Mødekaffen

Krus“Laver du ikke lige kaffe til mødet? Vi bliver otte. Er der mere dagmartærte fra i formiddags?”

Kaffe mig her og kaffe mig der. De er ligeglade med, at jeg har tusind andre ting, der også ‘lige’ skal laves. Hun kan selv lave kaffe; hun laver jo ikke andet end at sidde på kontoret hele dagen.

“Nej, der er ikke mere tærte. Og vi er også løbet tør for mælk. Kan I klare jer uden?”
“Vel kan vi ej. Du må tage af skolemælken. Der plejer altid at være et par stykker i overskud.”
“Jamen det kan vi da ikke vide, før frokostpausen er overstået.” Jeg ved udmærket, at der er noget til overs fra i går, men jeg har lyst til at se, hvor langt hun vil gå. Hun har ikke været skoleinspektør i en måned, og hun er allerede en pest.

“Jeg gider ikke bruge tid på at diskutere med dig. Det er dit job at sørge for, at det hele kører gnidningsløst. Jeg kan ikke rende og tænke for dig.”

Jeg mærker det koge indvendigt. I går købte jeg mælk til hele lærerværelset. For egen regning. Der er stadig en uge til, min prøvetid er overstået, så jeg må holde munden lukket. Jeg er nødt til at blive fastansat nu; det skylder jeg Anders og ungerne. Når det er sket, skal jeg vise hende. Tanken får mine mundvige til at krølle.

“Sig mig, står du og griner ad mig?”
“Nej, nej, jeg har bare lidt vrøvl med maven. Jeg skal nok sørge for mælken.”

Hun vender sig og går. Mit humør er for opadgående. Jeg går ud i det lille køkken og måler vand og kaffe op. I dagens anledning kommer jeg ekstra bønner i. Mit beskedne bidrag til fremtidige mavesår.

En lærer kommer ud til mig. Lasse. Ham med elevatorblikket. Helt automatisk krummer jeg ryggen, så mine bryster ikke syner af så meget.
“Er du færdig med at kopiere materialet til 7. B? Jeg skal bruge det lige efter frokostpausen.”
“Jeg har sat maskinen i gang.” Det er løgn, men der er stadig tid nok. Hvis der altså ikke kom flere ting, der ‘hastede’. Jeg er også bagud med at sætte bøger tilbage på hylderne i biblioteket.
“Sig mig, har du ikke taget på?” Nu giver han mig elevatorblikket igen og griner.
“Det angår virkelig ikke dig.” Jeg har lyst til at kradse ham i ansigtet. Den fastansættelse haster. Heldigvis går han, og midt i al vreden mærker jeg humøret skifte. Mine kinder er varme, og jeg har mest lyst til at græde. Mens kaffen løber igennem, går jeg ind i kopirummet.

Udsugningen står på maksimum, så mine kinder køler af. Jeg lægger Lasses original i maskinen, indtaster antal og trykker på start. Der sker ingenting. Trangen til at græde blusser op igen, og denne gang kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Det vender sig i maven på mig. Åh nej, nu igen. Jeg flår døren op. Der er langt til toiletterne og galden smager allerede surt i min mund. Det må blive vasken i køkkenet. Da jeg når derud, står Lasse og hælder kaffen på termokande. Mødekaffen.

“Vi er rendt tør på lærerværelset, så jeg snupper lige…”
Inden jeg kan stoppe det, brækker jeg mig ud over hans skjortebryst.
“Undskyld,” hikser jeg. Næste skylle rammer køkkenvasken.
“For helvede, se nu der.”
“Undskyld,” siger jeg igen. “Jeg er syg.”
“Syg? Det, der er galt med dig, er sgu ikke sygdom!”

Så meget for den fastansættelse. Det vil åbenbart heller ikke lykkes for mig denne gang. Jeg ser på Lasse og spytter en sidste gang i vasken.

Facebooktwittergoogle_plus

2 Comments

  1. Svar
    Marianne Mogensen 1. marts 2014

    Godt hun ikke skal fastansættes på den arbejdsplads!!
    Men Elevator-Lasse fik som fortjent 🙂

    Venter på den næste historie ….

    • Svar
      Lise Hougaard 1. marts 2014

      Hæhæ, ja Lasse med det liderlige blik fik præcis, hvad han trængte til. Well, det syntes han nu nok ikke selv…
      Tak for dit besøg og din kommentar. Ses i næste måned 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *