Anders, dag 2 – fredag

(Del 2)

Dag 2

I dag er lige så varm som i går. Piloteringsmaskinen er godt igang. Jeg har været i bad, og der sidder små stykker toiletpapir de steder, jeg har skåret mig under barberingen. Mine hænder ryster, fordi jeg har udskudt dagens første øl. Jeg har taget ren skjorte og bukser på, og føler mig sært højtidelig. Det er selvfølgelig kun et spørgsmål om tid, for om lidt, når køligheden fra badet er væk, smider jeg sikkert tøjet igen. Jeg belønner mine anstrengelser med dagens første øl, der får mit strubehoved til at hoppe op og ned i technotempo. Lidt efter lidt holder min rysten op.

Blyanten ligger, hvor jeg smed den i går. Den er skrevet helt ned i niveau med træet. Jeg har ikke en blyantspidser, så jeg går ud i køkkenet for at finde en kniv, jeg kan snitte grafitten fri med. Efter nogle klodsede forsøg, lykkes det mig at få lavet noget brugbart. Det irriterer mig, at jeg glemte at spørge efter kuglepenne, da jeg var nede i kiosken. Jeg kan kun håbe på, at jeg i mine tåger husker det næste gang.

 

Det gik godt for mig hele 1.g. Jeg passede mine sager og lærte fornøjelsen ved at deltage i timernes diskussion. Det var helt nyt for mig. Desuden var jeg vokset i højde og bredde, så jeg så lige så almindelig ud som de andre. Jeg begyndte at føle mig gladere, og havde også fået lettere ved at snakke med mine klassekammerater. Og de snakkede uopfordret med mig. Men så begyndte Anders at opsøge mig hver aften. I starten fortalte han, hvor glad han var for at være i lære som smed; at det lige var noget for ham, og at det var fedt at bo på eget værelse. Jeg blev aldrig inviteret derhen. Så en dag kom han og fortalte, at smedefaget var noget lort, og at han havde droppet det. Bare sådan lige fra den ene dag til den anden. Tit dukkede han op med en pose øl. Jeg undrede mig over, hvordan han havde råd til det, men noget i mig afholdt mig fra at spørge. Selvom jeg knoklede, kom jeg bagud med lektierne.

 

Som syttenårig havde Anders ikke en eneste bums. Det havde jeg. Hans ansigtshud gik helt fri. Det, og så hans fandenivoldskhed, fik piger i alle aldre til at kigge efter ham. Selv jeg kunne se, at han var ret pæn, selvom han ikke var så høj. På min 18 års fødselsdag havde jeg udover mine klassekammerater inviteret ham. Og Eva fra parallelklassen. Til min store overraskelse havde hun sagt ja. Jeg glædede mig vildt, og Anders drillede mig godmodigt i en hel måned; jeg idiot havde jo fortalt ham om Eva.

Da det endelig blev dagen, var jeg nervøs og forventningsfuld på samme tid. Gæsterne kom med gaver, og jeg var høflig og smilende, men øjnene ledte konstant efter Eva. Pludselig var hun der, og aftenen kunne nu for alvor begynde. Efter maden satte vi musik på, og jeg spurgte hende, om hun ville danse. Hun sagde nej tak, for hun skulle lige snakke med nogen. Så spurgte jeg igen lidt senere, og da sagde hun også nej. Lidt efter så jeg Anders trække hende ud på gulvet, og så dansede de resten af aftenen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Til sidst stillede jeg mig over i hjørnet sammen med en tre stykker, der for alvor var gået i gang med øllerne. Jeg gjorde mit bedste for ikke at glo på de to vigtigste mennesker i mit liv, som jeg pludselig godt kunne se klædte hinanden. Efter festen mistede han interessen for hende igen.

 

Nogle måneder senere fik jeg mig samlet sammen til at invitere Eva med i biografen. Da jeg idiot kom til at fortælle det til Anders, ville han pludselig med. Jeg prøvede at afvise ham, men min modstand visnede over for hans viljestyrke. Vi gik så i biografen alle tre. Det skete flere gange, for hver gang jeg inviterede Eva, opdagede Anders det. Eller fortalte hun ham det? Til sidst accepterede jeg resigneret situationen I hvert fald indtil den dag de kyssede hinanden. Jeg havde hentet popcorn, og de så mig ikke komme tilbage. Eller gjorde de? Det var efter da, at jeg begyndte at se efter andre piger. Jeg mødte Lone, der havde samme frisure og hårfarve som Eva. Og samme figur, men der hørte ligheden også op. Det var som om hendes mundvige altid vendte lidt nedad, og øjnene havde en forvasket blå farve. Det var slet ikke som den evigt smilende Eva med de brune øjne, der kunne gøre mig forvirret og blød i knæene.

Lone gik i samme klasse som Eva. Det gik op for mig, at Anders og Eva nok slet ikke ville have lært hinanden at kende, hvis det ikke var for mig. De kom fra hver deres verden, og jeg stod på en måde med et ben i begge lejre.

Eva og Anders blev et fast par. Lone og jeg dannede også par, for Anders mente, det ville være godt for mig. Det havde han nok ret i. Vi begyndte igen at gå i byen sammen, men det endte næsten altid med, at Lone og jeg gik tidligt hjem. En dag forstod jeg hvorfor; Lone var lige så interesseret i Anders, som jeg var i Eva. Kernen i vores forhold var gensidig trøst.

 

Den lille skrift flyder for mit blik. Jeg tørrer øjnene og ser klart igen. Fuldemandstårer. Jeg er i al min selvmedlidenhed begyndt at skrive mere om mig selv end om Anders, og det er slet ikke mit mål. Jeg har egentlig aldrig tænkt på mig selv som selvmedlidende. Min skjorte er våd under armene og på ryggen. Lugten af aftershave er stadig kraftigere end min ølsved, så jeg beholder den på lidt endnu. Piloteringsmaskinen lyder som om den er flyttet lidt længere væk, men den får alligevel en begyndende hovedpine til at murre i tindingerne.

 

Eva blev gravid. Anders droppede hende. For første gang i mit liv havde jeg lyst til at slå ham. Det blev dog kun til, at jeg fandt på undskyldninger til, at jeg ikke havde tid til at være sammen med ham. Jeg opdagede, at jeg nu kunne modstå hans insisteren. Eva voksede, mens hun på en måde også skrumpede. Varmen i hendes øjne var væk, og midt i 3. g forsvandt hun. Jeg forestillede mig det værste, og til sidst besluttede jeg i ren panik at besøge hende, hvad jeg aldrig havde turdet før. Det var hendes mor, der åbnede døren. “Ja?” sagde hun. Jeg spurgte efter Eva, og moderens ansigt stivnede. “Hun ønsker ikke at tale med nogen, og du skal ikke komme her mere.”

“Jamen…,” forsøgte jeg mig, men døren smækkede i. Mine ben var parat til at gå, men jeg tog fat i dørhammeren igen. Og igen. Jeg hamrede og hamrede, indtil jeg så håndtaget bevæge sige nedad. Denne gang var det faderen, og hans ansigt var fuldt af tordenvejr. Jeg trådte instinktivt et skridt tilbage. Jeg ved ikke, hvad der var sket, hvis ikke Eva var dukket op bag ham. “Far,” sagde hun “det er bare en fra gymnasiet.” Hun trådte ud ad døren, og faderen stirrede en sidste gang, inden han mumlende forsvandt. Ordet ‘bare’ ekkoede i mit hoved, men jeg var så lettet over at se hende, at det hurtigt blev skubbet til side. Jeg rømmede mig: “Jeg ville bare høre, hvordan det gik?” Hun lagde armene over kors og lænede sig op ad dørkarmen. “Hvor er Anders?” spurgte hun og kiggede ud på gaden bag mig.

“Det ved jeg ikke.” Jeg fik lyst til at gå.

“Godt”, sagde hun og inviterede mig ind.

 

Dagen efter gjorde jeg det forbi med Lone. Vi sukkede lidt begge to, og så var det overstået. Jeg vidste, at ingen af os ville tænke videre over det. Faktisk var det så smertefrit, at jeg ikke en gang gad at føle lettelse.

Eva åbnede mere og mere op for hver gang vi mødtes. Jeg så, hvordan hun ligesom begyndte at lyse, og mit hjerte svulmede ved tanken om, at jeg var medvirkende til det. Jeg blev stolt som en far, da hun inviterede mig med til fødselsforberedelse. “Jeg kan ikke lide at gå alene,” havde hun sagt og smilet.

Det var efter den anden gang, at jeg kyssede hende. Selvom sneen føg og vinden hylede, følte jeg mig varm. Hun var blød i mine arme, og jeg blev svimmel af lykke. Jeg kunne have friet i samme sekund, men gjorde det ikke. Vi gik hjem til mig.

 

Mindre end en måned før hun skulle føde sagde hun: “Peter, han er jo far til mit barn. Det må du da kunne forstå.” Og så gik hun.

 

Jeg klarede med hiv og sving at bestå eksamen. Interessen var forsvundet. Fremtiden havde virket så glad og lys. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Ideen havde været, at jeg skulle på universitetet, men mine karakterer var ganske enkelt for dårlige. Sammen med mine forældre besluttede jeg mig for at tage et sabbatår, så jeg kunne finde ud af, hvad jeg ville. Jeg tabte mig, og det var tydeligt for enhver, at jeg havde det dårligt, og det blev ikke spor bedre, da jeg en dag så Eva og Anders komme gående med en barnevogn.

 

Jeg snitter blyanten, så grafitten bliver sylespids. Spids nok til at kratte i papiret. I dag passer det mig glimrende, at jeg ikke sidder med en kuglepen, der rullende lægger sit blæk i en jævn strøm.

 

Et sabbatår blev til to. Der var tale om, at jeg skulle ud at rejse, men jeg havde ikke rigtigt lyst til andet end at sidde på mit værelse og tømme ølflasker. Til sidst blev det for meget for mine forældre, som skaffede mig et værelse ude i byen. Et lille hummer med adgang til fælles køkken og bad. Så sad jeg der og tømte ølflasker, når jeg havde penge. Fra tid til anden så jeg Eva og Anders. Han var blevet endnu flottere, mens hun virkede lidt grå og tjavset. Hun så nærmest midaldrende ud. Den lille sad i en klapvogn, og det gik op for mig, at jeg ikke vidste, om det var en dreng eller en pige. Jeg følte mig fattig. Særligt ondt gjorde det, da jeg en dag så, at Eva var gravid igen. Jeg stod ved et busstoppested. Hun kom gående med klapvognen og skulle åbenbart også med. “Hej Peter,” sagde hun, som om det kun var en uge siden, vi sidst havde talt sammen. Mine øjne var sultne efter at møde hendes, men hun drejede ansigtet væk.

“Hej Eva,” svarede jeg. Vi stod og kiggede ned i jorden, og så kom bussen. Jeg hjalp hende ind med klapvognen. Jeg gjorde alt for ikke at se på den lille. Hun satte sig ved siden af mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg sad bare og kiggede lige frem. “Anders har forladt mig,” sagde hun så.

“Nå, nu igen?” Jeg ville egentlig have sagt, at det var jeg ked af, men det var bare ikke det, der kom ud ad munden på mig.

“Ja, nu igen,” sagde hun med flad stemme. Hun kiggede på mig, og jeg så tårer i øjnene. Jeg skulle til at lægge armen om hende, men tog mig i det. “Jeg skal af her,” sagde jeg og trykkede på stopknappen.

“Jeg synes, vi skal ses lidt tiere,” sagde hun. Jeg svarede ikke.

En måneds tid senere så jeg dem komme gående sammen. Igen. Anders bar på den lille, og de grinede alle tre. Jeg gik hjem og tømte en flaske whisky.

 

Jeg sidder og får lyst til whisky igen. I stedet tager jeg en af mine lunkne øller. Det er snart på tide at gå ned efter refill, men jeg har endnu mindre lyst, end jeg plejer. I dag handler det ikke kun om ubehaget ved at møde andre mennesker. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er, der er anderledes, men det er sådan, det er.

 

Anders gik selvfølgelig fra Eva igen. Jeg fattede ikke, at hun blev ved med at orke deres håbløse forhold. Eller for den sags skyld, at han gjorde. Men så huskede jeg, hvordan hans forhold til kærlighed var og forstod, hvorfor han gang på gang gik og lige så ofte kom tilbage: Det var barnet, han elskede og ikke kunne undvære. Ikke Eva, der nu ventede hans andet barn. Mon dette cirkus ville fortsætte til evig tid? Det ville det sikkert, hvis ikke det var fordi skæbnen en dag bestemte sig for at lege med.

 

Jeg lægger langsomt blyanten fra mig. Pludselig væmmes jeg ved papiret og min gnidrede håndskrift. Jeg har ikke lyst til at skrive resten ned. I soveværelsets skab finder jeg en skjorte. Den er krøllet, men ren. Den våde smider jeg ud på badeværelset, hvor den lander tungt på gulvet ved siden af vasketøjskurven. Jeg går ud og samler den op og hænger den til tørre på kanten af badekarret. I køkkenet giver jeg mig til at samle de tomme flasker sammen, men da jeg render tør for plastikposer, opgiver jeg projektet. Det er ikke sidst på måneden endnu, så det er vel heller ikke så vigtigt. Pludselig tager fanden ved mig. Poser eller ej, skal der sgu ryddes op. Jeg finder en stor sort plastiksæk under køkkenvasken. Der smider jeg alle de tomme øldåser i. Glasflaskerne kommer i en anden plastiksæk, så de er klar til at blive taget med, når jeg skal i kiosken. I hvert fald dem, jeg kan bære. Det føles godt at rydde op. Så fremtidsorienteret. Jeg beslutter, at jeg vil købe rugbrød og leverpostej med hjem. Og smør. Og kuglepenne.

Facebooktwittergoogle_plus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *