Mon LP’en stadig er at finde i min pauvre samling? Jeg rejser mig og går hen til reolen. Engang havde jeg mindst tohundrede LP’er, men en del gik til under alle mine flytninger, og en del har jeg foræret væk. Mine fingre bladrer igennem musik fra en svunden tidsalder. Jeg kan ikke finde den. Men så kommer jeg i tanker om at tjekke mine singler. Og jo, der er den. Pladespilleren har jeg aldrig fået sluttet til mit ældgamle anlæg, og jeg ved ikke, om pickup’en er død. Nu VIL jeg bare høre Kim Larsen, og lysten er så insisterende, at jeg næsten ikke kan tænke på andet. Jeg henter et brugt viskestykke og støver pladespilleren af. Det går let nok med at slutte den til. Jeg kigger på pickup’en, men aner ikke, hvordan jeg skal afgøre, om den er okay. Hvis den ikke er, vil pladen blive ødelagt. Jeg tager chancen. Enten får jeg min tilfredsstillelse, eller også får jeg en gedigen skuffelse.

‘Jeg kom til verden på femte sal,
min far var tosset, min mor var normal.’

Musikken flyder ud af mine højttalere. Jeg får lyst til at synge med og gør det. Lyden af min stemme forskrækker mig, så jeg holder op igen. En rytmisk knitren minder mig om dengang, hvor jeg kom til at ridse pladen. Jeg tror faktisk ikke, at jeg har hørt den siden. Om det var fordi, jeg var ked af ridsen, eller det var fordi, vinyl blev afløst af CD’er, kan jeg faktisk ikke huske. Jeg var nok bare vokset fra Kim Larsen. Teksten passer ellers godt på store dele af mit liv. Undtagen det med ministeren, selvfølgelig. Nå, ja og det med 5. sal og et par andre detaljer. Jeg løfter pickup’en på plads og slukker anlægget.

 

Hvis ikke det havde været for Anders, var jeg aldrig kommet udenfor en dør. I det første halve års tid slæbte han mig jævnligt med i byen. Jeg var altid modvillig i starten, men hans overtalelsesevner fik mig afsted gang på gang, og når jeg endelig var ude, så hyggede jeg mig faktisk. Vi kom mest på Tyren, fordi der var øllerne billige. Der spillede vi dart med nogen af de andre. Fra tid til anden kom der folk, der ville slås, og så var det mig, der måtte bruge mine overtalelsesevner til at få Anders væk, inden det gik galt. Han havde, så vidt jeg vidste, ellers holdt sig i skindet siden skoletiden. Jeg overvejede en kort periode, om det var den genoptagne kontakt med mig, der havde givet ham lyst til at slås igen. Jeg blev enig med mig selv om, at det var noget vrøvl.

 

En dag gjorde jeg det. Allerede inden jeg åbnede munden, var pulsen røget så højt op, at blodet pressede på indersiden af ørerne. Jeg spurgte til Eva. Han så længe på mig. “Jeg troede aldrig, du ville spørge.” Vi kiggede lidt sky på hinanden. “Er du sikker på, du vil vide det?” sagde han.

Jeg tænkte, at jeg stadig kunne nå at springe fra, men nikkede. Og så fortalte han, at de var blevet gift. ‘Mest på grund af børnene’, fik han sagt. Det gav et hårdt slag i hjertet. Hvorfor havde hun ikke valgt mig? Jeg ville have elsket hende overalt på jorden. Både hende og børnene, der skulle have været mine. I hvert fald det ene. Vi skulle have været en familie. Skide være med Anders; for min skyld kunne han rådne op langt borte herfra. I stedet var det mig, der var ved at rådne op. Jeg mærkede et rustent lokomotiv sætte langsomt i gang for at slæbe sig vej gennem mit system. Så tog det fart, og jeg forstod, at jeg i den grad havde undertrykt alt, hvad der hed liv. Med den erkendelse kom smerten. Den startede i maven og spredte sig som metastaser. Jeg måtte se at få den spærret inde igen, for ellers ville den pine livet ud af mig. Jeg kunne næsten ikke trække vejret.

“Men det holdt ikke ret længe,” fortsatte han, mens han betragtede sine hænder. “Vi bestilte ikke andet end at råbe og skrige af hinanden, og det var synd for ungerne.”

Jeg trak vejret dybt og lod luften sive langsomt ud for at genvinde roen. “Børnene, ja,” sagde jeg og huskede Eva som gravid. Og med barnevogn. “Hvor gamle er de egentlig nu?”

“Tjah, den ældste, Simon, er tre, og Emil fylder snart to.”

De fik altså to drenge. Mon de lignede Anders som dreng, eller havde de noget af Evas ynde? Jeg fik forfærdelig lyst til at se dem alle tre.

 

Det er blevet mørkt udenfor, og jeg indser, at jeg ikke kan blive færdig i dag. Mit skrivearbejde er blevet langt mere omfattende, end jeg havde tænkt mig. Endnu mangler jeg nogle tunge episoder. Måske er det derfor, jeg bevæger mig ind i flere og flere detaljer? Jeg rejser mig og strækker benene. Hele højre arm er forkrampet, og strømperne strammer. Mine hænder ryster mere og mere, og det går op for mig, at jeg ikke har rørt en øl i timevis. Jeg tænder lys ved sofaen og over spisebordet. Så lyst plejer jeg ikke at have det på denne tid. Min krop kaster skygge på væggen og får mig til at føle, at jeg har selskab. Jeg knapper en øl op og skåler med skyggen. Hænderne holder op med at ryste. Ude på toilettet pisser jeg mørkegult, og mens jeg står der og lettes, beslutter jeg, at dagens arbejde endnu ikke er slut. Jeg kan lige så godt få det overstået.

 

Eva forsøgte at begå selvmord. Det var lige ved at lykkes for hende. Piller. Hun havde ikke hentet børnene i børnehaven, og da pædagogerne ikke kunne få fat i hende, ringede de til Anders. Han fandt hende liggende i en pøl af opkast. Efter nogle nervepirrende dage på hospitalet havnede hun på den lukkede. Jeg besøgte hende ikke, men jeg havde sendt blomster, mens hun og lægerne kæmpede for hendes liv. Jeg havde da ikke kunnet finde ud af, hvad jeg skulle skrive på kortet, så jeg undlod at vedlægge et.
Nej, jeg kan ikke skrive mere om det. Ikke i dag. Aldrig nogensinde. Jeg lægger papir og kuglepen over i en af de tomme skuffer i reolen og går i seng uden forventning om søvn.

Facebooktwittergoogle_plus

2 Comments

  1. Svar
    Lilian Steenfat 6. juli 2014

    Det er en noget anderledes, men spændende historie du har skrevet.
    Jeg skulle lige vænne mig til at hovedpersonen er en mand, men det klarer du meget godt.
    For den trænede læser, er der lidt “rod” med de manglende plasticposer, som alligevel er der – eller er det mig som ikke er helt med ?
    Og så vil jeg gerne høre noget mere om hvad der sker med dem allesammen?
    Ellers alt i alt er det hele fint.
    Knus Lilian

    • Svar
      Lise Hougaard 9. juli 2014

      Kære Lilian
      Mange tak for dit input og din ros. Den med plastikposerne havde jeg ikke set, så den vil jeg lige gå efter i sømmene.
      Jeg lover dig, at du nok skal få mere at vide om Anders, Peter og Eva 🙂
      Bedste hilsner,
      Lise

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *