Anders, dag 1, torsdag

(1. del)

Anders-del-1

Dag 1
Man kunne sige, at Anders var en dum skid, fordi han havde gjort, som han havde. Jeg er i hvert fald sikker på, at Eva tænker sådan. Kønne Eva, som jeg stadig er lun på efter al den tid. Jeg smider kuglepennen på sofabordet. Udenfor kan jeg igen høre den monotone hamren; den har næsten samme hastighed som min puls. Når jeg giver mig til at lytte, altså virkelig høre efter, går der ikke ret lang tid, før jeg bliver underligt mat og nærmest tanketom. Så plejer min puls at tilpasse sig den monotone hamren, så den kan mærkes ud i fingerspidser og tæer. Sådan sidder jeg tit, indtil jeg bliver tørstig eller ligefrem falder i søvn. Bagefter føler jeg mig tåbelig, for lyden kommer jo bare fra en enorm maskine, der piloterer så grundigt, at de omkringliggende huse slår revner. Hvad skal jeg gøre, når de er færdige med arbejdet? Jeg smider undertrøjen; sommeren får det til at perle på min pande og under mine arme, selvom det kun er formiddag.

Jeg må koncentrere mig, det er jo Anders, jeg vil fortælle om. Røvhullet Anders, bortset fra, at jeg ikke syntes, han var et røvhul. I hvert fald ikke hele tiden. Jeg løfter kuglepennen igen.

Nogle mennesker kan simpelthen ikke gøre for, at de er, som de er. De er ligesom født ind i en given situation, hvor de bare ikke kan handle anderledes, end de gør. Og hvis man kender dem godt, ved man præcis, hvordan de vil handle, før de selv ved det. Sådan havde jeg det med Anders.
Han var en lav og tæt fyr med en enorm brystkasse, sådan tøndeformet. Alle, der så på ham vidste, at han måtte være bomstærk. Og det var rigtigt nok. Sådan havde han også været som barn. Jeg havde engang set ham løfte en meget større dreng op ved kraven. Idioten dinglede med benene og lignede slet ikke den bølle, der for lidt siden havde villet banke mig. Jeg kan huske, at jeg kom til at grine. Det var såmænd ikke, fordi det så sjovt ud. Eller jo, det gjorde det. Men faktisk var det fordi, jeg var så nervøs, at jeg var ved at pisse i bukserne; jeg vidste nemlig godt, hvad der ville ske den dag, Anders ikke var der til at passe på mig.

Anders… Hvordan skal jeg få det fortalt på en retfærdig måde? Jeg kan ikke finde ud af at gøre det i den rigtige rækkefølge, for hukommelsen har sit eget liv. Jeg mærker piloteringsmaskinen trække i mig, men jeg nægter at give efter.

Det begyndte dengang i 1986. Jeg sad helt oppe ved katederet, mens han sad bagerst i lokalet. Jeg var den type, der aldrig rakte hånden op, selvom jeg altid kendte svarene på lærerens spørgsmål. Anders kendte ikke nogen svar og sad med fødderne oppe på bordet. Undtagen selvfølgelig i Svendsens timer. Alle sad pænt i Svendsens timer, når vi skulle lære at gange og dividere.

Nu roder jeg mig ud i ligegyldigheder. Nej det er ikke ligegyldigheder; det hører ligesom med til at forstå ham. Historien skal fortælles og hvis ikke af mig, hvem så?

Alle de andre lærere kaldte vi ved fornavn, men ikke Svendsen, for han havde særstatus. Han lignede en mand, der ikke var bleg for at stikke en lussing. Jeg så ham aldrig gøre det, for det var nok, at han bare kiggede på en. Stirrede med sine sorte øjne i lang tid uden at sige noget. Anders var tilflytter og var lige startet midt i skoleåret i 4. klasse. Han kendte endnu ikke Svendsen og sad med sine plørede sko oppe på bordet. Bøgerne lå i tasken, og han lavede tyggegummibobler, der endte livet med et skarpt plop. Svendsen gik ned og stillede sig foran ham. Anders grinede og lavede endnu en boble. Vi andre sad helt stille og fulgte med. Jeg mærkede gåsehuden kravle op ad rygraden og var ikke et sekund i tvivl om, at dette ville ende dårligt. Men der skete ikke andet, end at Svendsen til sidst rakte sin hulede hånd frem foran Anders’ ansigt. De stirrede på hinanden, og til sidst tog Anders tyggegummiet ud og lagde det i Svendsens hånd. Så tog han fødderne ned og gav sig til at fumle ved sin taske. Han så pludselig ud, som om hans tøj var blevet for stort.
Jeg var på en måde blevet skuffet, og det tænkte jeg en del over den dag og også de efterfølgende gange, hvor Anders sad pænt i Svendsens timer. Det var som om noget lys slukkedes i hans øjne, når vi skulle have matematik. I de andre timer var han ligesom mere naturlig, når han fik de andre lærere til at blive skingre i stemmen, og der var ikke tal på de gange, han blev sendt op på rektors kontor. For ham var det ikke en straf, for han forlod altid klassen med en triumferende mine. Triumfen bredte sig til vi andre, og måske, bare måske, fik den os til at larme lidt mere, end vi havde gjort, før han kom ind i vores liv. Jeg tænkte flere gange, at Anders lugtede af frihed og ballade.

Det var sådan en dag, det skete. Han kom spankulerende tilbage fra rektors kontor og lignede en, der lige havde vundet en fodboldkamp. Det ringede ind, og vi satte os på vores pladser. Vi skulle have matematik.

Piloteringsmaskinen er holdt inde; det er vel blevet arbejdernes frokosttid. En vægtløs stilhed puster min stue op, og jeg føler mig et øjeblik ganske ør. Jeg er også en smule sulten, men jeg ved, at mit køleskab højst indeholder lidt blåt rugbrød. Jeg rækker ned i posen efter en øl, og med lighteren vipper jeg kapslen af. Væsken er lunken, men det er sådan, min mave bedst kan tåle den. Jeg smiler lidt, da jeg kommer i tanker om, at jeg som stor dreng kaldte det flydende rugbrød, indtil jeg lærte, at øl er lavet af malt og humle. Jeg konstaterer, at det stadig mætter helt godt. Efter et hurtigt kig i posen regner jeg mig frem til, at jeg ikke behøver at bevæge mig ud i samfundet de næste par timer. Jeg udskyder det altid til sidste øjeblik, for jeg er ikke glad for at blande mig med andre. Fornuften fortæller mig ellers hver eneste dag, at det er smartest at hente nye forsyninger tidligt på formiddagen, hvor der er færrest mennesker i kiosken. Fuck fornuften.

Vores venskab startede ret pludseligt. Som sædvanlig forsøgte jeg at passe mig selv i frikvarteret, og som sædvanlig kom de andre og drillede mig. Jeg var et let offer, fordi jeg var lille og tynd og engang var kommet til at græde. Jeg havde det med at ryste, så det kunne ses, og det syntes de var vældig sjovt.
Ude i skolegården havde jeg sat mig på en bænk og tænkte på, at det snart var sommerferie. Jeg lukkede øjnene og drejede ansigtet op mod solen, der varmede mine kinder. Jeg kom til at slappe af. Indtil noget skyggede. Jeg åbnede øjnene og skimtede silhuetterne af tre store drenge. De stod allerede og grinede forventningsfuldt. Jeg prøvede at berolige mig selv, for jeg fik næsten aldrig bank i skoletiden.
“Se den lille skid; han er så bange, at han ryster,” sagde den ene. De lo alle sammen og trådte nærmere, så de tårnede sig op foran mig.
“Hvis vi siger bøh, så tisser han garanteret i bukserne” sagde den anden. De lo igen. Inden den tredje nåede at sige noget, smed Anders sig på bænken ved siden af mig. “Hvad så, drenge, hygger I jer?” sagde han. Først kiggede han på dem, så på mig, så tilbage på dem. Deres latter blev klangløs og hullet. Jeg sad på bænkens yderste kant og vidste ikke, hvem jeg skulle være mest bange for.
“Kom, lad os spille fodbold,” sagde den første, og så løb de over og huggede bolden fra nogle rollinger. Jeg ville også forsvinde, men så sagde Anders: “Du behøver aldrig mere at være bange, når jeg er i nærheden,” hvorefter han rejste sig og slentrede væk med armene svingende frit og mandigt.

Anders havde et specielt forhold til kærlighed. Der gik lidt tid, inden jeg forstod det, men da jeg først havde lært lidt om hans baggrund, begyndte noget af det at give mening: Af alle mennesker på jorden var det kun de små eller hjælpeløse, han kunne vise sin omsorg. Han var den ældste i børneflokken derhjemme, og han elskede sine yngre brødre betingelsesløst. De kunne kravle op ad ham, rive ham i håret og råbe ham ind i ørerne, men han lo bare. I begyndelsen forbavsede det mig at se ham udstråle så stor varme, når han i skolen var helt anderledes. Der var hans hænder som våben, mens de hjemme var som bløde kærtegn. Hans forældre var meget forskellige fra mine; moderen skvulpede rundt i joggingtøj, og faderen sad altid med en øl i hånden og råbte efter hende eller en af ungerne. Men Anders råbte han aldrig ad.

Jeg hører skridt standse op ude foran min dør. Jeg har ellers ikke hørt indgangsdøren gå dernede. Jeg sidder musestille. Brevsprækken klaprer, og jeg hører en kvindestemme: “Peter? Peter, er du der?” Det er Eva. Jeg kigger ned ad mig selv. En stor del af mig vil gerne åbne døren, men jeg er kun iført daggamle skægstubbe og sure underbukser. Hvorfor kommer hun her i dag?
“Peter?” Jeg kan høre på tonefaldet, at hun allerede har givet op og ved, at hun snart vil gå igen. Brevsprækken klaprer en sidste gang, og hendes skridt forsvinder ned ad trappen. Klumpen i min hals skyller jeg væk med en ordentlig slurk øl. Papirblokken foran mig er fyldt med min lille skrift, som er vanskelig for andre at læse.

Jeg brød mig ikke om at komme hjem til Anders; det gjorde Anders for så vidt heller ikke. Alligevel insisterede han fra tid til anden, hvad jeg ikke forstod i starten. Hans far kiggede altid over kanten på avisen, når vi trådte ind ad døren. Mig ignorerede han, men Anders fik altid hans ansigt til at krølle i noget, der måtte være et smil. “Hvordan er det gået i skolen, min dreng,” kunne han finde på at spørge. I dag ved jeg, at han smiskede, men jeg kendte ikke det ord på det tidspunkt. Jeg undrede mig bare. Anders svarede aldrig, men stod bare og kiggede ned i gulvet, mens tøjet igen blev for stort. Engang fik jeg den idé, at han fik tæsk, men når vi havde gymnastik kunne jeg aldrig få øje på nogen blå mærker. Inden vi gik ind på hans værelse, skulle han altid hilse på alle sine søskende. For sjov sagde han altid “Dav nummer 1. Dav nummer 2”, indtil han havde rørt ved dem alle. En dag ville nummer et eller andet ikke have, at han rørte ved ham, og jeg så Anders’ øjne blive sorte og munden til en streg. Han gik stift ind i stuen og kiggede tavst på sin far. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Faderen betragtede sin søn. Der blev ikke vekslet et ord. Lidt efter raslede avisen. Anders stod lidt med hængende arme, og så bad han mig gå hjem. Det gjorde jeg så.

Kuglepennen begynder at svigte. Jeg laver et par kruseduller, der bare tegner små fordybninger i papiret. Piloteringsmaskinen er gået i gang igen, uden at jeg har lagt mærke til det. Det undrer mig. Jeg rejser mig, og stuen sejler for mit blik. Jeg svajer, men kun få sekunder. Mine ben er kolde i sommervarmen; jeg har siddet for længe. Ovre i reolens øverste skuffe leder jeg efter en anden kuglepen. Alskens ragelse bliver rodet rundt, men jeg finder ikke nogen. Skuffe nummer to og tre er tomme. Jeg kigger i den øverste igen og får øje på en blyant. Jeg kan ikke lide at skrive med blyant. Inden jeg igen sætter mig i min sammenkrummede stilling ved sofabordet, knapper jeg en ny øl op. Endnu mere lunken end den forrige. Nu er det ved at være lige stygt nok; selv for mig. Jeg tager blyanten op og ser, at der er bidemærker i enden. Synet får mig til at huske, hvordan den smager, og før jeg ved af det, er mine tanker tilbage ved den dag i skolen, hvor der skete et eller andet i matematiktimen.

Anders var så tilfreds med sig selv efter besøget på rektors kontor, at han havde glemt, at vi skulle have matematik. Først da Svendsen trådte ind i klasselokalet, fik han fødderne ned fra bordet, og det sejrssikre smil forsvandt. Svendsen gik direkte ned til ham, mens et sært udtryk voksede frem på hans ansigt. “Følg med,” sagde han, og de forlod klasseværelset. Der gik lang tid, inden de kom tilbage; timen var næsten slut. Anders satte sig forsigtigt og pillede noget, der lignede hø ud af håret. Efter da var han nærmest usynlig, når vi skulle have matematik. Svendsen ignorerede ham hver gang. Først syntes jeg, det var underligt, men så vænnede jeg mig til det.

I de andre timer var Anders også faldet lidt til ro, men i frikvartererne og især efter skoletid, var der ikke den konfrontation, han veg uden om. Frygtløs kastede han sig ud i slagsmål med drenge meget større end ham selv, og de lærte at undgå ham. Jeg tror vildskaben gjorde dem bange. Til gengæld fik jeg nogle af de klø, Anders skulle have haft. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg begyndte at overveje at finde en anden ven, men jeg var på en sær måde draget af ham. Som om vi hørte sammen trods vores forskellighed. Desuden vidste jeg godt, at venner ikke hang på træerne. Det havde de aldrig gjort.

Vi gik gerne hjem til mig efter skole. Anders var meget glad for at komme der, og forstod rigtigt at charmere mor. Han vidste lige, hvordan han skulle få tingene sagt: “Hvor ser du pæn ud i den bluse,” kunne han fyre af og se ud, som om han mente det. Det var mig en gåde, hvor han havde lært at tale sådan. Hvis jeg havde sagt det samme, ville det have lydt åndssvagt. Mor reagerede ved at smile og køre en hånd gennem håret, og så smurte hun madder og lavede saftevand. Hvis jeg kom hjem alene, kunne hun finde på at spørge efter Anders, og så kunne jeg i øvrigt selv smøre mine madder. Anders blev tit til aftensmad. I begyndelsen spurgte mor, om han ikke skulle ringe hjem og spørge om lov, men han bedyrede, at det måtte han gerne, og da der aldrig blev ballade, holdt hun op med at spørge. Nogen gange kunne jeg godt tænke mig, at Anders ikke kom så tit, men jeg sagde det aldrig højt. Far syntes, at det var godt, at jeg havde fået en kammerat i skolen. Jeg fortalte selvfølgelig ikke, at Anders på det tidspunkt prøvede at lære mig at ryge, og at det allerede var et stykke tid siden, vi var begyndt at hugge øl hos købmanden.

Efter folkeskolen skulle jeg på gymnasiet, mens Anders skulle finde noget at ‘bruge sine hænder’ til. Vi fortsatte med at mødes næsten hver aften. Så blev det til et par gange om ugen og dernæst nogle få gange om måneden. Når jeg dengang tænkte på ham, fik jeg næsten altid en dårlig smag i munden. Som om det var gået mig bedre, end det var gået ham. Jeg led ofte af samvittighedskvaler.

Jeg sidder også med en dårlig smag i munden nu, men det har nu ikke noget med Anders at gøre. Posen med øl er tom, og min mave brokker sig over, at den ikke har fået noget mad. Jeg mærker godt nok ikke sult ret længe ad gangen mere, men det ulmer ubehageligt varmt dernede, når jeg ikke har spist et par dage. Blyanten ligger på tværs hen over blokken, hvor jeg smed den. Jeg er gået i stå. Måske er det også rigeligt på én dag, for min hånd er øm af de uvante bevægelser og hele kroppen føles som om den trænger til at blive rettet ud. Det er tid at gå ud i samfundet for at hente ny forsyning. Og måske en fransk hotdog.

Illustration: Saurabh R. Patil
Link til original her

Facebooktwittergoogle_plus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *